Det første man møder, når man træder ind på Jesper Højbergs kontor, er bogreolen. Den omfavner hele dørkarmen, og bøgernes emner strækker sig over alt fra global journalistik til ”the unknown story of Mao”.

Den røde tråd gennem bøgerne er frihedsrettigheder, hvilket også skaber grundlaget for organisationen International Media Support (IMS), som Jesper Højberg er direktør for.

IMS blev stiftet i 2001 og kan i dag fejre 20 års fødselsdag. De startede to ansatte, hvoraf Jesper Højberg var den ene, men i dag har IMS 150 ansatte, der verden over arbejder med at udbrede pressefrihed og sikre gode vilkår for journalister i verdens brændpunkter. 80 af dem i København.

”Nogle af vores første opgaver var støtte til medier i konfliktområder, træning og rådgivning, blandt andet i Afghanistan, hvor vi hjalp med sikkerhed for at sikre, at medierne kunne udkomme,” siger Jesper Højberg om starten i 2001.

20 år senere ligger beskyttelsen af journalister i konfliktområder stadig dybt i organisationens DNA. Men over årene har IMS også ændret spillereglerne for, hvordan man laver international medieudvikling.

Reaktion på vold i verden

IMS, der blandt andet er finansieret af projektmidler fra de nordiske udenrigsministerier, blev søsat som en reaktion på volden i Rwanda i 1994 og Balkankrigene i 90’erne. Her havde man set, hvordan medier og journalister blev brugt til at opildne volden.

Men allerede samme år skulle en ny konflikt tage rampelyset og IMS’ opmærksomhed; nemlig krigen mod terror og invasionen af Afghanistan. Organisationen gik til opgaven på en dengang ny og anderledes måde, fortæller Jesper Højberg.

”Der var stort set kun os, der tilbød støtte til selve medierne og forskellige lokale medieorganisationer, og ikke blot trænede enkelte journalister op, hvilket havde været den internationale taktik i de her områder indtil da,” forklarer han.

Selv om Afghanistan var et af de første projekter for IMS, så har landet været et fast indslag for den nu 20 år gamle organisation. Og med Talebans nylige magtovertagelse er konflikten næsten lige så relevant nu, som da den begyndte. Vi vender tilbage til Afghanistan senere.

Holistisk medieudvikling

Selv med to årtier i det internationale arbejde finder Jesper Højberg stadig inspiration til arbejdet hjemme i Danmark. Særligt i forhold til, hvordan medierne fungerer i samspil med andre demokratiske institutioner.

”Når man ser på Danmark og de nordiske lande, hvilket jeg ville mene er den best possible model for pressefrihed, så kan man jo se, at der er et stærkt journalistforbund, stærke udgiverforeninger og stærke skoler til at uddanne fremtidens journalister,” siger han.

Det var den observation, der blev grundlaget for meget af den måde, IMS arbejder på.

”I stedet for kun at fokusere på enkelte medier eller journalister, så ville vi se på hele mediesektoren i landene. Vi kunne se, at stærke demokratiske og journalistiske institutioner er alfa omega, så vi begyndte at arbejde med opbygningen af dem,” siger Jesper Højberg.

Kvinderettigheder i Somalia

Et eksempel på den nye måde at arbejde med medieudvikling på er IMS’ arbejde i det afrikanske land Somalia, hvor Jesper Højberg særligt peger på IMS’ indsats for ligestilling i landet.

IMS’ ansvarlige for programmet i Somalia er Manja Kamwi. Hun har arbejdet på et projekt i landet siden 2017, og i den tid, har hun kunnet være vidne til, at kvindelige journalister i højere grad end tidligere markerer sig.

”Jeg kan mærke, at der er ved at ske noget på det her område. Det er selvfølgelig stadig op ad bakke, og tingene kommer ikke til at ske overnight, men det går i den rigtige retning,” siger hun.

En af kræfterne bag den udvikling er organisationen ”Somali Women Journalists Organisation”, forkortet SWJO. IMS har støttet organisationen i deres arbejde, men det er kvinderne selv, som har serveretten i forhold til, hvor deres fokus skal ligge.

”Til at starte med satte de sig ned og fik identificeret de udfordringer, som de selv havde. Det var alt fra generel kønsdiskrimination til løn- og barselsforhold,” siger Manja Kamwi.

Siden de første møder har SWJO insisteret på dialog med de forskellige mediehuse og organisationer i Somalia. Manja Kamwi peger blandt andet på, at de har fået indført barselsorlov på tre forskellige mediehuse.

Fik krav til vægt og skønhed trukket tilbage

”Et andet godt eksempel på, hvordan deres arbejde faktisk rykker noget, er, da somalisk stats-tv lagde et jobopslag op, hvor de ledte efter kvindelige studieværter,” siger Manja Kamwi.

Opslaget indeholdt blandt andet krav om, at studieværten ikke måtte være ældre end 25, skulle have ”tv-udseende” med krav til vægt, højde samt fysisk skønhed, og at værten skulle have en pæn tøjstil.

”SWJO mente, at det her var tydelig diskrimination. Så de tog opslaget, publicerede det overalt på de sociale medier og fik ministeriet, som står for stats-tv-kanalen, til at trække opslaget tilbage,” siger Manja Kamwi og tilføjer:

”Det viser altså bare, at de her kvinder virkelig kan noget, og at de faktisk har noget at skulle have sagt,”

Jesper Højberg husker også selv, hvordan han var til et møde i Somalia lige før coronapandemien. Det overraskende til mødet var, at det stort set kun var kvinder, der talte, mens mændene var ”lidt tavse og observerende”.

”Kvinderne havde fuldstændigt overtaget dagsordenen for det her møde. Jeg kan huske, der var en, som kom op til mig og sagde: ”Hvis det her havde været for fem år siden, så var der ingen af os, der havde fået mulighed for at deltage i det her møde,” siger han.

Det mest vellykkede eksempel

I et speciale fra Aalborg Universitet fra 2019 har to studerende undersøgt vestligt humanitært arbejde i Afrika. Specialet konkluderer, at vestlige NGO’er, der arbejder på kontinentet, har en tendens til at reproducere kolonitidens idealer om de civiliserede hvide og de uciviliserede indfødte.

Det er en udfordring, Jesper Højberg er opmærksom på, men som han ikke mener gør sig gældende i IMS.

”Nogle af vores dygtigste folk for de enkelte lande er selv fra de her lande og arbejder i dem. De forstår de lokalpolitiske strukturer, de forstår den lokale kultur og respekterer de mennesker, der bor der,” siger Jesper Højberg.

Han fremhæver også IMS’ arbejde i det afrikanske land Zimbabwe som en succeshistorie og et eksempel på, at de lokale selv bestemmer, hvor fokus skal lægges i projekterne.

Landet, der fra 1987 til 2017 var under kontrol af præsident Robert Mugabe, havde ikke mange pressefrihedsrettigheder i 2005, da IMS startede et projekt op. Men i dag har årlige møder mellem de internationale og lokale organisationer på medieområdet gjort hele systemet stærkere.

”Det gav en form for empowerment, en form for ejerskab til udviklingsdagsordenen, også inden for medieområdet. Jeg har ikke set noget så vellykket som i Zimbabwe. Selv om det politiske system ikke har ændret sig dernede, så er der dele af Zimbabwe, der får større adgang til information end for fem, ti eller 15 år siden,” siger Jesper Højberg.

Håb midt i håbløsheden

Som nævnt tidligere var Afghanistan et af de første steder, IMS arbejdede. Efter 20 års krig i landet er situationen på mange måder den samme som i starten. Taleban har igen overtaget magten i landet, og pressefriheden har allerede lidt under det nye regime.

Alligevel mener Jesper Højberg, at Afghanistan var og stadig er en succeshistorie for IMS.

”Det kan lyde lidt paradoksalt, men jeg vil faktisk sige, at Afghanistan er en af de største succeser i den forstand, at vi har etableret et system til at sikre journalisters sikkerhed, som for det første er unikt internationalt, men også unikt for Afghanistan,” siger han.

Det unikke for Jesper Højberg er det massive og store samarbejde, der har været mellem de lokale og de internationale medieorganisationer. Sammen har de blandt andet oprettet safe houses i landet og udviklet et system til hurtigt og effektivt at få journalister ud af områder, hvor de er truede.

”Alt det er et system, som ligesom har taget vare på journalisters sikkerhed i et så vanskeligt land; det er en succeshistorie for os,” siger Jesper Højberg.

”Jeg kan ikke se andre steder i verden, hvor et så avanceret samarbejde mellem medieorganisationer, de enkelte medier og internationale organisationer har fungeret. Det er blevet et forbillede for, hvordan sådan noget kan gøres i andre dele af verden.”

Men hvad gør det for jeres organisations moral at se et sted, I har arbejdet med i 20 år, falde til Taleban igen?

”Det er underligt at sige, men det forøger motivationen. De frihedsværdier, som er vokset frem, forsvinder jo ikke, fordi man får Taleban i Afghanistan. Men hvis vi fejler i fortsat at støtte dem, hvis vi fejler i at sikre, at befolkningen fortsat kan have adgang til ordentlig information, så er der for alvor et problem,” siger direktøren.