»Der er jo ingen, som aner, hvem vi er« 

I 10 år har Betina Johnbeck været rejsefotograf i DR. De sidste år rejste hun især med Matilde Kimer og Puk Damsgård. Men for halvandet år siden tvang de psykiske konsekvenser hende til at tage en pause efter over 80 rejser i næsten 30 lande.

»Jeg blev færdigudlært i januar 2005 og var på min første rejse i marts. Det var en stille og rolig tur til Spanien. Men senere samme år sprængte bomberne i London, og i løbet af to timer stod jeg i lufthavnen og var huhej på vej over for at dække det. 

Året efter var Muhammed-krisen på sit højeste, og jeg røg afsted til Mellemøsten. Jeg endte med at rejse rundt i en måned. Jeg havde altid sagt, at jeg ikke ville rejse i krig – og jeg ville i hvert fald ikke til Afghanistan. Men lige pludselig stod jeg i Afghanistan. Ens grænser bliver hele tiden rykket.

Jeg har aldrig følt, at jeg var adrenalin-­junkie eller har taget chancer. Men til sidst havde jeg ikke en eneste rejse uden skudsikker vest i bagagen. Jeg var seks gange inde i Syrien med Puk Damsgård og Michael S. Lund, inden det næsten gik galt. Jeg tror, det var der, det gik op for mig, hvad det her gør ved mig. Og at jeg ikke kunne blive ved med at gøre det. 

Puk og jeg var rejst ind i det sydlige Syrien og havde gjort noget, vi ikke havde prøvet tidligere. Før havde vi taget kortere ture ind og hurtigt ud igen – nu skulle vi prøve at være der i længere tid. Mens vi var der, eskalerede det mere og mere. De brag, vi lå og kunne høre om aftenen, blev voldsommere og voldsommere. 

Lige efter fredagsbønnen kom de her drøn virkelig tæt på. Vi kunne høre fly i luften, og pludselig kunne vi også høre noget, der faldt ned ret tæt på. Vi løb ned på gaden, og jeg gik i gang med at filme med det samme. Vi hørte først flyet over os i sidste øjeblik, før det dykkede for at smide sin last. Puk nåede lige at sige: »Der kommer altid to!«, og så løb vi. Vi nåede i dækning bag en mur, og så kom det her brag. Jeg kunne mærke trykbølgen fra eksplosionen hen over ryggen. Det var der, hvor jeg tænkte, at nu er det sket.

Lige umiddelbart efter at vi var kommet hjem fra den tur, kom der nogle trusler på mit og Puks liv. Det var bare dråben oven i alt det andet. Jeg lagde mig på sofaen og kunne næsten ikke komme op igen. Jeg kom hurtigt til vores krisepsykolog og begyndte at få det bearbejdet, men oplevelsen har helt klart sat sig i mig. Og den sidder der stadigvæk.

Det her skete i maj 2013, og jeg var tilbage i Syrien igen i september. I samme by. Det var vigtigt for mig at komme tilbage. Ellers tror jeg ikke, jeg var kommet ud at rejse igen overhovedet. Hele foråret efter lavede jeg nærmest kun Ukraine. Lige pludselig stod jeg der, der var kampfly i luften igen – og da jeg kom hjem, gik jeg helt ned én gang til. Der indså jeg, at jeg blev nødt til at tage en pause. Det gjorde jeg i et år. Nu er jeg tilbage på TV Avisen, hvor jeg laver indlandsstof. 

Hvis der er noget, jeg virkelig savner ved at rejse, er det det kammeratskab, man får med journalisten. Vi er jo sammen hele dagen, og vi snakker historier, fra vi mødes til morgenmaden, til vi går i seng om aftenen. På mange måder laver vi fuldstændigt det samme som korrespondenterne – vi er bare usynlige, vi er dem bag kameraet. Det gør mig ikke noget, at hr. og fru Jensen ikke ved, hvem jeg er. Men tit tror jeg ikke engang, at folk tænker over, at vi er to mennesker afsted. Det er altid bare Puk, Michael eller Thomas. Selvfølgelig kan man godt føle sig lidt overset indimellem. 

Hvis du ikke kan skrive afskedsbreve til dine nærmeste, skal du lade være med at rejse. Det siger jeg altid til kolleger, der gerne vil lave det, som jeg har lavet. Det var virkelig svært og virkelig hårdt at skulle skrive afskedsbreve til mine forældre og mine nære venner. Men jeg var glad, da jeg havde gjort det. Det er barskt at sige, men det gav mig en ro. 

Jeg vil slet ikke tilbage til at rejse hver måned og være væk 100 dage om året. Men jeg har sagt, at jeg gerne vil begynde at rejse lidt igen. Det var jo de fedeste 10 år. At dække krigen i Libyen fra start til slut, at komme til Haiti efter jordskælvet og at stå på Tahrir-pladsen, da Mubarak gik af, og opleve det der brøl af en menneskemængde i glæde – det var simpelthen fantastisk. Jeg har jo været med til noget af verdenshistorien, og jeg ville ikke have været noget af det foruden.«

 

———

 

»Det er mig, de slår ud efter, hvis de slår ud efter os«

I mere end otte år har Anders Bach været Rasmus Tantholdts faste fotograf på en lang række reportagerejser.

Foto: Lærke Posselt

 

»Jeg startede som stillbillede-fotograf og var egentlig lidt modstander af krigsfotografer. Det irriterede mig altid, at hvis du havde taget et billede af en død albaner i Kosovo, så kunne du vinde Årets Pressefoto – men hvis du havde lavet et billede på et plejehjem i Danmark, så var det sværere. Alligevel var jeg altid lidt draget af det. Det er jo tit ude i verdens konfliktområder, at den store menneskelige historie er. Det er der, folk virkelig har noget på spil. 

Jeg har været på nogle ture med Rasmus Tantholdt, som jeg ikke ville være taget på med andre korrespondenter. Simpelthen fordi vi kender hinanden så godt. Vi ved, hvor hinandens grænser går, og hvad vi hver især er bange for, så vi behøver ikke at snakke så meget om det. Vi har en meget stålfast lovsætning, der hedder, at vi skal gå så langt som til der, hvor den ene af os siger stop. Med årene får man en ret god mavefornemmelse for, hvornår en situation bliver ond, og det er tid til at pisse af. 

Som fotograf kan jeg nogle gange være mere udsat end journalisten. Jeg skal gå længere frem, end journalisten behøver at gøre. Rasmus kan jo stikke sin mikrofon i lommen, hvis en situation spidser til, men mit kamera er det synlige bevis på, at vi er et tv-hold. Det er også mig, de slår ud efter, hvis de slår ud efter os. Alligevel ville jeg aldrig nogensinde bytte. Hvis jeg havde behov for at få den opmærksomhed, som Rasmus får, ville jeg være blevet journalist. 

Som fotograf bryder jeg mig faktisk ikke særlig meget om at få omtale. 

TV 2 sendte for nogle år siden en dokumentarserie, der hed ’Korrespondenterne’, hvor de fulgte os ude i verden. Pludselig vidste de nede i børnehaven, når jeg afleverede mine unger, hvad jeg går og laver til daglig. Når jeg var afsted, blev min kæreste også pludselig konfronteret meget mere med, om hun var bange. Det brød jeg mig ikke særlig meget om.  

Frygt er én ting – den holder mig skarp. At være bange er noget andet. At være bange er for mig, at du hele tiden tænker i scenarier. Det gør jeg sjældent. Det lammer mig jo, hvis jeg sidder på et hotel i Mogadishu og begynder at gå ind i det tankespin, der hedder: ”Orv, nu sidder jeg på et hotel i Mogadishu – der kan faktisk rimelig nemt komme nogen ind og kidnappe mig – Søren og Eddy sad godt nok også længe – hvad ville mine børn sige til at se sådan nogle billeder af deres far – og så videre.” Hvis jeg begynder at tænke sådan, kan jeg ikke arbejde. Du skal kunne tøjle den angst. 

Mange gange går det først op for mig, hvad vi har set eller oplevet, når vi kommer hjem fra optagelse. Da vi for eksempel skulle dækkede hungersnøden i Somalia, og der lå små børn og skreg overalt, var jeg glad for at kunne koncentrere mig om, hvordan hvidbalancen er, om lyden er god, og om jeg har billeder nok. Det er en kæmpe kliché, men på den måde kan jeg nogle gange gemme mig lidt bag kameraet. Og jeg er god til at lade oplevelserne ligge ude i lufthavnen, når jeg kommer hjem. 

Min største frygt er, hvad der sker med alle de ting, der bliver lagret inde i hovedet. På det sidste har jeg droslet ned på de mest farlige missioner med Rasmus. Det er udelukkende af familiemæssige årsager. Det værste ville være, hvis jeg pludselig en dag brød sammen og ikke kunne tage til fodboldkamp eller i teatret med min søn.«

 

———

 

»Det betyder da noget, at Puk faktisk nævnte mig, da hun fik prisen«

Da Puk Damsgård vandt Cavling-prisen for sin dækning af Mellemøsten, blev særligt et indslag fra Gaza med den 16-årige Karma, der spiller cello, fremhævet. Marie Andersen Klareskov stod på den anden side af kameraet, da indslaget blev til.

Foto: Lærke Posselt

 

»Jeg har været færdigudlært i fem år og har faktisk været rejsefotograf lige siden. I starten skrev jeg destination, dato og årstal ned, hver gang jeg var afsted, men det er jeg holdt op med.

Da jeg var i Afghanistan med Philip Khokhar og en anden journalist, kan jeg huske, at vi sad i en trafikprop i Kabul, og journalisten jokede lidt med, om jeg godt var klar over, at de fleste selvmordsbombere, der sprænger i luften i en bil, gør det i en hvid Toyota. Jeg kiggede ud ad vinduet og så, at det vrimlede med hvide Toyotaer. Vi sad også selv i en. Vi var der i 10 dage, og jeg sov nærmest ikke de første tre nætter, selv om det egentlig var en stille og rolig tur for ’Horisont’.

Gaza betyder noget særligt for mig. Og særligt historien om Gazas Karma gik virkelig ind under huden på mig, fordi det var så fin og positiv en fortælling.

Puk Damsgård og jeg havde på forhånd talt om, hvad vi godt kunne tænke os at lave. Vi havde ikke nogen aftaler hjemmefra, men vi vidste, at vi ville hen på et musikakademi og finde vores hovedperson. Vi sad der en hel dag og ventede, og lige så snart Karma kom ind ad døren, kiggede vi på hinanden og smilede og vidste bare, at hende der – hende skal vi have. Heldigvis sagde hun ikke nej. Hen over middagen samme dag, som vi kom tilbage til Israel, begyndte vi at notere på en serviet, hvordan vi skulle bygge historien op. På den måde er det et teamwork.  

Jeg er vildt glad og stolt over, at Puk fik den Cavling-pris, og for at lige netop Gazas Karma blev fremhævet. Det har jeg da også postet på Facebook. Indimellem kan man godt få det sådan lidt ’jeg var der også’-agtigt som rejsefotograf. Jeg tror ikke, at seerne tænker over, hvor meget sådan et indslag bliver til i et samarbejde mellem fotograf og korrespondent. Og fred være med det. Så længe jeg formår at fortælle historien på en visuelt stærk måde, så er jeg glad. Men det betyder da alligevel noget, at Puk faktisk nævnte mig, da hun modtog prisen. Det understreger, at der er et usynligt ansigt bag korrespondenten. 

For fem måneder siden blev jeg mor. Det har virkelig været en omvæltning. Jeg var gravid i fjerde måned, da Puk og jeg lavede Gazas Karma, og jeg fandt ud af, at jeg var gravid, dagen før jeg skulle med den forhenværende statsminister til Sierra Leone og besøge danske læger i en ebola-lejr. Jeg tog afsted alligevel. Men jeg har ikke lyst til at rejse på samme måde, som jeg har gjort, så længe min søn er lille.«

 

———

 

»Jeg har det bedst med at arbejde bag kulissen«

Hver gang TV 2’s Rasmus Tantholdt rejser ud i verden, rejser Claus Borg Reinholdt med ham. Som såkaldt fieldproducer er det hans job at lave larm for den kendte korrespondent på sociale medier og tv2.dk. 

Foto: Lærke Posselt

 

»Det var Michael Dyrbys opfindelse, at Rasmus Tantholdt skulle have en fieldproducer. Opgaven var ikke klart defineret fra starten, men jeg kom til samtale, og vi blev enige om, at vi skulle prøve det. 

I starten fungerede jeg nærmest som personlig assistent for Rasmus på rejserne. Men jeg blev hurtigt klar over, at jeg var nødt til at nytænke rollen. Derfor begyndte jeg lige så stille at bruge min telefon til at filme Rasmus bag kulissen og lægge det ud på sociale medier. Som en slags logbog med små interviewbidder, der viste, hvordan aftenens indslag i 19 Nyhederne var blevet til. Det blev en ret stor succes. Folk fik indblik i, hvordan livet som krigskorrespondent er.

Derfra er det egentlig bare gået slag i slag. I dag render jeg nærmest hele tiden rundt med telefonen og filmer og tager billeder, når vi er afsted. Jeg koncentrerer mig om den digitale produktion, som kan give noget ekstra til tv2.dk, til Facebook, Instagram, Snapchat eller Twitter. Det er vigtigt, at vi også udkommer på de platforme. Kurven er nedadgående for fjernsyn, men den er opadgående for de andre medier. 

Det er vigtigt for mig, at det er Rasmus, som er hovedpersonen. Det er ham, jeg er ansat til at få ud over rampen. Han spørger mig også nogle gange, om det ikke er lidt underligt, men det er egentlig en rolle, jeg befinder mig godt i. Jeg er ikke så vild med at få mit navn frem – det ligger ikke rigtigt til min natur. Vi joker med, at Rasmus har en ambition om, at der skal rejses en statue af ham på byens torv. Den ambition har jeg ikke. Jeg har det bedst med at arbejde bag kulissen. Det nytter jo heller ikke, at jeg pludselig begynder at bruge mig selv – for hvem fanden er jeg? Det er Rasmus, som folk kender. Han er jo et brand med knap 50.000 følgere på Facebook, så det er nemmere at få historierne ud via ham. 

Der er selvfølgelig altid en risiko, når vi er ude. Men man vænner sig til den. Det lyder måske mærkeligt, men jeg tænker faktisk, at risikoen for at blive kørt ned på cykel i København er større end risikoen for at blive ramt af en mortergranat i Aleppo i Syrien. Det passer sikkert ikke, men sådan tænker jeg nogle gange.  

Første gang vi lavede en 360 graders video fra en krigszone i Aleppo, var vi helt høje bagefter. Teknikken gør, at brugerne selv kan bestemme, hvor de vil se hen – de behøver ikke at følge fotografens kamera. Det giver en følelse af, at de nærmest er med Rasmus ude i marken. Vi sendte også live på Facebook fra Aleppo. Jeg kan stå og filme Rasmus med telefonen lige midt i en krigszone, mens Assads fjender ligger og skyder lige ovre på den anden side, og så kan folk sidde i bussen derhjemme og se videoen live på Facebook. 

Jeg har to børn på fire og seks. Specielt min lille datter taler meget om de stakkels små børn i Syrien, og de ved begge to, hvem Obama og Putin og Assad er. De er ikke bange, når jeg er afsted, men når jeg står ude i en krigszone, kan jeg godt nogle gange selv tænke, at der godt nok er langt hjem til mit lille hus på Amager nu. Omvendt kribler det også i fingrene, når jeg er hjemme. Jeg vil gerne ud og være derude, når historien bliver skrevet.«