Rapport: Algoritmerne kender dig, mennesker kan overraske dig

”Mennesker og algoritmer har forskellige kompetencer, som supplerer hinanden. Derfor vil de fleste gerne have et samarbejde mellem journalister og algoritmer,” siger professor

Danskerne har lav tillid til, at algoritmer – alene – kan lave journalistik eller udvælge de rigtige nyheder. Til gengæld foretrækker mange, især de unge, at medierne samarbejder med algoritmer om nyhedsudvælgelsen.

Det viser en undersøgelse, som Mediernes Forsknings- og Innovationscenter på SDU offentliggør i dag. Projektet er lavet af professor MSO Arjen van Dalen.

”Mennesker og algoritmer har forskellige kompetencer, som supplerer hinanden. Derfor vil de fleste gerne have et samarbejde mellem journalister og algoritmer om at udvælge nyhederne,” siger han.

De unge er positive over for algoritmer

Respondenterne har lav tillid til nyheder skrevet af algoritmer. På en skala fra 1 til 5, hvor 1 er lav, og 5 er høj tillid til indholdet, er gennemsnittet under 2.
Der er lidt højere tillid til, at algoritmer kan udvælge det rigtige indhold til brugerne. Her er gennemsnittet knap 2 på samme skala fra 1 til 5.

Men tre ud af fire respondenter i undersøgelsen mener, algoritmer kan spille en vigtig rolle i udvælgelsen af nyheder, hvis det sker i samarbejde med journalister og redaktører. Blandt de unge respondenter er det 94 procent, som tror på, at samarbejdet med algoritmer kan gøre os bedre til at vælge det rigtige indhold til brugerne.

De unge er også mest positivt stemt over for at fjerne den menneskelige faktor fra ligningen. Hver fjerde respondent født efter 1997 synes, det er i orden, at algoritmer alene udvælger, hvilke nyheder der er relevante, og selv publicerer dem uden menneskelig kontrol.

”Det er en generation, som er vokset op med at få nyheder på sociale medier og ikke i samme grad traditionelle medier. Derfor har de andre kriterier for, hvad der er vigtigt i nyhedsudvælgelsen. Det er vigtigere for de unge, at nyheden er populær blandt dine venner, eller at du tidligere har vist interesse for samme slags historier. Det personaliserede er meget vigtigt for dem,” forklarer Arjen van Dalen.

Skal man være bekymret som journalist, når hver fjerde af de unge hellere vil lade algoritmerne sammensætte deres nyheder?

”Det handler om distributionen. De unge har, ligesom alle andre, lav tillid til at lade algoritmerne producere nyhederne,” siger Arjen van Dalen.

Algoritmer kan personalisere, men er ikke objektive

Undersøgelsen viser også, at respondenterne især har tillid til, at algoritmer kan finde ud af at vælge indhold baseret på, hvad den enkelte bruger gerne vil have – altså personalisering. Imens de fleste respondenter tror, at mennesker er bedre til at sikre objektivitet, diversitet og vælge indhold, som overrasker.

Samtidig viser undersøgelsen, at respondenterne er mere indstillede på at lade algoritmer udvælge nyheder end at bruge dem til at afvikle valg, myndighedsafgørelser, retshandlinger eller til at løse moralske dilemmaer.

SDU’s undersøgelse er baseret på to undersøgelser, som Epinion har foretaget i foråret 2020. De to undersøgelser baseres på et repræsentativt udsnit af danske facebookbrugere mellem 18 og 65 år. Projektet er en del af det større forskningsprojekt ’Algorithmic Gatekeeping’.

Du kan selv gå på opdagelse i undersøgelsen her.

0 Kommentarer

Læs også

Steffen Lilmoes

”Find noget arbejde, som ikke kan automatiseres. Ellers risikerer du at blive arbejdsløs”

24. JUNI 2020
Etiske robotter mellem dystoper og fantaster 2

Robotter revolutionerer mediebranchen – ny bog tager den bekymrede medarbejder i hånden

05. OKTOBER 2020