Den aktuelle ophidselse over angivelig anvendelse af kemiske våben synes at være omvendt proportional med den journalistiske interesse for rent faktisk at undersøge de alvorlige beskyldninger. Det kan virke sært i betragtning af, at de to tilfælde i England og i Syrien har bragt os ud i noget, der kan minde om Cuba-krisen.
Det er også overraskende i betragtning af, at nyhedsmediernes dækning af disse kontroverser kan risikere at blive for journalistikken, hvad ulykkerne i Tjernobyl og Fukushima er blevet for atomkraften. Efterspørgslen efter beviser eller indicier synes at være beskeden. Det gælder både i sagen med den afhoppede russiske efterretningsmand og hans datter i England og med børnene på billederne fra Syrien. Man kunne for eksempel spørge fagfolk, om de rapporterede symptomer også passer med den eller de slags giftgasser, det siges at dreje sig om.
Man kunne også spørge, om redningspersonalet på billederne fra Syrien har kunnet slippe uskadte fra deres indsats uden at være iført beskyttelsesdragter. Det gælder de seneste billeder fra Douma ved Damaskus, men var særligt grotesk efter det angivelige nervegasangreb sidste år på Khan Sheikhoun.
Her optrådte flere af disse hjælpere iført almindelige bukser og sko.
Lige så mærkværdige var meldingerne fra England om, at de to russere var blevet angrebet med nervegas, hvilket regeringen dog senere ændrede til nervegift. Det sidste er nu bekræftet af Organisationen Mod Kemiske Våben, men ifølge de kurser, alle værnepligtige fik tilbage i den første kolde krigs velmagtsdage, ville de to russere være døde for en måned siden, hvis det virkelig havde været nervegas. Nervegas er nogle ret få klart definerede kemikalier, der lammer og som regel dræber deres ofre på få minutter, mens nervegifte er mange forskellige stoffer, både kunstigt fremstillede og naturligt forekommende, sidstnævnte især kendt fra skaldyrsforgiftning.
I det seneste tilfælde i Syrien, i Douma, citeres WHO ganske vist som kilde for, at fem hundrede civile er blevet ofre for giftgas. Hvis man ser nærmere på den nyhed, viser det sig dog, at WHO har den fra organisationen De Hvide Hjelme. Den har i flere år optrådt som civilforsvar i områder af Syrien, der er kontrolleret af radikale islamistiske grupperinger.
Ordet ”optrådt” er valgt med velberåd hu, for De Hvide Hjelme lægger gerne optagelser af deres arbejde ud på internettet, og mange af dem virker iscenesatte. Også Journalisten har bragt et foto af syriske redningsfolk, der iført ulasteligt og nyvasket tøj bærer børn gennem en støvet gade fuld af murbrokker. Mange af disse optagelser fra De Hvide Hjelme holder næppe til, at man ser nærmere på dem.
Der er ingen tvivl om, at det stigende tidspres på journalistiske arbejdspladser bærer en stor del af ansvaret for, at udtalelser ofte rækkes videre i nyhedskæden uden at blive gået nøjere efter.
Desværre er der for mig at se også andre grunde. En af dem er den ”gruppetænkning”, der ved gentagelsens magt skaber frygt for at udtrykke andre opfattelser af situationen end den fremherskende. Det store eksempel er historien om de irakiske masseødelæggelsesvåben.
En anden årsag kan være, at når man én gang har fået en bestemt opfattelse af noget, kan det være svært at slippe den. Optrapningen af krisen mellem Vesten og Rusland ville næppe være gået helt så hurtigt, hvis nyhedsmedierne havde mødt udtalelserne fra amerikanske, britiske og franske ledere med bare lidt mere skepsis. Dette burde gøre dækningen af den til et emne for debat blandt journalister. Desuden afspejler læserreaktionerne på en del udenlandske avisers hjemmesider en udbredt vantro over for den officielle fremstilling af de to sager. Også dette burde mane journalister til eftertanke.
Lars Møller-Rasmussen, pensionist, tidligere journalist på ’Orientering’ på P1 og Information, begge steder med Mellemøsten som stofområde.
—
Journalisten har inviteret nyhedscheferne for TV 2 og DR samt de ansvarshavende chefredaktører på Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske til at kommentere Lars Møller-Rasmussens indlæg. De tre første har sendt os en replik.
Mikkel Hertz, nyhedsdirektør, TV 2 Nyhederne:
I TV 2’s dækning af det formodede nervegiftangreb på Douma i Syrien er netop ordet ’formodet’ central. Vores journalister har under dækningen løbende taget forbehold i beskrivelsen af angrebet.
Når vi viser billeder fra De Hvide Hjelme, har vi fortalt, at billederne er optaget af et redningskorps, som opererer i oprørskontrolleret område i Syrien. Når vi har bragt påstanden om, at hele giftgasangrebet skulle være opdigtet og fingeret, har vi fortalt, at det kommer fra den russiske side, som er Assads allierede. Og når vi viderebringer oplysningen om, at 500 mennesker er ofre for giftgas, har vi fortalt, at det kommer fra WHO, som har oplysningen fra SAMS (Syrian American Medical Society) og De Hvide Hjelme.
Pointen er, at alle oplysninger i disse historier kommer fra kilder, der på den ene eller anden måde er parter i konflikten. Opgaven for TV 2 er derfor at indhente så mange informationer fra de stridende parter som muligt, referere og vurdere dem og så lade seerne og læserne om at vurdere validiteten af det.
Historien er blevet belyst fra mange forskellige vinkler, inklusive eksperters vurdering.
TV 2 har selvsagt ikke mulighed for selv at lave en undersøgelse af, hvorvidt der er anvendt nervegift eller ej. Dette er en sag for OPCW, som har mandat fra regeringerne i Damaskus, Moskva, Washington, Paris og London. Først når det svar kommer, kan TV 2 fortælle, om der har været et nervegiftangreb eller ej. Ligesom det også gjorde sig gældende i Skripal-sagen.
—
Thomas Falbe, nyhedschef, DR Nyheder:
Lars Møller-Rasmussens kritik forekommer at være lidt uden mål eller mening, hvor alle nyhedsmedier skæres over én postulerende kam.
I forhold til angrebet på den tidligere dobbeltagent Sergei Skripal i Storbritannien, har DR Nyheder hele vejen igennem forholdt sig nøgtern og kritisk, herunder også i forhold til de danske politikeres reaktion med udvisning af russiske diplomater. Det samme gælder angrebet i Douma den 7. april, hvor vi har fået uafhængige eksperter til at analysere billeder som dokumentation for anvendelse af kemiske våben. DR Nyheder kan i sagens natur ikke egenhændigt undersøge eller konkludere, hvorvidt der er anvendt nervegift i et forsøg på snigmord, eller hvorvidt der har fundet et angreb sted med kemiske våben på en bydel i Damaskus. Der er vi afhængige af myndigheder eller institutioner, hvor vores opgave er at forholde os kritiske og konstant afprøvende af udsagn. Men derfra og til at tillægge medierne ansvaret for den forværring af relationen mellem Vesten og Rusland, det er nok alligevel et skridt eller to for langt.
—
Jacob Nybroe, ansvarshavende chefredaktør, Jyllands-Posten:
Vi er meget bevidste om risikoen for alt fra spin til regulært bedrag i det minefelt, som krigsdækning i bogstaveligste forstand er.
I tilfældet Syrien har vores korrespondent nærstuderet alt tilgængeligt materiale – herunder videoer. Et af utallige spørgsmål var tidsfæstningen af de påståede angreb, hvorfor vi ledte efter datomarkeringer i billederne. Først da de var lokaliseret, turde vi fæstne lid til den del.
Om der var tale om et egentligt kemisk angreb, sådan som WHO viderebringer det fra De Hvide Hjelme, kan vi ikke dokumentere. Derfor tog vi også forbehold i vores formuleringer omkring dette, idet heller ikke vi betragter De Hvide Hjelme som sandhedsvidner.
At de hjælpende var iført civile klæder, beviser hverken det ene eller det andet.
Dels aner hverken vi eller Lars Møller-Rasmussen, om de efterfølgende blev syge. Dels er det vel en rimelig antagelse, at der ikke i et sønderskudt og belejret område har været sikkerhedsdragter til rådighed til håndteringen af et giftgasangreb i en skala, der angiveligt har ramt 500 mennesker.
Vi er os helt bevidste, at uafhængige kilder er nærmest uopdrivelige i Douma, men grundlæggende må det jo ikke afskære os fra at dække begivenheder som disse, så godt som det overhovedet lader sig gøre, med så mange kilder som muligt og med iagttagelse af de åbenlyse forbehold, der gælder, når vi er afskåret fra håndfast dokumentation.
Men lige så vel som vi kan voldføres af forkerte oplysninger fra krigens parter, hvis vi agerer uagtsomt, så skal vi vare os fra de konspiratoriske spekulationer, der ligger i Lars Møller-Rasmussens betragtninger.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg har forsket i Syrien de sidste tre år, særligt i holdbar og uholdbar information. Her er min nylige replik om emnet. Jeg vil skrive lidt mere på i løbet af weekenden samt lægge links ind som dokumentation for alt, hvad jeg skriver. http://www.kommunikationsforum.dk/lars-jorgensen/blog/medieforskning-i-verdensklasse-men-hvad-med-harold-pinter