Da Christian Jensen var en 17-årig dreng i Grindsted, gik han ikke med aviser eller slæbte paller rundt på et lager som sine jævnaldrende. Han var journalist på dagbladet Vestkysten. Engang havde han skrevet en kritisk artikel om et nyt byggeprojekt i Grindsted, og da han den følgende morgen dukkede op på redaktionen, blev han mødt af skeptiske kolleger: »Det passer jo ikke, det, du har skrevet,« sagde de, »borgmesteren har dementeret det hele.« Det var åbenlyst, at de betvivlede hans historie, og borgmesteren sagde tilsyneladende noget andet til dem end til ham. Den unge Jensen var rådvild. Men hans instinkt tilsagde ham ikke at indlede en diskussion med kollegerne og forsvare sig. I stedet steg han på sin cykel, cyklede op til rådhuset og satte sig foran borgmesterens dør, indtil han fik lov til at tale med ham. 

Borgmesteren er i dag død, men Christian Jensen husker det, som om ordene faldt nogenlunde sådan her: 

»Vi er enige om, at det forholder sig, som jeg har skrevet, ikke sandt?« sagde Christian, da han kom ind på borgmesterkontoret. »Jo,« svarede borgmesteren. »Godt. Der er bare efterladt et indtryk af noget andet, og jeg håber ikke, at du er med til at efterlade det indtryk.«

En full-blown journalist

Christian Jensen er journalist. Full-blown. Han er uddannet fra Jyllands-Posten, har gravet for Berlingske, modtaget Kristian Dahls Mindelegat for undersøgende journalistik og stået i spidsen for uddelingen af FUJ-prisen og Publicistprisen. Og han er indigneret: Når han oplever, at nogen bliver uretfærdigt behandlet, føler han en instinktiv trang til at reagere. Gennem journalistik.

Men han er ikke længere udøvende journalist. Han er ansvarshavende chefredaktør på Politiken.

Fagbladet Journalisten har bedt om et interview i Hjørnekontoret og sendt mig som reporter. Første gang, jeg mødte Christian Jensen, var i 2011, da han ansatte mig som praktikant på Information. Og eftersom jeg siden 2011 har været mere eller mindre løst tilknyttet avisen, som han var chefredaktør på fra 2010 til 2016, må jeg hellere skrive nogle linjer om vores relation. Jensen har siddet i TV 2’s ’Presselogen’ og forsvaret mine praktikantbommerter, og han holdt min afskedstale, da mit praktikantforløb var overstået, hvor han – i sin vanligt storladne stil – brugte flotte ord. Han har ansat mig i vikariater, og jeg har forhandlet løn med ham. Eller … jeg har forsøgt. Faktum er, at jeg kender Christian Jensen rimelig godt.

Vi hilser med et kun en lille smule akavet kram og sætter os ved mødebordet i midten af det sparsomt indrettede kontor. Her er intet skrivebord, og det skyldes ikke, at han lige er flyttet ind, men – som han har forklaret personalebladet for JP/Politikens Hus – at han har fået det fjernet. Han vil vise, at »vi alle skal være parate til at gøre tingene anderledes«, og så er det et signal om, at han har tænkt sig at komme rundt på avisen.

Christian Jensen læner sig frem over bordet, så metrobyggeriet på den anden side af vinduet kommer til syne, smiler og hæver venstre øjenbryn en anelse.

Mit indledende spørgsmål er ret enkelt: Hvad ville han have sagt, hvis han for 15 år siden – da han gravede på Berlingske – havde fået at vide, at han i dag ville sidde her? Men selv om det er enkelt, trækker han vejret dybt, ser alvorlig ud og venter ikke færre end 38 sekunder i tavshed, før han svarer:

»På det tidspunkt, hvor jeg sad og gravede på Berlingske,« siger han så.

»Der gravede jeg. Jeg var nede i historierne, i arkiverne, i journalistikken. Og jeg var der hele tiden. Mit fokus var kun på journalistikken. Jeg kunne gå gennem en sommer uden at have set dagslyset, fordi jeg sad på redaktionen eller rodede i Rigsarkivet. Så hvis nogen dengang havde sagt det til mig, tror jeg ikke, jeg havde forstået det. Men det er ikke ensbetydende med, at jeg ville have syntes, det var vanvittigt. Jeg var bare et andet sted.«

Ville du have troet på det?

En pause igen.

»Ja.«

Magt

Hvis jeg havde stillet Christian Jensen spørgsmålet i begyndelsen af 80’erne, hvor han cyklede rundt i Grindsted med tryksværte på fingrene, ville han overhovedet ikke have forstået det. Dengang var hans horisont den jyske by, og da han erfarede, at der var noget på den anden side af kommunegrænsen, drømte han om at skrive i Jyllands-Posten.

»Jeg er ikke vokset op i et hjem, hvor der blev læst Politiken, eller i et miljø, hvor Politiken har været ledestjerne for måden at tænke på. Jeg kommer et andet sted fra. Politiken og min virkelighed dengang i Grindsted er som forskellige systemer i universet. Forbindelsen er kommet undervejs, det er en del af min dannelseshistorie.«

Men nu sidder du her. Da vi begge var på Information, talte du altid om, at vi skulle kontrollere og udfordre magthaverne. Er du selv magthaver i dag?

»Ja. Det at have ordet er en magt. Og ligesom med al magt skal man være meget påpasselig med at bruge den. Man skal ikke være bange for den, men man skal bruge den med omtanke og samvittighed. Ordet er for mig den ultimative magt.«

Den ultimative?

»Ja, for det er med ord, du kan flytte tanker. Det er med ord, du kan flytte, hvad der opleves som retfærdigt og uretfærdigt. Med ord arbejder vi med folks virkelighedsopfattelser.«

Hvis ordet er den ultimative magt, hvad er så kongerigets mest magtfulde position? Er det ikke den, du har?

»Der er også en økonomisk magt, en politisk magt og alle mulige forståelser og udøvelser af magt. Men for mig personligt er det at flytte opfattelser og anskuelser ultimativt. Det er mit perspektiv. Det er den, jeg både er besnæret og fascineret af, og som jeg har respekt for at udøve.«

»Men en vigtig del af den måde, jeg tænker på, er, at jeg ikke tænker på min magt. Jeg tænker på mine handlinger. Udefra set er jeg magthaver – det er jeg med på – men mit blik er ikke magten.«

Fyringsrunden

29. april 2016 blev Christian Jensen præsenteret som Politikens ansvarshavende chefredaktør nummer 14 i en celeber række, der begynder med Viggo Hørup, Edvard Brandes og Henrik Cavling. Kort efter præsentationen blev en spareplan præsenteret. Vidste han på det tidspunkt, at han skulle indlede sin karriere på avisen med at fyre?

»Jeg vidste, at Politiken stod i en vanskelig økonomisk situation,« svarer han.

»At Politiken havde været gennem sparerunder, og at der var ansættelsesstop. Jeg vidste også, at et ansættelsesstop ikke er en hensigtsmæssig måde at drive avis på. Specielt ikke i en tid, hvor vi skal have frihed til at lave en transformation i retning af det digitale.«

Men vidste du, at du skulle stå i spidsen for den spareplan, du lige har gennemført? 

»Nej. Jeg kendte jo tallene, men der skete det, at fra jeg blev ansat, til jeg tiltrådte, blev forudsætningerne i spareplanen ændret væsentligt. Det var tanken, at jeg skulle sige: Vi har en spareplan, og den holder. Det kunne jeg ikke, da jeg tiltrådte, for den holdt ikke længere. Og det var derfor, at jeg ved min tiltrædelse sagde, at vi ville komme til at blive betydeligt færre.«

Var det et ønske fra direktionen i JP/Politikens Hus, at du skulle sige det der?

»Det var jo virkeligheden. Jeg kunne ikke møde Politikens medarbejdere og sige, at vi havde en spareplan, når vi ikke havde det. Jeg kunne ikke indlede et tillidsfuldt, åbent og ærligt forhold med at sige noget, der ikke var rigtigt. Det var situationen, og jeg sagde den, som den var.«

Hvordan har du efter så kort tid på posten kunnet træffe beslutninger om fyringer på et kvalificeret grundlag?

»Det var absolut også en udfordring, for jeg kendte ikke Politiken indefra. Men jeg har set andre aviser indefra – og så har jeg været godt hjulpet af dygtige ledere i huset. Det er ikke en rationaliseringsplan, jeg har lavet alene. Rettesnoren har været at forsøge at gøre konksekvenserne så tålelige som muligt for læserne. Intet bliver bedre af, at vi bliver færre ansatte. Det er alvorligt,« siger han og råber nærmest, når han betoner ordet ’er’.

»Det vil forringe kvaliteten. Men vores tilgang har været at se på, hvordan vi arbejder. Vi har set på hele det organisatoriske, administrative, redigerende led – og fokus har været på funktioner, ikke personer.«

Hvilke overvejelser gjorde du dig om at sige ja til et job, hvor du skulle fyre folk som det første?

»Det er en trist og ubehagelig situation for Politiken og alle på Politiken, at vi er 44 færre end før. Det er en hård periode, der slider på alle, og det er trist, at Politiken var kommet i den situation.«

Men hvad var dine overvejelser?

»Mit perspektiv var: Hvordan varetager vi Politikens langsigtede interesser bedst? Det er klart for mig, at når vi har oplevet et omsætningsfald i det omfang, vi har, er det økonomisk ansvarligt at få bragt balance. Det her er udtryk for at få bragt balance. Det var nødvendigt. Det havde ikke været ansvarligt ikke at bringe balance i økonomien på nuværende tidspunkt. Det havde kun gjort ondt værre.«

Kompromisløsheden

Christian Jensen svarer køligt, og jeg kommer i tanke om den lønforhandling, jeg engang havde med ham. Informations tillidsmand havde på forhånd advaret mig om, at han var en hård forhandler. »Benhård og kompromisløs, virker han – men det er han ikke nødvendigvis,« sagde hun. Dengang havde jeg regnet med at kunne forhandle et lille personligt tillæg hjem, men der var no mercy. Jeg nævner situationen for ham og siger, at den kompromisløshed, han dengang blotlagde, overraskede mig, fordi den står i kontrast til hans ellers venlige og omgængelige gemyt. Han kendte navnet på alle i huset og var oprigtigt nysgerrig og opmærksom på folks sommerferieplaner, nye kærester, byggeprojekter. Har han altid haft den i sig?

»Jeg oplever ikke, at jeg er forskellige personer, hvis det er det, du spørger til. Jeg oplever, at jeg er den samme. Hvis du spørger, om jeg altid har været kompromisløs, må jeg sige: Jeg har truffet nogle beslutninger på et tidligt tidspunkt i mit liv, som ikke var alderssvarende, og som har gjort mig til den, jeg er, i forhold til at træffe beslutninger. Også svære beslutninger.

Hvilke »beslutninger, der ikke er alderssvarende«?

»Det, der står klarest for mig, var den dag, jeg tog min mor i hånden og sagde: Nu går vi ned til vores læge, Mogens Frost. Og så skal vi tale med ham om, at vi ikke kan håndtere fars alkoholmisbrug. Jeg var otte-ni år gammel og traf en beslutning, som jeg overhovedet ikke kunne overskue konsekvenserne af. Men det var et instinkt.Og jeg tror på mine instinkter og min dømmekraft. Jeg tror på at handle ud fra det, man har en intuitiv oplevelse af er rigtigt. Kompromisløshed er også at træffe valg, hvor man tænker: Det er nok klogere at lade være, men det er nødvendigt at gøre det. Hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg ikke være den, jeg er, så ville jeg miste en forbindelse til mig selv, og så ville jeg ikke træffe de beslutninger, jeg gør. Ikke fordi jeg altid træffer rigtige beslutninger, slet ikke, men jeg er ikke bange for at indrømme, når jeg træffer forkerte beslutninger. Jeg er langt mere bange for ikke at træffe de nødvendige beslutninger – også de, som det absolut ikke er nogen glæde at udføre.«

Han ser ud i rummet.

»Jeg prøver at sige tingene, som de er. Jeg prøver i det hele taget at være klar, så mine omgivelser ikke skal bruge tid på at analysere, hvad jeg i virkeligheden mener. Det prøver jeg. Deri ligger også en kompromisløshed, men jeg håber ikke, at kompromisløshed sættes op som modsætning til lydhørhed.«

En anden gang, Christian Jensens kompromisløshed kom til udtryk, var i forbindelse med en af dansk presses mere spektakulære historier. Sammen med tre kolleger skrev han i 2003 i Berlingske Tidende en række historier om A.P. Møllers salg af våben til den tyske besættelsesmagt op til og under Anden Verdenskrig. Efter at Berlingske havde bragt historien, solgte Mærsk sine aktier i Det Berlingske Officin, og allerede i tiden op til udgivelsen var der en del intern ballade. Daværende chefredaktør Peter Wivel havde forsøgt at bremse researchen, men gav efterfølgende alligevel sine reportere lov til at lave historien. En aften på Café Sebastopol på Nørrebro var journalisterne blevet enige om, at det tumultariske forløb havde gjort det til en umulig historie at researche og skrive. De lagde den ned. 

»Vi stod derude, og klokken var omkring midnat, og jeg kunne mærke i mig selv: Det holder bare ikke det her,« husker Christian Jensen.

»Der ER jo en historie. Det kan godt være, at omstændighederne, hvorunder den er blevet til, har været lidt bumpede og uheldige, og at det vil blive svært at arbejde videre med en historie, alle allerede har kendskab til, på et tidspunkt, hvor vi kun har en synopsis. Men den aften kunne jeg mærke, at hvis det her er besværligt, så bliver det umuligt for mig at komme videre som journalist, hvis vi smider historien. Så jeg ringede til en af de andre journalister og sagde: Vi skal køre, vi skal lave den historie. Og det gjorde vi.«    

Hvordan kunne du mærke det?

»Jeg kunne mærke en tomhed. Det blev tomt. Jeg kunne mærke, at det stod … Jeg bliver sgu helt påvirket af det her nu,« siger han og rømmer sig.

»Jeg kunne mærke, at alt det rationelle tilsagde: Gå væk fra den historie, det er kun problemer. Det var rationalet, og det var et rigtigt rationale. Men intet, intet, kunne være mere forkert, end hvis vi havde forlænget det rationale til virkelighed. Den historie skulle fortælles. Og den blev fortalt.«

Han gnider sit øje og siger, at det er »altså sjovt«, at den historie stadig kan gøre ham berørt. Men det kan den, siger han, og det virker ikke, som om han faker. Det virker i det hele taget ikke, som om Christian Jensen faker særlig meget. Heller ikke når han siger, at han læser skønlitteratur mellem klokken fem og seks hver morgen, at han sluger sine to yndlingsbøger, Ulysses og Lykke-Per, hvert 10. år, eller at han taler i telefon med sin mor hver eneste dag. Men hvordan han får tid til det hele – og sine tre børn – kan jeg ikke gennemskue.

Tryksværten

Christian Jensen er et analogt menneske, det står han ved. Og i 132 år har Politiken primært tjent sine penge ved at sælge Politikens journalistiske indhold, siger han. Sådan vil det blive ved med at være.

»I de her år og årtier er der et opbrud i medievanerne og en transformation i retning af det digitale. Politiken har i lighed med alle andre gjort sig nogle erfaringer, men ingen har fundet den rigtige model. Jeg tror ikke, der er én model, jeg tror, vi kommer til at arbejde med en helt anden dynamik og hastighed i forhold til at lave en journalistisk forretning med bidrag fra forskellige steder og digitale platforme,« siger han og nævner kampagnen ’Europa, hvad nu?’, hvor Politiken for nylig samlede 28 europæiske aviser og fik dem til at give et bud på en analyse af Europa i lyset af Brexit – i en bladtegners streg.

»Vi et mediehus, men vi er også et community og en kulturinstitution. Det, vi skal, er at flytte os. Være det, vi er, og som intet reklamebureau kan formulere bedre: Den levende avis. Det skal vi vise i vores avis og på pol.dk. Vi skal have legesyge, begejstring, indignation og et kritisk blik på udøvelse af magten. Og jeg oplever et hus, som er parat til at udvikle avisen og skabe digital transformation efter en hård periode,« siger han og slår ud med armene, da han siger ordet »parat«.

Nu siger du community og kulturinstitution og taler om digitale muligheder. Når jeg tænker på dig, Christian, så ser jeg en papiravis for mit indre blik. I forbindelse med lancering af nye tillæg på Information talte du ægte passioneret om papirstørrelse og trykkvalitet. Hvordan har du det med, at papiravisen fylder mindre og mindre? 

»Jeg tror på papiravisen. Jeg tror på, at den har en stor fremtid, og jeg tror på, at vi skal udvikle den til noget andet, end den er i dag. Men jeg tror først og fremmest på, at vi skal udvikle vores journalistik digitalt.«

Så når du siger, at huset er parat, så er det vel primært alle mulige andre ting end papiravisen, du taler om?

»Det er alle mulige andre ting end papir­avisen i kombination med papiravisen. Jeg er optaget af, at vi skal påvirke verden med journalistik og ord. Hvordan vi gør det – i hvilken udtryksform – er jeg ikke optaget af. Ej, det er forkert at sige. For ja, jeg har min romantik og min historie med printavisen, og jeg har min glæde ved tryksværte; jeg kan godt lide duften af tryksværte. Alt det er rigtigt. Men jeg elsker ordene, før jeg elsker trykketeknikken. Målet er det afgørende, og distributionsformen er midlet.«

Der er røget cirka 500 journalistiske stillinger i branchen de seneste 10 år …

Han sukker højtideligt og bekræfter: »Ja.«

… er løsningen på det, at journalisterne fremover skal indstille sig på at få mindre i løn?

»Det helt store spørgsmål lige nu er, hvorvidt det i et oplyst samfund som det danske vil lykkes at argumentere for, at journalistisk kvalitetsindhold har en pris. Det koster at skabe det, og derfor koster det også at modtage det. Det er den kontrakt, vi har haft med omverdenen i mange år, og som ikke længere giver sig selv. Journalistikken i Politiken skal sikres på et niveau, som gør det indiskutabelt, at den selvfølgelig er penge værd. Det er det udviklingsarbejde, vi står foran.«

Men det går ikke særlig godt med at få overbevist de oplyste borgere om, at det er vigtigt, at de betaler for journalistikken.

»Det kunne gå bedre.«

Så hvordan får I forklaret folk, at de skal betale?

»Vores mest effektive måde at overbevise på er ved at levere indhold af høj og uimodståelig kvalitet.«

Men det har I jo forsøgt de sidste mange år. Det har alle forsøgt, det forsøgte Information også …

»Men det går jo også meget godt for Information,« afbryder han.

»Det er en af de mange ting, jeg har taget med fra Information. En tro på, at det kan lade sig gøre. Og ikke bare en tro – men også en viden om, at det kan det faktisk.«