search

Efter revolutionen

En plan mod arbejdsløshed skal kommunikeres ud til den utilfredse befolkning i Tunesien, der væltede regimet og startede det arabiske forår. Overgangsregeringen har bedt Bent Sørensen, tidligere chefredaktør på B.T., om hjælp. Journalisten rejste med.

En plan mod arbejdsløshed skal kommunikeres ud til den utilfredse befolkning i Tunesien, der væltede regimet og startede det arabiske forår. Overgangsregeringen har bedt Bent Sørensen, tidligere chefredaktør på B.T., om hjælp.
Journalisten rejste med.

OPRØR. Det første møde med et nyt land er ofte med taxachaufførerne i lufthavnen. Bent Sørensen er lige landet og ignorerer de første tre tilbud, mens han går målrettet mod de autoriserede gule taxaer. Men det komplicerer kun processen. I et højtråbende virvar af engelsk, fransk og arabisk begynder tre-fire taxachauffører at skændes og skubbe til hinanden, mens de prøver at fange hans opmærksomhed.

En af chaufførerne er ved at miste en finger, da han åbner bagagerummet for at tage imod tasker, og en konkurrerende chauffør demonstrativt smækker det i igen. Kommunikationschef Bent Sørensen opgiver at kommunikere sig frem til en løsning og går tilbage ind i lufthavnsterminalen. Velkommen til Tunesien, det arabiske oprørs vugge.

»Vi skal jo ikke ned og klare demokratiseringen af landet på få dage. Men jeg håber på, at vi kan give en lille hånd med i processen,« siger Bent Sørensen, tidligere chefredaktør på B.T. og i dag kommunikationschef i et EU-agentur, som er kaldt til undsætning af den tunesiske overgangsregering.

Siden den tidligere præsident Ben Ali blev væltet og det arabiske oprør kickstartet, har Tunesien været i undtagelsestilstand. Verdens opmærksomhed er rettet mod de 10 millioner tunesere med forventning om, at de finder kuren til demokratiet, men det går ikke særlig godt. Der skal være valg til juli, og myndighederne har sidst i maj endnu ikke registreret en eneste vælger. Regeringen er skiftet tre gange siden Ben Alis fald, men det er stadig to gamle kendinge på plus 80, der sidder for bordenden. Der er jævnligt uroligheder. Befolkningen kræver handling.


Efter revolutionen åbnede en Facebook-cafe i hovedstaden Tunis. – foto: Lindsay Mackenzie

Arbejdsløsheden var en af hovedårsagerne til revolutionen, og lige nu går det i den forkerte retning. Når en enkelt tur fra lufthavnen kan få fire taxachauffører til at satse liv og lemmer, skyldes det, at Tunesien regner med en nedgang i turismen på 40 procent, og at det samlede antal arbejdsløse går fra 520.000 til 700.000 i 2011.

Der er rapporter om to dræbte i det sydlige Tunesien under uroligheder, der opstod, da der blev opslået to jobs.
Foran beskæftigelsesministeriet er en gruppe på 10-15 mennesker samlet i protest over, at de ikke har noget job. De har slået et iglotelt op på fortovet og fortæller, at de har siddet der i fire dage. Da Bent Sørensen ankommer, besvimer en af damerne, så der lyder et dunk, da hun rammer brolægningen, og de andre kvinder begynder at skrige. Fem etager længere oppe sidder beskæftigelsesministeren i overgangsregeringen, Said Aidi.
»Man kan frygte for en ny revolution, hvis ikke vi formindsker det sociale pres fra gaden,« siger Said Aidi til Journalisten.

Situationen er alvorlig. Og selv om overgangsregeringen kun har mandat til at forberede valg, har den alligevel også udarbejdet en beskæftigelsesplan. Den indeholder over 20.000 jobs i det offentlige, jobtræning og økonomisk håndsrækning til virksomheder, der ekspanderer.

»Det hedder en nødplan, fordi folk er frustrerede, og det er vigtigt, at vi gør noget ved deres frustrationer, og her spiller kommunikation en nøglerolle. Vi skal implementere en ny kommunikationskultur, der ikke er oppefra og ned. Jeg gør, hvad jeg kan for at understrege, at vi ikke skal kommunikere for vores skyld, men for folk, der modtager informationen,« siger Said Aidi til Journalisten.

Og netop derfor har hans ministerium bedt Bent Sørensen og hans kommunikationshold fra EU-agenturet European Training Foundation (ETF) om hjælp til at få nødplanen kommunikeret ud til tuneserne.



Foran beskæftigelsesministeriet har en gruppe siddet i fire dage i protest mod arbejdsløshed. På den anden side af ministeriets bygning har andre vist deres utilfredshed med graffiti: "NO JOB, NO LIFE, NO DIGNITY" – foto: Lindsay MacKenzie

Det er ikke en simpel opgave. Med sig har Bent Sørensen en rapport fra sidste besøg, der maler et udfordrende billede af de kommunikationsfolk, han skal hjælpe:

Hvis der overhovedet er internet, er det langsomt, og fax- og telefonlinjerne er ustabile. Der er tre forskellige ledende organer af kommunikationsgruppen, men ingen klar leder. Selv om ministeren og hans nærmeste hold anerkender vigtigheden af kommunikation, er der mange i ministeriet, der ikke gør, og endelig er der tilmed stor usikkerhed om, hvorvidt der overhovedet findes en samlet strategi:

"Nogle fra afdelingen hævder at have skrevet en kommunikationsstrategi – andre at dokumentet slet ikke er en strategi, og så er der nogle, der slet ikke kender noget til nogen strategi," står der i rapporten.

Selve workshoppen med beskæftigelsesministeriets kommunikationsfolk foregår uden for hovedstaden, Tunis. Højden på murene i nabolaget antyder, at vi er i et velhaverkvarter. En af bygningerne er en nedbrændt og totalt ribbet kæmpevilla med pool og tre lige så nedbrændte Mercedes'er i haven. Villaen tilhørte Ben Alis familie.

»Selv om man kalder det her en revolution, så er det mere en revolte,« forklarer Bent Sørensen og uddyber:
»I en revolution står man klar med et andet system til at tage over. Det her har været folkets oprør uden noget planlagt alternativ. Derfor er der mildt sagt heller ikke særlig meget tjek på tingene. Vores opgave er at hjælpe med at give kommunikationen af denne nødplan et minimum af struktur og dermed hjælpe med at købe lidt tålmodighed hos befolkningen.«

Bent Sørensen starter med at tegne nyhedstrekanter på tavlen i lokalet. Her sidder ni kvinder og en mand fra beskæftigelsesministeriets forskellige kommunikationsafdelinger. Deres problem er, at ingen stoler på dem, deres budskab eller politikerne. Et par af kvinderne griner oven i købet, da de bliver spurgt, om folk stoler på regeringen.

Bent Sørensen foreslår blandt andet brugen af tunesiske berømtheder til at underbygge tilliden. Men: »Vi har prøvet med både skuespillere og fodboldspillere. Det virker ikke. Tuneserne vil have fakta og gennemsigtighed,« fortæller Ramla Jaber, der fremstår som den i gruppen, der er mest erfaren med kommunikation, og hende, der er tættest på beskæftigelsesministeren.

Fakta og gennemsigtighed er en svær øvelse efter et halvt århundredes diktatur. Bent Sørensen deler gruppen op i tre, der hver skal arbejde med et af beskæftigelsesnødplanens punkter. Opgaven lyder at briefe ministeren på få minutter inden et interview med pressen. Bent Sørensen er i dagens anledning minister og sætter sig klar i midten af lokalets hestesko.



Øverst: Den eneste mandlige kommunikationsmedarbejder i det tunesiske beskæftigelsesministerium, Mounir Grami, slår ud med armene under workshoppen. – foto: Lindsay MacKenzie
Nederst: Bent Sørensen i den gamle del af Tunis. – foto: Lindsay MacKenzie

I hånden har han tre ark papir til notater. Et for hver af grupperne. Men den første præsentation tager tyve minutter, og Bent Sørensen når at udfylde alle tre ark – på begge sider. Ligeledes går det med de næste grupper. Det, der skulle være korte briefinger, ender som lange taler om ministeriets forarbejde og ambitioner for landets bedste.

»De er virkelig entusiastiske, og man kan mærke, at de vil det her projekt. Men man kan også mærke, at de kommer fra en tradition, hvor det handler om at skjule detaljerne og begrave dem i en ordstrøm. Når man præsenterer vigtige tiltag for befolkningen og landets virksomheder, så skal man kunne fortælle klart, hvad det vil betyde for dem, og hvad de selv kan gøre. Det er de slet ikke opmærksomme på,« siger Bent Sørensen og sammenligner det med, hvordan den danske regering har beregninger klar for efterlønnens effekter, samme sekund den fremlægger et forslag.

EU har 30 agenturer. ETF arbejder med beskæftigelse og erhvervsuddannelse hos EU's naboer. Agenturet blev skabt efter murens fald for at hjælpe til med at understøtte den demokratiske og økonomiske udvikling i de østeuropæiske lande. I april vandt de en kommunikationspris fra International Association of Business Communicators for en kampagne, der engagerede unge minoriteter fra Europas nabolande i uddannelses- og beskæftigelsespolitik via sociale medier.

»I demokratiopbygning handler det om at lokalisere de kritiske røster og inkludere dem i processen med at finde løsninger. Vi brugte de sociale medier til at lokalisere nogle unge med holdninger til dette emne, og så inviterede vi dem til en kongres, hvor de blev hørt. Deres meninger og gode råd dannede derefter grundlag for, hvordan vi arbejder i de lande,« fortæller Bent Sørensen.

Netop det projekt var grunden til, at den tunesiske regering ikke bare bad ETF om hjælp til udarbejdelsen af beskæftigelsesnødplanen, men også bad om hjælp til kommunikationen af den.

Selv om de fleste medier i Vesten efterhånden er holdt op med at bruge ord som "Facebook-revolution", kan man ikke komme uden om de sociale mediers rolle i begivenhederne. Alle, som Journalisten taler med, siger, at oprøret ikke var sket uden hjælpemidler som Facebook og Twitter.

»Derfor skal vi også bruge sociale medier til at kommunikere til den unge del af befolkningen,« fortæller beskæftigelsesminister Said Aidi.


Blogger Lina Ben Mhenni og beskæftigelsesminister Said Aidi. – foto: Lindsay MacKenzie

Men det er ikke ligetil. Under diktaturet, hvor ingen stolede på de traditionelle medier, blev de sociale medier en succes, fordi de blev gennembruddet for en mere troværdig borgerjournalistik, der formidlede beretninger, videoer og billeder af, hvad der reelt skete. Og de sociale medier er stadig platform for kritiske røster mod myndighederne.

Et eksempel på det er, da Bent Sørensen sammen med Journalisten og den lokalt baserede fotograf tager ud til oprørets centrum i hovedstadens hovedgade, Avenue Habib Bourguiba. Foran indenrigsministeriet, der stadig er spærret af med tanks, soldater og pigtråd, bliver vi passet op af Marwan Louhichi, der fortæller, at han var med til at organisere nogle af demonstrationerne under oprøret, sad kortvarigt i fængsel og i øvrigt stadig kan stable en demonstration med 10.000 mennesker på benene på to dage. Det har han tænkt sig at gøre på lørdag den 21. maj.

Ramla Jaber fra beskæftigelsesministeriet kalder mængden af informationer for "infobesity" – et ord sammensat af 'information' og 'obesity' (engelsk for fedme, red.). Hun peger på, at den fortsatte kritiske overvægt i de sociale medier skygger for de gode ting, der sker.

»Lige nu fremlægger bloggerne alt for meget negativ information. Noget af det er sikkert rigtigt, men de fokuserer på alt det, der ikke virker, og er for mistænksomme over for regeringen. Det er klart, fordi de aldrig har haft grund til at vise tillid, men det skaber uro, og nu er der brug for, at vi arbejder sammen og finder løsninger, for regeringen gør virkelig alt, hvad den kan,« siger Ramla Jaber.

Hun fremhæver, at bloggerne har den tillid i befolkningen, som regeringen ikke har, og derfor spiller en nøglerolle i at skabe god opmærksomhed omkring beskæftigelsesnødplanen. Hvis bloggerne kan få lov til at få indflydelse på implementeringen af planen, håber hun, at de vil være med.

Men det skal hun omvendt ikke regne med. I hvert fald har en af revolutionens helte, den 27-årige blogger Lina Ben Mhenni, ikke lyst til at være en del af projektet. Siden januar har Lina Ben Mhenni været på turne i Europa og fortalt om tunesernes frihedskamp. Hun har vundet Deutsche Welle og Reporters Without Borders' fælles blog-pris for sin rolle i revolutionen, og hun er blevet citeret i The Economist og portrætteret i det franske modemagasin Elle blandt andre.

Hun var en af dem, der dokumenterede historien om den 26-årige Mohamed Bouazizi, der satte ild til sig selv i frustration og dermed kickstartede revolutionen. Men symptomatisk for den måde, myter om revolutionen er blevet spredt på – ikke mindst i Vesten – er historien om Mohamed Bouazizis martyrium også tvivlsom, fortæller Lina Ben Mhenni. Ifølge hende siger Bouazizis venner, at han ikke ville slå sig selv ihjel. Han hældte bare benzin ud over sig og truede derefter med en tændt lighter, og så gik det galt.

»Det eneste, der er blevet bedre efter revolutionen, er, at der er kommet en vis form for ytringsfrihed, og at man kan se, at de unge tør tage kampen op. Jeg stoler overhovedet ikke på regeringen, og Vesten skal holde op med at tale om en succesfuld revolution,« siger hun og ligner én, der har mistet håbet, da hun møder Bent Sørensen og hans kolleger på en restaurant.

Hun peger på, at demonstranter stadig bliver slået ihjel, tortureret og voldtaget af politiet, og at en minister i starten af maj talte om skyggekræfter, der styrede regeringen. For et par uger siden lagde hun igen mærke til de politibetjente, der plejede at følge hende før revolutionen 14. januar.


Drenge spiller fodbold foran det tunesiske nationalmonument, der ligger ved siden af de vigtigste ministerier i Tunis. – Foto: Lindsay MacKenzie

Bent Sørensen og hans hold har arbejdet sammen med Lina Ben Mhenni i deres prisvindende projekt, før hun blev en revolutionshelt. Strengt taget står de på hver deres side i denne sag, og hvis hun har ret i sine anklager, hjælper Bent Sørensen et nyt undertrykkende styre.

»Det er vigtigt med kritikere som Lina, der kan stå i opposition til regeringen, men ETF har arbejdet med nye demokratier i mange år, og det er noget, der tager lang tid. Lina er meget fokuseret på de retssikkerhedsmæssige spørgsmål, og der har EU også påpeget problemer, men man kan ikke forny hele institutioner på få måneder. Det er ikke mit job at vurdere, hvad der er op og ned i de anklager, men jeg tror på, at uddannelse og bekæmpelse af arbejdsløshed altid vil være fremmende for demokratiet – og det er derfor, vi er her,« siger Bent Sørensen.

Hvis ikke myndighederne kan komme igennem via de etablerede bloggere, må de selv bruge de sociale medier – og det lader ikke til, at de nye administrationer helt har lært det.

»Vi har haft en Facebook-revolution, så selvfølgelig er alle ministerier kommet på Facebook. Men ingen ved rigtigt, hvordan de skal bruge det, eller gør det som en del af en større strategi,« fortæller kommunikationsmedarbejder Mounir Grami.
Den sidste dag runder Bent Sørensen af. Han fortæller de tunesiske kommunikationsmedarbejdere, hvor stor en opgave der ligger foran dem, hvor meget de har lært på to dage, og hvor stor respekt verden har for det, Tunesien allerede har udrettet, og nu følger med i, om Tunesien kan skabe det demokrati, alle håber på.

En af medarbejderne begynder at græde.
»De har været igennem nogle kæmpe forandringer og er stolte af det, samtidig med at de er usikre på fremtiden. Derudover har det været nogle intensive dage for dem, hvor de har lært meget, men hvor de også har fundet ud af, at der er meget at lære endnu,« siger Bent Sørensen.


En af den afsatte præsident Ben Alis store villaer, der er ribbet for alt af værdi og brændt af.  – foto: Lindsay MacKenzie

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen