search

Debat: Den (hvide) lemmingeeffekt blandt journalister kræver et opgør

"Da Black Lives Matter for alvor brød ud, var jeg ansat på Jyllands-Posten og var hverken værre eller bedre end de journalister, jeg nu skyder på," skriver Ida Trøiborg

Medierne svigtede deres ansvar og hørte kun sjældent hovedpersonerne, da Black Lives Matter kom til Danmark.

Nogenlunde sådan lød min konklusion i et debatindlæg i Politiken tidligere på ugen, og det står i den grad til troende. Den anti-racistiske bevægelse, der sidste sommer ekspanderede fra USA til Danmark nærmest over night, blev genstand for en overvejende negativ og entydigt dækning, og der var meget langt imellem artiklerne, der faktisk undersøgte oprørets berettigelse og egentlige formål.

Det viser en undersøgelse af i alt 342 artikler om Black Lives Matter, som jeg udførte i efteråret som en del af mit speciale i journalistik ved Roskilde Universitet.

Men med det slået fast, melder de næste oplagte spørgsmål sig: Hvordan undgår vi som journalister at blive ved med at gentage de fejl, vi begik? Hvordan sikrer vi, at landets medier bliver i stand til at dække emner som racisme og diskrimination af minoriteter uden utilsigtet at pille oprøret fra hinanden og uden blot at agere elitære (hvide) ekkokamre?

Ansvaret ligger hos mediehusene og redaktørerne, men det er den enkelte journalist, der skal tage kampen op og begynde at ændre sine rutiner.

Faglig dovenskab eller tidspres?

Der hersker nemlig en form for lemmingeeffekt blandt danske journalister, som består i, at vi alt for ofte ringer til de kilder, vi kender, og dem vi plejer at ringe til. Vi har numrene på de vigtigste politikere kodet ind, og vi ved, hvilke forskere, der plejer at tage telefonen og er medietrænede nok til at tale i gode citater. Jeg vil vove den påstand, at der ikke er ret mange minoritetsdanskere kodet ind på arbejdstelefonerne.

Selv har jeg absolut også gjort mig skyldig i den form for lemmingeadfærd. Som nævnt i Politiken var jeg, da Black Lives Matter for alvor brød ud, ansat på Jyllands-Posten og var hverken værre eller bedre end de journalister jeg nu skyder på. Jeg er en del af problemet, og det gør mig ikke mindre rasende eller frustreret.

Resultaterne af min undersøgelse er et godt eksempel på den manglende kildediversitet. De viser nemlig, at kun 23 procent af alle de kilder, der blev brugt i historierne om Black Lives Matter var bipoc-kilder (black, indigenous and people of color). Vel at mærke var der her tale om historier, der handlede om mennesker med en anden hudfarve end hvid, så man skulle tro, at det havde været oplagt at høre netop dem.

Den skæve kildefordeling bidrog til at Black Lives Matter i overvejende grad blev beskrevet som en uroskabende, forstyrrende og unødvendig bevægelse og i alt udgjorde de negativt vinklede historier 60 procent af alle artiklerne.

Nogen vil måske mene, at den hvide lemmingeeffekt er et udtryk for faglig dovenskab, men i virkeligheden er det nok mere en konsekvens af det voldsomme produktionspres, der hersker rundt om på redaktionerne. Det handler om at udkomme så hurtigt som muligt på så mange platforme som muligt, og derfor er det ikke underligt, at mange journalister vælger kilder, der mindsker arbejdsbyrden.

Men hvis vi vil gøre os forhåbninger om en mediestand, der faktisk repræsenterer og afspejler et mangfoldigt Danmark, kræver det et opgør med netop den tendens – produktionspres eller ej. Vi skal som journalister begynde at insistere på at finde og bruge minoritets- og bipoc-kilder – også selvom det tager længere tid.

Det samme skal de redaktører, der vælger, hvem der kommer til orde på debatsiderne. Den politiske og økonomiske elite får i alt for høj grad lov til at dominere den offentlige samtale, fordi de har ressourcerne til det. De byder sig til med debatindlæg og kronikker og er trænede i at udtrykke sig i vendinger, som de ved vil gøre sig godt i en overskrift.

Rammer sammenhængskraften

I dækningen af Black Lives Matter var det særligt politikere fra yderfløjene der fik lov at rase ud, hvilket hverken gjorde os klogere på sagens kerne eller for den sags skyld bidrog med noget, vi ikke allerede havde hørt før.

Store dele af samfundet, særligt minoritetsdanskere, får sjældent muligheden for at bidrage til den offentlige debat, og det er ikke alene fagligt kritisabelt, det er også dybt problematisk for både den omdiskuterede sammenhængskraft, for ligestillingen og for kampen mod diskrimination, som stadig er i sit spæde forår.

Det kræver uden tvivl flere ressourcer og mere arbejde, måske endda en form for opsøgende arbejde, at finde stemmer blandt minoritetsdanskere og bipoc, der har lyst til at bidrage til debatten. Men det er nødvendigt, hvis vi ikke vil have, at vores medier skal ende som en lukket fest for etnisk hvide danskere og folk i de øverste samfundslag.

I forbindelse med min undersøgelse talte jeg med Jyllands-Postens chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen, som fortalte mig, at avisens ledelse for nylig har besluttet at starte en kildeoptælling for at finde ud af, hvem der faktisk får ordet i den daglige nyhedsdækning. En optælling, der dog særligt skulle centreres om køn og som ligner den, flere andre medier har gennemført de seneste år i ligestillingens tegn. Slet ikke nogen dårlig idé og i øvrigt den ældste metode i bogen i mainstream medieforskning.

Men min opfordring til det samlede danske medielandskab er hurtigst muligt at udvide den strategi til også at omfatte optælling af minoritets- og bipoc-kilder. Sorte tal på hvidt papir plejer at være en fremragende øjenåbner, og man kunne håbe, at en sådan selvransagelse kunne være med til at sætte gang i det meget store stykke arbejde, vi har foran os.

Hvor er de brune hverdagsvidner?

Når det er sagt, handler det ikke kun om, at få flere brune mennesker i avisen og på tv. Det handler også om, hvilke historier de er med til at fortælle.

Da jeg sidste år talte med Lucia Odoom, kulturjournalist på Politiken, om hendes protest mod sin egen arbejdsplads og den manglende repræsentation i både spalterne og redaktionslokalerne, sagde hun blandt andet:

”Hver eneste morgen når jeg sidder til redaktionsmøde, registrerer jeg de mange pressebilleder, der hænger i rummet. Der er både billeder af brune mennesker og hvide mennesker, men de hvide mennesker er statsministre, poeter og helt almindelige danskere. De brune mennesker er flygtninge, kriminelle eller folk, der sørger, fordi de har mistet nogen i et bandeopgør. Det er et godt billede på, at brune mennesker aldrig bliver brugt til at vise almindelige hverdagssituationer. De bliver kun brugt til at vise problemer.”

Med den beskrivelse sætter hun fingeren på endnu et ømt punkt. Brune danskere, sorte danskere, minoritetsdanskere er også hverdagsvidner. De er også sygeplejersker, der strejker, de er studerende, der har været undervist på Zoom i næsten et år, de er restaurantejere, der har fået deres kunder tilbage efter nedlukningen. De er litteraturkritikere, klimaforskere og klummeskribenter. De er eksperter i tusinde emner, der ikke handler om at have en anden hudfarve end hvid, og de bærer vidnesbyrd om uendelig mange andre oplevelser end diskrimination på grund af deres hudfarve.

Vi skal som journalister i gang med at lære, at minoritetsdanskere ikke kun skal bruges som kilder i historier om minoriteter, og at sorte og brune danskere ikke kun skal bruges som kilder i historier om racisme. Og så skal vi alle sammen lige tjekke vores telefon en gang og overveje, om der ikke er plads til et par ekstra telefonnumre på nye kilder – måske nogen der ikke ligner os selv, og som vi ikke har hørt fra før.

Ida Trøiborg er cand.comm i journalistik og internationale udviklingsstudier og freelancejournalist.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen