”Han ligner altså heller ikke en dansk journalist – han ligner mere en islamist. Det har de tyrkiske grænsevagter nok taget fejl af … disclaimer: Jeg mener ikke, det er i orden at slå løs på ordentlige folk!”

Sådan lød et omstridt facebookopslag fra DF-politikeren Aia Fog, efter at journalist Nagieb Khaja tilbage i 2015 blev banket af tyrkiske grænsevagter.

Selv om eksemplet efterhånden er flere år gammelt, er det ikke enestående.

Michael Dyrby, chefredaktør på B.T., og Poul Madsen, chefredaktør på Ekstra Bladet, siger samstemmende, at journalister med et minoritetsklingende navn bliver udsat for grovere kommentarer og mere had end deres kolleger med danskklingende navne. Og at den hårde tone som oftest bunder i journalisternes etnicitet.

”Hvis man er journalist og har et andet navn end Jens Andersen, så vil man opleve, at der bliver skrevet nogle enormt grove ting i kommentarsporet,” siger Michael Dyrby.

”Desværre er der en raket, som starter med en ’almindelig’ hvid dansk mand som mig. Hvis man er en kvinde, så bliver det værre, og hvis man har en anden etnisk baggrund end dansk, så kan det blive ganske forfærdeligt,” siger Poul Madsen.

I det konkrete eksempel med facebookopslaget om Nagieb Khaja konfronterede Berlingske Aia Fog med kommentaren, hvorefter den er blevet slettet.

Navnet stikker ud

Hverken Michael Dyrby eller Poul Madsen ønsker at give konkrete eksempler på, hvordan journalister på deres medier er blevet hængt ud på grund af deres etniske baggrund.

Men ifølge Poul Madsen oplever medarbejdere med minoritetsetnisk baggrund, at der ofte bliver sat spørgsmålstegn ved deres troværdighed, for eksempel på grund af deres navn.

”De kan finde på at spørge: Hvordan kan du skrive den her historie, når du tydeligvis ikke kommer fra Danmark.”

”Andre gange får de skudt nogle motiver i skoene, som man aldrig vil beskylde etniske danskere for. Hvis man for eksempel dækker en retssag, får man at vide, at det er, fordi man er en af ’dem’, eller at man holder hånden over ens ’egne’, hvis man udelader en detalje,” fortsætter Poul Madsen.

Michael Dyrby fortæller, at han selv kan blive overrasket over grovheden af den had og racisme, som journalisterne oplever.

”Jeg er ikke sikker på, at de andre kolleger er klar over, hvad der rent faktisk foregår på de sociale medier, og hvad journalister med en anden etnisk baggrund bliver udsat for,” siger Michael Dyrby.

Løsningen er at stå frem

Ifølge Poul Madsen kan den grove tone resultere i, at journalister med en anden etnisk baggrund bliver skræmt fra at gå ind i journalistfaget – og det er et alvorligt problem.

”Hvis den rå tone betyder, at vi udelukker nogle grupper fra at søge ind i faget. Så har det fatale konsekvenser på den lange bane, for så repræsenterer vi ikke hele Danmark.”

Begge chefredaktører mener, løsningen på problemet er, at journalisterne med anden etnisk baggrund stiller sig frem med deres historier – i første omgang på arbejdspladsen.

”De skal sige det til deres chefer og tillidsfolk. Det er vigtigt at få det frem i lyset,” siger Michael Dyrby, der også mener, han som chef har et særligt ansvar for at være opmærksom på problemet.

Poul Madsen siger, Ekstra Bladet har et beredskab til at håndtere problemet, som begynder med, at journalisterne går til deres chef, hvis de er udsat for chikane eller racisme.

”Så går det videre til mig, hvor vi tager stilling til, om det er noget, vi skal retsforfølge eller sende formelle breve, hvor vi skriver til dem, at det er grænseoverskridende, og at de ikke kan tillade sig at skrive sådan. Hvis det sker igen, så vil det blive meldt til politiet,” siger Poul Madsen.