Medierne skrottede objektiviteten og lod sig rive med af oprørsbevægelserne under Det Arabiske Forår, lyder det fra korrespondenter. De mener, at den aktivistiske journalistik uden kildekritik har
skabt et ringe fundament for de nye demokratier.

MEDLØB. Journalister sympatiserer så meget med de folkelige opstande i Mellemøsten, at de systematisk har fravalgt historie og kilder, der udfordrer det billede af oprøret, som medierne har ønsket at tegne, lyder selvransagelsen nu fra flere markante Mellemøsten-korrespondenter, der dækkede – og stadig dækker – opstandene.

»Jeg og andre korrespondenter var ikke objektive i vores dækning af revolutionerne i især Tunesien og Egypten. Det kan jeg godt se nu,« siger Alia Ibrahim til Journalisten. Hun er Mellemøsten-korrespondent for den ansete arabiske tv-station Al-Arabiya, der også bruges som baggrund for danske medier.
Alia Ibrahim har det seneste år rapporteret fra Tunesien, Algeriet, Egypten, Yemen, Libyen og Syrien og nævner blandt andet en episode, hvor Al-Arabiya gik i breaking news på »demonstrationer så små, at de ikke engang ville kunne fylde en kiosk«, og dermed var med til at overdrive beskrivelsen af oprørets omfang.
Hun fortæller også, at journalisterne i Egypten bevidst undlod at beskrive de væbnede oprørere og i stedet fokuserede på de ikke-voldelige protester.
»Det var jo verdenshistorie, der udspillede sig for øjnene af os. Vi lod os simpelthen rive med. Vi – og her taler jeg også om mig selv og min egen station – undgik ofte at høre synspunkterne fra styrets støtter, selv om mange stadig bakkede op om det i den indledende fase,« siger Alia Ibrahim.
Hun står langtfra alene med kritikken. Flere store tv-stationer, Journalisten har talt med, er heller ikke stolte af dækningen af revolutionerne i Mellemøsten. Tidligere CNN-korrespondent og nuværende Mellemøsten-korrespondent for Al-Jazeera English Rula Amin siger:
»Vi har ikke gjort vores job godt nok. Journalister har prioriteret følelser over faglighed og har ageret aktivister.«
Ifølge Rula Amin har pressefolkenes konsensus om, at Det Arabiske Forår er et fremskridt for hele regionen, legitimeret den ensidige dækning.
»Der bliver ramaskrig blandt journalistiske kolleger, hvis man belyser en anden side af virkeligheden – for eksempel da jeg i et indslag beskrev, at den syriske præsident Assad har trofaste støtter i befolkningen,« siger Rula Amin.
Mediernes subjektive vinkling skyldes blandt andet, at de nye medier kritikløst er blevet brugt som hovedkilder til mange nyheder, vurderer både Rula Amin og Alia Ibrahim.
Den konklusion understøttes af professor i journalistik og kommunikation ved det amerikanske universitet i Cairo, Rasha Abdulla:
»Tweets og Facebook-opdateringer fra oprørerne er svære at faktatjekke, og en del af de større medier har ikke været kildekritiske over for dem,« siger Abdulla, der har fulgt medierne tæt under revolutionerne.
Den tunesiske blogger Sami Ben Gharbia repræsenterer selv de nye medier. Han står blandt andet bag sitet Global Voices og regnes blandt drivkræfterne bag oprøret i Tunesien, der endte med at vælte landets mangeårige diktator, Zine El Abidine Ben Ali.
»En revolution er som hovedregel kendetegnet ved at have en leder. Revolutionen i Tunesien havde ikke nogen frontfigur. Her var Facebook og de sociale medier lederen,« siger Sami Ben Gharbia.
Men problemet med Facebook er, at det er et utroværdigt journalistisk medie, mener journalist Rula Amin fra Al-Jazeera. Hun kender til tilfælde, hvor Facebook-brugere blandt oprørerne har liverapporteret fra demonstrationer, som slet ikke har fundet sted i virkeligheden. Alligevel har etablerede medier viderebragt "protesterne".
Den tendentiøse dækning er imidlertid ikke kun en trussel mod den professionelle journalistik, men også mod grundlaget for de nye demokratier, mener Rula Amin:
»Kritisk journalistik er en af grundstenene i et demokrati, og det skal det også være i de nye arabiske demokratier. Vi skal passe på med, at vi som journalister ikke glemmer denne grundsten i vores iver efter nye styrer. Så risikerer de at få en lige så ukritisk presse som de gamle.«