Strid om årsmøde for journalister i Moskva

De europæiske journalisters forbund skulle holde årsmøde i Moskva. Men både de ukrainske og russiske kolleger fraråder det, og nu er mødet udsat. »Jeg tror aldrig, det er sket før. Det er højst beklageligt, men situationen er for usikker for journalister lige nu,« siger formand Mogens Blicher Bjerregård

Det europæiske journalistforbund EFJ skulle holde sit årsmøde i Moskva i juni. Men nu er der opstået intern debat om, hvorvidt man kan holde et årsmøde for journalister i Rusland – der især i kølvandet på invasionen af Ukraine får skarp kritik for at krænke pressefriheden.

Nu har EFJ's formand Mogens Blicher Bjerregård besluttet at udskyde årsmødet.

»Det er selvfølgelig hamrende irriterende og ærgerligt. Men det er vigtigt, at vores årsmøde bliver holdt et sted og på en måde, så alle er trygge ved at deltage,« siger han og fortsætter:

»Jeg tror aldrig, det er sket før. Det er højst beklageligt, men situationen er for usikker i Rusland lige nu.«

Kritik fra ukrainske forbund

Den 8. april sendte det ene ukrainske journalistforbund IMTUU en udtalelse rundt. Her slog formanden fast, at hans forbund "vil nægte at deltage i årsmødet i Moskva, Rusland".

Han rettede kritik mod russiske kolleger, som ifølge udtalelsen har "taget del i propaganda og i månedsvis direkte har løjet om Ukraine". Han pegede også på, at Rusland knægter pressefriheden i en række tilfælde. IMTUU foreslog at flytte årsmødet til et andet land.

Dagen efter fremsendte det andet ukrainske forbund NUJU og det store russiske forbund en fælles udtalelse. Her foreslog de at udsætte årsmødet i Moskva til engang i efteråret.

Resultatet blev heftig debat mellem medlemslandene i EFJ.

Men ifølge Mogens Blicher Bjerregård er der nu kommet mere ro på gemytterne, selvom der stadig er stor frustration. Han fortæller, at de ukrainske og det russiske forbund er blevet enige om, at en god løsning er at udsætte årsmødet.

Ekstraordinært møde på vej

Bjerregård har sendt beslutningen rundt til EFJ's medlemslande. I løbet af de næste par uger vil EFJ holde et ekstraordinært møde for at drøfte situationen.

»Jeg sendte en hurtig besked rundt til vores bestyrelse om, at der ikke var andet at gøre. Der kom ingen indvendinger. Vi traf en hurtig beslutning. Der er jo mange forbund rundt omkring, der skal stoppes i at købe billetter. Nogle har allerede købt.«

Hvorfor ønsker de forbund ikke at rejse til årsmøde i Moskva i juni?

»Som jeg forstår det, så er de ikke trygge ved at rejse til Moskva lige nu. Vi har fået en meget klar melding om, at de har store problemer med at rejse til Rusland.«

Hvad er det helt konkret, de er bange for?

»Det er svært at sige. For nogle handler det om repressalier, for andre at de risikerer ikke at få visum. Det kan også være, det kan give problemer i hjemlandet. Situationen er så uforudsigelig i øjeblikket, og jeg tror det er derfor, det russiske forbund har bedt om en udsættelse,« siger Mogens Blicher Bjerregård.

Han fortæller, at også andre forbund end de to ukrainske og det russiske har meddelt EFJ’s ledelse, at de er utrygge ved at rejse til Moskva lige nu. Det gælder eksempelvis det polske forbund.

Hvad er meldingen fra det russiske forbund?

»Situationen er simpelthen for usikker for journalister i Rusland lige nu. Ingen ved, hvad der kommer til at ske, eller hvordan verden vil se ud i juni. Det kan jo ikke nytte noget, at vi står 1. juni og ikke kan holde årsmødet.«

0 Kommentarer