”Er det ikke kun, fordi du er indvandrer og araber, at du er ansat på P3?”

Sådan sagde partileder Rasmus Paludan til journalist Adnan Al-Adhami i et indslag til P3 i forrige uge.

25-årige Adnan Al-Adhami var taget ud til en Stram Kurs-demonstration for at undersøge, om der virkelig findes racisme i Danmark.

Adnan Al-Adhami svarede ’Jo’ til Rasmus Paludans spørgsmål – for at overraske ham og se hans reaktion. Det var langtfra første gang i hans arbejdsliv, han forsøgte at bruge ironi i en situation, som handler om hans etniske herkomst.

Adnan Al-Adhami er født i Bagdad og opvokset i Viborg. I dag er han ansat som tv-reporter på ’Det Politiske Talkshow’ på DR1. Journalisten har talt med ham om, hvordan det er at være dansk journalist med rødder i en anden kultur.

Oplever du nogensinde at blive svinet til på baggrund af din etnicitet?

”Jeg oplever ikke som sådan racisme. Hvis jeg oplever noget, så er det fra mennesker, der ikke betyder noget for mig, og derfor bliver det let at ryste det af mig.”

Men hvad har du oplevet?

”Da jeg var ansat på Radio24syvs morgenprogram, var jeg inde i studiet for at fortælle om en historie, jeg havde gravet frem. En lytter skrev ind, at ’24syv var fyldt med perkere i dag’. Her kunne jeg simpelthen ikke lade være med at ringe ham op for at høre, om han faktisk turde gentage det, mens han havde mig i røret. Men da jeg havde ham i røret, nægtede han, at han havde skrevet noget. Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet.”

”I sidste uge, hvor jeg blev færdiguddannet og fik en trang til at blære mig med det på Twitter, fik jeg også en dejlig besked, hvor der stod: ’Tillykke, mon du belønner dig selv og andre med en snarlig hjemrejse?’ Jeg tænkte først, at han bare var en idiot, men kom senere i tanke om, at han nok havde ret. Så jeg tog til Viborg, hvor jeg er vokset op, for at besøge min familie.”

”Jeg bliver mere ked af det, hvis nogen påpeger min faglighed, end når folk skriver noget om min etnicitet. Hvis nogen skriver noget, der er totalt røvhuls-agtigt, er det enten sådan, at min bevidsthed ikke registrerer det, eller at jeg tænker: ’Grineren’. Og så går jeg videre.”

P3 undersøger: Findes der racisme i Danmark? ? pic.twitter.com/oCKFxdom6h

— DR P3 (@drp3) June 19, 2020

Men bliver du ikke ked af det, når Rasmus Paludan f.eks. siger de her ting om dig?

”Det er lidt sjovt, men det gør jeg virkelig ikke. For mig er det så absurd, at jeg ikke kan blive provokeret af det. Når folk er småracistiske over for mig i sådan en situation, tænker jeg mere: Fedt jeg kommer hjem med et godt citat.”

”Hvis folk skriver noget racistisk i kommentarsporet, får jeg næsten lidt medlidenhed med dem. De lever af provokation, og hvis man ikke lader sig provokere, så har de jo ikke den samme magt.”

”Jeg tænker, at enten skal de mennesker, der kommer med racistiske udtalelser, konfronteres, ellers så skal de mødes med ironi og sarkasme. Jeg kan mærke, hvor små folk bliver, når de bliver konfronteret. Og når de får et humoristisk svar tilbage, så bliver de ofte helt mundlamme.”

Men er man ikke med til at opretholde hyggeracismen, når man gør grin med sin egen etnicitet?

”Det er et super godt spørgsmål. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. På den ene side, kan jeg godt se, at det bliver legitimt at tale om folk med en anden etnisk baggrund på en sarkastisk måde. På den anden side generer det mig ikke særlig meget. Jeg slår ned på det, når jeg opdager, at nogen tillægger det negative motiver eller har racistiske intentioner. Men når jeg ved, at der ikke ligger negative intentioner bag, eller hvis intentionen udelukkende er negativ, så kan jeg ikke tage det seriøst.”

For mig virker det til, at du har oplevet nogle ting, men at du ikke lader det påvirke dig?

”Det er nok meget rigtigt, ja. Men overordnet set tror jeg, jeg er lidt forskånet, fordi jeg tilhører en branche, der er så rummelig. Mangfoldighed er ofte en kæmpe styrke i mediebranchen. Jeg ser det som et privilegium, at jeg har en anden etnisk baggrund. Men jeg ved godt, at jeg er undtagelsen, der bekræfter reglen, for jeg kender rigtig mange mennesker, der oplever racisme. Også min egen bror, som arbejder i forsikringsbranchen. Han har skiftet sit navn for at få et arbejde. Når han eksempelvis skal sælge ting på DBA, bruger han kærestens navn, ellers har han svært ved at få ting afsat.”

Er folk bange for at spørge, hvor du kommer fra, eller at sige noget forkert om din etnicitet?

”Den overdrevne politiske korrekthed er jeg ikke stødt på fra mine kolleger. De har altid spurgt direkte. Det synes jeg er meget rart.”

”Den værste form for diskrimination, jeg oplever, er, når folk prøver at tie eller tysse på andre, der er nysgerrige om min etnicitet eller oprindelsesland. Hvor de siger: ’Det spørger man da ikke om’. Men selvfølgelig gør man da det – selvfølgelig må folk gerne vide, hvor jeg kommer fra. Jeg har intet at skamme mig over. Den nysgerrige tilgang, som gerne må have lidt kant og være drillende, den kan jo faktisk gøre, at folk forstår mig bedre.”

Føler du, at du skal løbe stærkere end de andre for at bevise, at du er god nok?

”Ikke i forhold til etnicitet. Jeg kan være bagud på point, fordi jeg ikke har den samme kulturelle forforståelse for alt. Hvor jeg måske føler, at der er noget, jeg skal indhente. Jeg har jo ikke en mor eller far, som fra barnsben har kunnet forklare mig, hvordan de kulturelle koder i det her land er skruet sammen.”

”Min personlige erfaring er, at det ikke har været negativt at være brun i mediebranchen. Jeg har en anden forståelse, som man mangler på nogle redaktioner. Så måske bliver man mere valgt til, end man bliver valgt fra. Jeg har mest lyst til, at folk ansætter mig, fordi de synes, jeg er dygtig – det er jeg heller ikke i tvivl om er tilfældet. Men hvis de så ovenikøbet synes, at det er fedt, at jeg har en anden kulturel baggrund, og tænker, at jeg kan bruge det aktivt, så er det bare skønt.”

Journalisten har taget kontakt til Rasmus Paludan for at høre, hvad han mente med kommentaren til Adnan Al-Adhami. I et skriftligt svar skriver Rasmus Paludan:

”Jeg stillede et relevant spørgsmål til den fremmede fjende Adnan Al-Adhami. Han svarede bekræftende (’Jo’), så han gav mig altså ret. I Danmark tager man en mand på hans ord!”

”Jeg kan pure afvise, at nogen ikke-etnisk dansk journalist i Danmark bliver udsat for racisme eller had. Til gengæld kan mange af dem givetvis blive udsat for en form for opgivende kynisme.”