search

Embedded med fjenden

Nagieb Khaja har sat livet på spil for at fortælle krigshistorien fra Afghanistan fra vinkler, han synes danske medier overser. I slutningen af februar sender Al Jazeera hans dokumentarprogrammer, hvor han er embedded med Taleban

»Vi har et angreb i morgen. Vi regner med, at du vil gå med,« siger den unge talebanoprører.

Den dansk-afghanske journalist Nagieb Khaja er netop ankommet til et af Talebans hemmelige opholdssteder i det østlige Afghanistan, hvor han skal være embedded i fem dage.

Det er meningen, at de to programmer, som Al Jazeera planlægger at sende sidst i februar, skal handle om det civile liv i området, hvor Taleban kontrollerer domstole, byggeri og skoler. Men kommandanten har andre planer. Nagieb Khaja skal med i krig.
»Bare rolig,« fortsætter den 23-årige kommandant, der kalder sig Leesan.
»Der kommer ikke helikoptere eller fly. Amerikanerne har trukket sig ud, og den afghanske hær skal klare sig selv,« forklarer han.

Det skal senere vise sig at være både sandt og falsk.

To måneder senere sidder vi på en cafe i Antonigade i København langt væk fra Afghanistans uroplagede nutid. Nagieb Khaja har taget sin bærbare computer frem for at vise klip fra turen.
Den 34-årige Nagieb Khaja er en af de første med anden etnisk baggrund, der blev uddannet journalist i Danmark. Han har flere gange bidraget med historier, som danske medier ikke har haft adgang til – fordi journalisterne ikke kendte sproget eller kulturen. Eller ikke ønskede at løbe risikoen.

Nagieb Khaja spoler frem til næste morgen, hvor man ser ham følge med en af talebanernes tre grupper, der bevæbnet med raketudstyr, maskingeværer og håndvåben skal angribe en politibase.
Det er optagelser, som Taleban sikkert bliver glade for kommer på Al Jazeera. Men det er også indblik i en verden, de færreste medier har adgang til.

Skudvekslingen tæt på basen koster to talebanere livet.
»Det var ekstremt ubehageligt at være sammen med nogle, der tager så let på døden,« siger Nagieb Khaja.

Midt under kamphandlingerne nærmer militære jagerfly sig i det fjerne. Nagieb Khaja løber med talebanerne i skjul. Han kan ikke stikke af fra det hele.
»For så var jeg jo ikke under deres beskyttelse længere. Jeg kunne blive stoppet af den afghanske hær og blive beskyldt for at være propagandamand. Eller jeg kunne være blevet skudt på afstand, fordi jeg lige så godt kunne være talebaner.«

Nagieb Khaja frygter, at flyene rammer med en 500 kilos bombe. Men de to fly følger den nye strategi for området, nu hvor de internationale styrker er på vej ud. De går på vingerne, men de kaster ikke bomber.

Nagieb Khaja har i flere år forsøgt at vise den anden side af konflikten i Afghanistan. Da han i 2013 vinder Kristian Dahls Mindelegat, fremhæver priskomiteen blandt andet dokumentarfilmen ’Mit Afghanistan’ fra 2012, hvor Nagieb Khaja giver civile afghanere mobilkameraer, så de kan filme deres hverdagsliv.

I 2007 bliver han tilbageholdt af afghanske myndigheder i flere dage, fordi han har interviewet talebanfolk. Og han og en fotograf bliver i 2008 kidnappet af talebanere, der forlanger en løsesum på to millioner dollar af TV 2.

Nagieb Khaja fortæller, at han dengang tror, han skal henrettes. Han tænker på, at hans familie kommer til at se hans lig.
»Jeg håbede, at jeg ville få en kugle for panden og ikke halsen skåret over.«

Men det bliver ved truslen. Efter syv dage får de to mediefolk hjælp til at flygte af en familiefar, der lukker dem ud og skaffer en minibus, så de kan komme væk.
Hjemme i Danmark tilbyder TV 2 ham at gå til en psykolog og blive debriefet.
»Efter to gange sagde psykologen, at jeg var sluppet godt fra det, og at jeg havde en robust psyke.«

Nigieb Khaja forklarer, at selv om han kan blive bange, kan han overvinde frygten.
»Jeg er god til at slå hjernen fra. Hvis man tænker for meget over det, kan man ikke lave den slags journalistik. Bagefter er jeg lettet, men synes ikke, det var det værd. Men jeg gør det alligevel igen,« siger han.

»Jeg blev journalist, fordi jeg ville fortælle den slags historier. Jeg har psyken til det, og jeg har en viden, der giver mig et ansvar for at dække det. Hvis jeg ikke tager historierne op, er det ikke sikkert, andre gør det.«


I fem dage var Nagieb Khaja embedded blandt tungt bevæbnede talebanoprørere i Logar-distriktet i Afghanistan. Det er et område, der officielt er under regeringens kontrol. Nagieb Khajas programmer fra Afghanistan bliver sendt på Al Jazeera i slutningen af februar. – Foto: Al Jazeera

Da Nagieb Khaja i februar 2008 kommer hjem til Danmark efter at være undsluppet sine gidseltagere, bliver han ikke hyldet for journalistisk vovemod. Med forsvaret og Udenrigsministeriet som kilder skriver aviserne om ”TV 2’s eventyr”, der har betydet, at Nagieb Khajas befrier har måttet flygte med sin familie.

Kritikken kommer bag på Nagieb Khaja. Han synes selv, han har gjort en ekstra indsats for at beskrive konflikten fra en anden vinkel.
»Jeg følte, at jeg blev stukket i ryggen. Det svarer til, at en DR-korrespondent bliver såret i Syrien og svinet til for det,« siger Nagieb Khaja.

I en artikel i Jyllands-Posten beskriver forsvarets folk Nagieb Khajas tur til Helmand som ”dumdristig” og ”uansvarlig”. Den ene af journalisterne bag artiklen, John Hansen, som nu er på Politiken, siger i dag:
»Jeg forstår ikke, at han følte sig stukket i ryggen. Jeg synes, det var al mulig ære værd, at han forsøgte at dække en krig, hvor vi ellers kun havde hørt den ene side. Men det var også en aktion præget af en vis naivitet.«

John Hansen forklarer, at JP talte med to af Nagieb Khajas chefer på TV 2. Men Nagieb Khaja var ikke tilgængelig for interview.
»Vores historie ville have været anderledes, hvis han havde valgt at stille op,« forklarer John Hansen.

I dag siger Nagieb Khaja, at det var dumt ikke at stille op og give sin version af sagen. TV 2 rådede ham til at holde lav profil. Han har stadig dårlig samvittighed over, at han bragte folks liv i fare.

Nagieb Khaja vokser op i en boligblok i Avedøre Stationsby uden for København. Forældrene er ufaglærte gæstearbejdere, der kom til Danmark fra Afghanistan.

Når faderen skal se nyheder på CNN, oversætter Nagieb for ham.
»Jeg fik en alternativ form for undervisning, der gav mig en dannelse,« siger han om timerne med faren foran tv-apparatet.

Hans fortællegen viser sig tidligt. I 9. klasse på Enghøjskolen får han ros af klasselæreren for en stil om Israel-Palæstina-konflikten.
»Læreren indrømmede, at han nok havde haft et for stereotypt billede af palæstinenserne som terrorister og israelerne som ofre. Min skolestil fik ham til at se, at israelerne også begik fejl,« husker Nagieb Khaja.


– foto: Rasmus Weng Karlsen

Familiens drøm er, at Nagieb skal være advokat, læge eller ingeniør. Men i gymnasietiden begynder han at hænge ud med de hårde indvandrerdrenge.
»Jeg boede i et socialt boligbyggeri, kendte mange fundamentalister, bandemedlemmer, og mange ville nok synes, at jeg klædte mig skummelt. Jeg levede op til alle klicheerne,« siger han.

Karaktererne i gymnasiet er ikke gode nok til at komme ind på medicin- eller jurastudiet. I stedet søger han ind på journalistuddannelsen på Syddansk Universitet. I Avedøre har han oplevet journalister udlægge et banalt slagsmål i kvarteret som et bandeopgør.
»Jeg fik ind med modermælken, at man ikke altid kan stole på mediernes dækning. Der var mekanismer, der skabte selvsving. Når man beskrev socialt boligbyggeri, kunne jeg se, at det ikke var rigtigt, fordi man overdramatiserede begivenhederne.«

På journaliststudiet i Odense skiller han sig ud.
»Jeg var jo vokset op i en boble, hvor de fleste havde minoritetsbaggrund. På SDU var der kun mig.«

Når de andre på studiet er ude at feste og drikke tager Nagieb Khaja hjem til København, hvor han torsdag til søndag arbejder som dørmand og vagt på S-togstationer.
Pengene er gode og han kan godt lide at arbejde på togstationerne, hvor han er mere socialpædagog end vagt.

På diskotekerne handler det mere om ”fysisk kommunikation”.
»Diplomati hjælper sjældent på fulde mennesker.«

Men han er god til at dæmpe gemytterne.
»Jeg var en ret bred type, vejede 100 kilo dengang. Det virker forebyggende,« siger han.

Til gengæld bruger han kun meget lidt tid på studierne. Da han skal søge praktik, har han kun skrevet tre ansøgninger. Han gatecrasher TvDanmark og får en praktikplads.

Som nyuddannet i 2004 kommer han kun til en jobsamtale på et år. Ved samtalen bliver han spurgt, om han er uddannet i Beirut.
»Jeg sad over for en redaktør, der skulle informere befolkningen om vigtige samfundsemner, og så havde han hverken styr på geografien eller læst min ansøgning,« siger Nagieb Khaja om oplevelsen.

I stedet får han job i et nedrivningsfirma. Men en dag falder han over journalisten Mads Brüggers magasin ”til nye danskere med attitude”, Döner. Bladet har et ironisk twist og handler blandt andet om biler, guldkæder og rap.

Han skriver til redaktionen og foreslår, at de også skriver om seriøse ting. Det ender med to artikler. Et portræt af en ung mand, der har været i træningslejr i Kashmir, fordi han vil i hellig krig i Tjetjenien. Og et interview med et medlem af den dengang helt ukendte bande Black Cobra.

Kort tid efter får Mads Brügger ham ind i DR Ung. Han er med til at lave dukkejulekalenderen Yallahrup Færgeby for voksne. Den udspiller sig i en betonforstad, der ligner Avedøre Stationsby, Vollsmose og Gellerup.
»Det var vildt, på få måneder gik jeg fra at rive bygninger ned til at blive fastansat på DR Ung.«

Det måske afgørende vendepunkt kommer, da han i juli 2005 opdager, at TV2 Nyhederne kører et indslag om indvandrerbanden Triple A, der ”bevæbnet til tænderne” vil overtage narkomarkedet fra rockerne i Albertslund, Avedøre og Amager.

Nagieb Khaja kan genkende en gammel bekendt fra Avedøre i nyhedsudsendelsen. Politiet fortæller ham, at de ikke har hørt om gruppen. Han finder ud af, at billed-
dokumentationen stammer fra en musikvideo, og at Triple A slet ikke findes.
Nagieb Khaja går til Ekstra Bladet, Ritzau og Berlingske Tidende med historien. Alle afviser ham, fortæller han dengang til fagbladet Journalisten.

I dag siger han:
»Der var en anden kultur dengang. Man ønskede ikke at kritisere andre medier.«
Endelig får han overtalt en journalist, han kender, Lars Wikborg på Urban, til at tage sagen op. Den 22. juli skriver Urban historien: ”Politiet kalder ‘Triple A’ det rene pjat”.

Den ender med, at TV2 Nyhederne må trække indslaget tilbage, kanalen får kritik af Radio- og tv-nævnet og betaler erstatning til en af de medvirkende.


»Hvis der var lavet 30 indslag, hvor vestlige journalister havde været embedded hos Taleban, ville jeg nok have mine betænkeligheder.« – foto: Rasmus Weng Karlsen

Siden 2005 har han især lavet journalistik fra Afghanistan, hvor han har skildret konflikten med andre kilder end hæren, det afghanske styre og vestlige NGO’er.
Frem til cirka 2011 beskrev medierne sjældent den afghanske civilbefolknings oplevelser, siger han.
»Der var en selvtilfredshed, som gik ud over den kritiske journalistik. Vi dækkede krigen med fokus på millitæret og konsekvenserne for soldaterne. Redaktionerne vidste ikke, hvor meget der manglede. Det var nok, at man var embedded, selv om det ikke var repræsentativt,« siger Nagieb Khaja.

Når han har tilbudt nyhedsredaktionerne andre vinkler eller kilder i konflikten, har svaret ofte lydt, at det ikke var interessant, eller at man havde egne folk på sagen.
»Præmissen var krigen mod terror, og at man var i landet for at hjælpe afghanerne. Men man overhørte alt for ofte de civile, der sagde, at deres hverdag var blevet sværere på grund af militærets tilstedeværelse. Jeg kunne være i Helmand i uger uden at møde en eneste, der støttede de internationale styrker. Det flød nærmest med cases.«

Desuden har medierne ifølge Nagieb Khaja karikereret modsætningen mellem Vestens allierede, der ville fremskridtet, og Taleban, der ikke ville.
»Ja, der er bygget skoler for danske penge, og jeg har set NGO-projekter, der har gavnet. Men der har været en ekstrem overbalance. For befolkningen i et område kan bombemænd fra Taleban være den største trussel, et andet sted kan det være den afghanske hær og et tredje sted de internationale styrker,« siger han.

Han mener, at Taleban ofte beskrives ensidigt som middelalderlige og modstandere af uddannelse og udvikling. Men sådan er de for eksempel ikke i det område, han besøgte i november.
»Det er konservativt, men ikke middelalderligt. De unge ser soaps på satellit-tv og har adgang til nettet via telefonen. Man hører altid, at Taleban er imod fremskridt. Det er der sikkert nogle, der er. Men ikke alle.«

Han savner også, at journalisterne varedeklarerer deres reportager bedre, når de er embedded med de danske styrker. Det øger sikkerheden at være under hærens beskyttelse, men det koster journalistisk, fordi de almindelige mennesker, man forsøger at interviewe, tror, man er en del af hæren.
»Den slags forbehold hører man normalt ikke. Journalisterne siger bare, at »man er ude med de danske soldater«.«

En anden ulempe med de arrangerede ture er ifølge Nagieb Khaja, at journalisterne kun møder kilder, der har en interesse i den vestlige tilstedeværelse: NGO’er, politikere, entreprenører og tolke.

Han understreger, at han heller ikke selv giver det fulde billede, når han er ude sammen med Taleban.
»Hvis man tror det, er man en nyttig idiot. Hvis der var lavet 30 indslag, hvor vestlige journalister havde været embedded hos Taleban, ville jeg nok have mine betænkeligheder. Det her er mere en modvægt til alt det andet, der har været.«

Forestiller du dig, at alle bare skal gøre som dig og tage til Helmand på egen hånd?
»Jeg har mit udseende, og jeg kan sproget. Det giver mig en fordel. På trods af det har jeg flere gange været i vanskeligheder og været tæt på at blive likvideret. Jeg siger ikke, at andre journalister skal løbe lige så stor en risiko. Men jeg savner, at man tænker i alternativer og i højere grad bruger lokale journalister,« siger han.

Men kan man stole på, at lokale journalister har den fornødne uafhængighed?
»Man skal ikke bede journalisterne om at interviewe folk om Taleban, det er alt for farligt. Men almindelige afghanere kunne for eksempel fortælle om deres syn på de udenlandske styrker. Det er stemmer, man hører alt for lidt,« siger han og henviser til, at blandt andre BBC, Washington Post og tabloidmediet Daily Mail ofte benytter sig af afghanske freelancere.

Han håber, han kan lave flere ting for det britiske produktionsselskab Clover Films, der står bag udsendelserne til Al Jazeera.
»Al Jazeera er en global tv-kanal på niveau med BBC og CNN, der bliver set af millioner af mennesker og nogle af de mest magtfulde beslutningstagere i verden. Det er dejligt, at jeg ikke behøver at lede efter den danske vinkel,« siger han.


foto: Søren Bidstrup
Christian Brøndum
forsvarsmedarbejder, Berlingske

Har for meget journalistik fra Afghanistan været embedded?
Ja, det tror jeg. Men for mit eget vedkommende ville det have været umuligt at finansiere den sikkerhed, det ville kræve at tage af sted på egen hånd. Det ville koste astronomiske beløb, og Nagieb Khajas kidnapning bekræfter, at selv med hans bagrund er det farligt.

Har de civile afghanere manglet i dækningen?
Jeg har været på rigtigt mange ture med soldaterne, og så ved man godt, at de folk, man møder, ikke altid taler frit. Men jeg har da oplevet afghanske bønder klage over det afghanske styre. Eller at kvindelige politikere har rettet kritik mod Taleban. Men de repræsenterer selvfølgelig eliten. Det skal man være klar over. Vilkårene har ikke været optimale, men det er bedre end ingenting.

Har du mødt afghanere, der kritiserede de internationale styrker?
Nej, ikke voldsomt. Men allerede i 2002 talte jeg med folk, der frygtede den dag, de vestlige styrker skulle rejse hjem. Jeg har mange gange oplevet folk sige: »Vil I ikke godt blive?« Jeg har ikke mødt folk, der støttede Taleban, men nok mennesker, der har været tilhængere af styret, fordi de har kunnet profitere på det. Nagieb Khaja siger, at han kunne gå i Helmand i ugevis uden at møde en eneste, der støttede de vestlige styrkers tilstedeværelse.

Jeg var ikke i Helmand for at lave meningsmålinger, men havde fokus på, hvorledes de danske og britiske enheder arbejdede, om de nåede de resultater, de påstod, og om befolkningens sikkerhed blev bedre. Man kan på nettet finde meningsmålinger om afghanernes holdninger, som helt sikkert er mere omfattende og troværdige end dem, jeg kunne have præsteret – med eller uden militær eskorte.

Er der noget, danske medier skulle have gjort anderledes i dækningen?
Jeg har lært at have mindre tiltro til de militære chefers dømmekraft, selv om de har adgang til efterretninger, journalister ikke har. Det har været en øjenåbner.


foto: Agnete Schlichtkrull/DR Presse
Thomas Falbe
chef, DR Udland

Har for meget journalistik fra Afghanistan været embedded?
Både ja og nej. DR og andre medier har været embedded i Helmand. Men det er ikke den eneste måde, vi har dækket Afghanistan. I adskillige perioder har vi haft folk udstationeret i Kabul og lavet historier med fokus på civilsamfundet. Der er en betydelig risiko ved at operere i Afghanistan, men vi prøver at lave reportager uden at bruge sikkerhedsfolk. Men vi kan for eksempel ikke opsøge Taleban i Kandahar eller Helmand.

BBC og en række andre britiske og amerikanske medier bruger lokale afghanske stringere i for eksempel Helmand. Hvad er jeres erfaringer med det?
For os er det et spørgsmål, om de kan formidle på dansk. Desuden har vi nogle formmæssige og kvalitetsmæssige krav til tv og radio, der gør det umuligt at bruge lokale journalister. Vi har fiksere og field producere, der er tættere på miljøet, men vi har ikke stringere.

Hvordan varedeklarerer DR en embedded reportage?
Hvis det er en reportage, hvor man følger soldaterne, giver det sig selv. Hvis man sammen med danske soldater besøger markedet i for eksempel Gereshk for at beskrive sikkerhedssituationen, skal man så vidt muligt lægge det ind i historien, at der står en soldat lige bagved, så vilkårene for mødet bliver synlige. Det er sikkert sket, at vi har undladt eller glemt at gøre det.

Skruer DR ned for dækningen, nu hvor de danske styrker er på vej ud?
Vi har ikke taget stilling til, om vi fortsætter, stopper vores tilstedeværelse eller dækker det på en anden måde. Det afhænger af situationen det næste halve år, hvor der blandt andet er præsidentvalg.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen