6. oktober skal fotografen Lars Schmidt og skribenten Maren Elise Skjerlie Gilling holde det mest gennemarbejdede foredrag i deres liv. Det varer kun seks minutter. Men det har taget dem seks måneder at forberede.
Siden april 2018 har de været i gang med en slags TED Talk til konferencen TEDxAarhus 2018 om syriske flygtningebørns skæbner.
Hidtil har kun få danskere givet en officiel TED Talk, for eksempel EU-kommissær Margrethe Vestager.
Lars Schmidt og Maren Elise Skjerlie GillingsTED Talk er ikke en officiel en af slagsen. Men deres præsentation er skåret over samme skabelon som de officielle TED Talks, hvor det handler om at inspirere tilhørerne og gøre dem klogere.
I april havde Lars Schmidt og Maren Elise Skjerlie Gilling ikke forestillet sig, at processen ville blive så lang.
”Efter den anden workshop i foråret tænkte vi, at vi godt kunne låse teksten, fordi vi var så tæt på,” siger Maren Elise Skjerlie Gilling.
Men det viste sig, at teksten sagtens kunne blive bedre. Meget bedre.
Seks måneder med feedback
De har været i Aarhus seks gange for at præsentere oplægget for de såkaldte kuratorer på TEDxAarhus2018. Kuratorerne har givet feedback på teksten og formidlingen.
Og hjemme i København har de øvet teksten, når de for eksempel er cyklet ved siden af hinanden på vej til deres kontor. Nu sidder ordene på rygmarven.
”Det er faktisk først nu – her 14 dage før – at vi har låst teksten,” siger hun.
Så når Maren Elise Skjerlie Gilling siger ”… and maybe even silent by the Mediterranean Sea”.
”Ja, så ved Lars, hvad der kommer bagefter,” siger Maren Elise Skjerlie Gilling.
Maren Elise Skjerlie Gilling og Lars Schmidt står bag projektet Face The World, der sætter ord og billeder på syriske flygtningebørns skæbne på grund af krigen i deres hjemland.
Curse of knowledge
De to har de seneste år holdt massevis af foredrag om Face The World. De anede ikke, at det kunne være så svært – og spændende – at finde ind til kernen i deres budskab.
”Man kalder det for the curse of knowledge – vi ved for meget, og det gør det svært at sortere fra,” siger hun.
Undervejs har de fået hjælp af især Theodor Klostergaard, der har en master i retorik.
”Det har været godt, at nogen har hjulpet os, så det ikke bliver for indforstået. Hvad var vigtigt, hvad skulle vi skære fra, og hvad skulle vi beholde?”
De fortæller for eksempel mindre om deres egne oplevelser og mere om de syriske børns liv.
”Han var en af mine legekammerater”
I foredraget fortæller Maren Elise Skjerlie Gilling og Lars Schmidt blandt andet om et besøg i Aalborg, hvor de fortalte skolebørn om de syriske børn og viste billeder fra en flygtningelejr.
”En dreng i klassen, der hed Mustafa, som var flygtet fra Damaskus, begyndte at græde, da han så et af billederne. Han sagde: ”Maren, jeg kender ham på billedet. Han var en af mine legekammerater – han har fire søskende.” Vi græd alle sammen, da han fortalte sin historie,” husker Maren Elise Skjerlie Gilling.
Mustafa fra Aalborg foran billedet af sin gamle syriske legekammerat Abdurrahmann. Foto: Lars Schmidt
Maren Elise Skjerlie Gilling skrev om oplevelsen på Facebook og blev kontaktet af TEDxAarhus.
Seks måneders fordybelse
Der er nu 14 dage, til de skal stå på scenen i Aarhus. Nervøsiteten ved at stå over for 800 mennesker og tale engelsk er helt væk.
”Vi er meget fortrøstningsfulde,” siger Maren Elise Skjerlie Gilling, der betegner processen som et langt fordybelsesprojekt.
”Vi lever i en tid, hvor vi alle har så travlt med at producere nyt indhold. Ofte bliver det lidt for uigennemarbejdet. Det fede med TED Talks er, at man får mulighed for at gå i dybden. Det er en stor tilfredsstillelse at give en præsentation, hvor der er arbejdet så meget med kvaliteten,” siger hun.
Hvad tænker I i dag om de foredrag, I tidligere holdt om Face The World?
”Vi tænker: For fanden, tænk at vi virkelig gjorde det på den måde,” griner Maren Elise Skjerlie Gilling.
Den glemte krig
Hun siger, at det vigtigste med præsentationen er at gøre opmærksom på de syriske børns skæbne.
”Krigen i Syrien er ikke længere sexet. Men det er en af nutidens største humanitære katastrofer, og derfor er det en kæmpe gave for os at få mulighed for at gøre opmærksom på det.”
Når de skal tale i Aarhus, vil hun forestille sig, at de syriske børn er med på scenen.
”Syriens børn er blevet glemt i tal og statistik, men vi skal ikke glemme deres historie,” siger hun.
X’et i TEDx signalerer, at konferencen i Aarhus er arrangeret uafhængigt af TED's officielle organisation.
Det er tredje gang, konferencen finder sted i Aarhus.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.