
”Jeg prøvede at undgå at spørge til de voldsomme ting. Jeg stillede åbne spørgsmål. Han nævnte selv sin far. Der var jeg meget i tvivl om, hvordan jeg skulle tackle det,” siger Nagieb Khaja, der i Syrien har interviewet en 11-årig dansk dreng, der gerne vil hjem. Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
En stemme, der var forsvundet i kaosset af krig og tragedier.
Det fandt reporter Nagieb Khaja, da han for Radio24syv besøgte en lejr for formodede IS-sympatisører i det nordøstlige Syrien. En rejse, han netop er vendt hjem fra. Her interviewede han en 11-årig dansk dreng, hvis forældre havde taget ham med til Syrien.
”Vi har hørt interview med mænd og kvinder dernedefra i aviserne,” siger han.
Men lige nu er der ifølge Radio24syv også mindst 10 danske børn i lejren.
”Der er nogle, der helt utvetydigt er ofre i denne sag. Det er børnene. De har ikke truffet valget om at være dernede. De er for unge til at forstå, hvad de er blevet rodet ind i. Jeg synes, det var vigtigt at give dem en stemme, så vi kunne forholde os til dem som mennesker,” siger Nagieb Khaja.
11-årig dansk dreng i fangelejr i Syrien: Jeg vil gerne have, at de tager os hurtigt tilbage
– Har du et budskab til dem, som ikke arbejder hårdt på at få jer hjem?- Jeg vil gerne have, at de tager os hurtigt tilbage. Hurtigt. En 11-årig dansk dreng sidder i en fangelejr for formodede IS-tilhængere i Syrien. Han er født i Danmark og beder nu om at blive hentet hjem. Hans forældre besluttede at drage til Syrien i 2014 for at blive en del af Islamisk Stat. De seneste ni måneder har drengen siddet tilbageholdt med sin mor og fire søskende i Al-Roj-lejren i det nordøstlige Syrien. Lyt med tirsdag morgen mellem 6 og 9. Af hensyn til børnene viser vi ikke deres ansigter.
Posted by 24syv on Monday, June 24, 2019
”Jeg var meget forsigtig”
Drengen fortæller i interviewet, at han gerne vil hjem til Danmark hurtigst muligt. Hans svar er korte og fåmælte, og Nagieb Khajas spørgsmål er rolige og forsigtige.
”Det er et af de sværeste interview, jeg nogensinde har lavet,” siger Nagieb Khaja.
”Vi taler om en forvirret og desperat 11-årig dreng. Jeg ville samtidig have det optimale ud af interviewet, så barnet kunne bruge den platform, jeg gav, så han kunne blive hørt,” siger journalisten.
Nagieb Khaja forsøgte i interviewet at tage så meget hensyn til barnet, som han kunne.
”Jeg var meget forsigtig. Jeg er ikke psykolog. Jeg ved, at de fleste børn, der kommer ud fra Islamisk Stat, er traumatiserede. Nogle har set henrettelser, vold og har mistet pårørende,” siger han.
Undervejs i interviewet gjorde han sit bedste for at holde øjenkontakt. Se, om drengen blev bange, utryg eller fik det dårligt. Det oplevede Nagieb Khaja ikke. Tværtimod.
”Det var mit klare indtryk, at han så mig som en livline til Danmark. Han smilte meget og sad tæt på mig. Jeg gav ham et knus bagefter, og han holdt om mig. Meget fast.”
Da barnet fortæller, at han tror, hans far er død i Syrien, er Nagieb Khaja også forsigtig.
”Jeg prøvede at undgå at spørge til de voldsomme ting. Jeg stillede åbne spørgsmål. Han nævnte selv sin far. Der var jeg meget i tvivl om, hvordan jeg skulle tackle det. Jeg spurgte, om han var blevet ked af det, men gjorde ikke mere ud af det,” siger han.
Svært, men muligt at få adgang
Interviewet var ifølge Nagieb Khaja svært at få i stand.
For at få adgang til lejren skal journalister søge om tilladelse hos de lokale myndigheder i provinsen, hvor lejren ligger. Derudover skal man krydse en uofficiel grænse, hvor man skal have tilladelse af kurdiske myndigheder.
Når journalister er i lejren, kan personalet godt hjælpe med at finde kilder og personer, de kan tale med, men man må ikke gå frit rundt. Nagieb Khaja havde dog på forhånd sammen med journalist Cecilie Patscheider fra Radio24syv fundet de kvinder, der gerne ville medvirke.
”Det var en meget besværlig proces,” siger han, men påpeger, at andre danske journalister også har været dernede.
I skarp debat med moren
I lejren blev Nagieb Khaja ført ind i et rum, hvor han på skift mødte de kvinder, han gerne ville tale med. Ingen af dem ville interviewes i første omgang, men han overtalte dem til at sige ja. Den ene af kvinderne var mor til drengen, han endte med at interviewe.
”Hun sagde først nej. Hun ville ikke udsætte sin søn for yderligere skade, fordi hun havde truffet en beslutning, der gik ud over ham,” siger Nagieb Khaja.
”Jeg sagde til hende, at hvis vi anonymiserede barnet, var jeg overbevist om, at ingen ville genkende ham eller skade ham. Faktisk mente jeg, at det af hensyn til barnets tarv var vigtigere, at han fik lov at tale, så vi bedre kan forholde os til de beslutninger, vi træffer om børnene,” siger han.
”De skal reddes. Hurtigst muligt”
Nagieb Khaja blev selv meget ramt af interviewet.
“Jeg blev enormt berørt og fik kuldegysninger. Jeg har selv en søn på 11 år. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på ham,” siger han.
Nagieb Khaja mener, det var enormt vigtigt, at han tog ned til lejren og interviewede drengen.
”Vi kan blive så immune over for tragedier, at vi ikke forstår dem. Det er virkelig farligt. Det er journalistikkens opgave at ændre på det i store konfliktområder. Vi skal vise, at ofrene minder om os selv,” siger han.
Normalt ville Nagieb Khaja som journalist være varsom med at tage stilling til, hvad han synes, der skal ske i de sager, han dækker. Men her er han ikke i tvivl.
”Børn er altid ofre i krige og konflikter. De er aldrig gerningsmænd. Her taler vi om danske børn, der sidder fast i en flygtningelejr, hvor nogle børn er døde af sult og sygdomme,” siger han.
”De skal reddes. Hurtigst muligt. Der er ikke noget at snakke om.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.