Retssager skal lukke munden på kritiske journalister

Strategiske søgsmål er en stigende trussel mod pressefriheden i Europa. Det mener en ny koalition bakket op af EU-Kommissionen. Problemet har indtil videre været ikke-eksisterende i Skandinavien, men nu er et svensk erhvervsmedie blevet sagsøgt

Et stigende antal retssager er designet til at lukke munden på journalister og aktivister.

Det mener International Media Support (IMS), der sammen med bl.a. Det Europæiske Journalistforbund, Reporters Without Borders og International Press Institute er gået sammen i en ny europæisk koalition under navnet CASE.

De vil forhindre, at virksomheder og enkeltpersoner bruger strategiske søgsmål til at intimidere eller lukke munden på kritiske journalister, medier og aktivister. De strategiske søgsmål bliver kaldt SLAPP og står for Strategic Litigation Against Public Participation.

Lanceringen sker officielt den 26. marts, hvor koalitionen vil holde et online-arrangement. Her vil man lancere en ny hjemmeside, som sætter fokus på og problematiserer brugen af SLAPP med informationer om problemets omfanget og de juridiske spidsfindigheder.

Det er ikke kun NGO’er og medieudviklingsorganisationer, der vil de strategiske søgsmål mod kritiske medier og aktivister til livs. EU-Kommissionens viceformand, Věra Jourová, har også sagt ja til at deltage og vil indlede online-arrangementet med en åbningstale.

Trussel mod pressefriheden

SLAPP har indtil nu ikke udgjort en trussel for journalister eller aktivister i Danmark, men ifølge kommissæren for menneskerettigheder i Europarådet, Dunja Mijatovic, er de strategiske søgsmål mod journalister og aktivister et omfattende problem i Europa.

Ifølge en rapport fra Greenpeace blev der i 2017 rejst 9.000 injuriesager i Italien. Den europæiske koalition CASE ser brugen af SLAPP som et alvorligt angreb mod pressefriheden i Europa.

Indtil for nylig var problemet ikke-eksisterende i Skandinavien, men nu er det svenske erhvervsmagasin Realtid sagsøgt i London. Det er den svenske forretningsmand Svante Kumlin, der står bag søgsmålet.

Han er ejer af en række energiselskaber under navnet Eco Energy World med domiciler i Monaco. Søgsmålet er rettet mod mediets chefredaktør og to journalister, som bliver anklaget for bl.a. injurier og offentliggørelse af falske og fortrolige oplysninger.

0 Kommentarer