Dansk Kvindesamfund: Absurd, at Jyllands-Posten hylder Jes Dorph som en helt

”Mens Sofie Linde fik os til at tale om sexisme og overgreb, så får Jes Dorph os til at tale om måden, vi håndterer det på. Der kan godt være to helte,” siger Jyllands-Postens Jacob Nybroe. Hos Dansk Kvindesamfund vækker det kritik

”Tak, Jes Dorph. Nu er der to helte i sexismedebatten,” skriver Jyllands-Posten som intro til en leder, publiceret i går aftes.

”Jes Dorph-Petersen skal have tak for at stå frem og råbe op, når opgør om sexistisk kultur går helt over stregen,” fortsættes der.

Lederen kommer, efter at Jes Dorph-Petersen som bekendt har fortalt sin side af den historie, der har endt med at koste ham jobbet som tv-vært på TV 2. Det er sket som følge af den undersøgelse, som TV 2 satte i søen for at kortlægge problemet med sexistisk kultur og krænkelser på arbejdspladsen.

I tilfældet med Jes Dorph-Petersen betyder det, at to tidligere praktikanter har henvendt sig til det eksterne advokatfirma, der var blevet sat på opgaven. De to kvinder har fortalt, at de i deres praktiktid er blevet udsat for krænkelser af værten, der på det tidspunkt var i starten af 40’erne.

Derfor vækker det stor harme hos Dansk Kvindesamfund, at Jyllands-Posten hylder Jes Dorph-Petersen på lederpladsen.

”Det er en meget uhensigtsmæssig måde, Jyllands-Posten forvalter sit ansvar på ved at kalde ham en helt, og fuldstændigt absurd at sidestille ham med Sofie Linde. Jes Dorph har haft en krænkende adfærd over for praktikanter. Sofie Linde er selv blevet krænket,” siger forkvinde for Dansk Kvindesamfund Helena Gleesborg Hansen.

”Der kan godt være to helte”

Hos Jyllands-Posten er ansvarshavende chefredaktør Jacob Nybroe dog godt tilfreds med lederen.

”Mens Sofie Linde fik os til at tale om sexisme og overgreb, så får Jes Dorph os til at tale om måden, vi håndterer det på. Der kan godt være to helte,” siger han.

Chefredaktøren mener, det er vigtigt at diskutere, om retfærdigheden er sket fyldest i sagen, hvor to anonyme kvinders beretninger om krænkende adfærd fra Jes Dorph-Petersen er endt med, at den mangeårige tv-vært er blevet taget af skærmen hos TV 2.

Jes Dorph-Petersen selv har fortalt, at han ikke husker den ene af de to sager. Den anden, mener han, er blevet forkert udlagt af den kvinde, der har henvendt sig til advokatfirmaet.

”Han beskyldes for noget, han selv siger er løgn. I den ene episode siger to ud af tre af dem, der var til stede i lejligheden, at krænkelsen ikke har fundet sted. Men Jes Dorph betaler alligevel prisen. Og den diskussion er central,” siger Jacob Nybroe.

Du siger selv, at der er forskellige opfattelser af, hvad der er sket. Tager I ikke Jes Dorphs side med denne her leder? 

”Nej, vi tager ikke stilling til, hvad der er sket.”

Men I kalder ham en helt? 

”Ja, fordi han tager en vigtig debat om retssikkerhed.”

Men det er jo ikke en strafferetlig sag. Det er en arbejdsretlig sag og har derfor ikke noget med retssikkerhed at gøre?

”Så kald det retfærdighed. Det må være rimeligt at tage en debat om retfærdighed, når der føres denne slags sager. Og det er ikke en helt almindelig arbejdsretssag, fordi det handler om en person, der er meget, meget kendt i Danmark, og som bliver udsat for karaktermord i offentligheden.”

Men han har jo selv gjort det til en offentlig sag? 

”Ja, og det er flot, at han har kraft og stamina til at blande sig i debatten, som han gør. Sagen om ham virker ikke, som om den har gjort metoo-debatten en tjeneste.” 

Et stykke mening, ikke journalistik

Ifølge Helena Gleesborg Hansen fra Dansk Kvindesamfund kan en vinkling som i Jyllands-Postens leder medføre, at færre kvinder får lyst til at stå frem i medierne, hvis de er ofre for sexisme og seksuelle krænkelser.

”Jeg er i kontakt med mange kvinder, som har oplevet krænkelser eller voldtægt. Det har stor effekt på deres lyst til at tale om sådan nogle ting offentligt, når man i medierne kan se, hvordan krænkerne i nogle tilfælde ligefrem bliver hyldet,” siger hun.

Hos Jacob Nybroe bliver der dog ikke dvælet meget ved risikoen for, om færre får lyst til at udtale sig.

”Det sker hver dag, at vi skriver noget, som nogen ikke bryder sig om, så det er altid en risiko. Men det er også vigtigt at sige, at det her er et stykke mening, ikke journalistik. Så det ville være en mærkværdig konsekvens, og vi ringer ofte til folk, der har andre holdninger end det, vi skriver i lederne.” 

”Det ville være meget ikke-publicistisk, at vi i Danmark ikke skal diskutere alle sider af en sag. Det er en aktivisme, vi ikke melder os ind i,” siger han.

”Tør man være mandlig medarbejder på TV 2?”

Helena Gleesborg Hansen hæfter sig også ved mulige konsekvenser for de ansatte på både Jyllands-Posten og hos andre medier. Hun nævner, at efterårets store underskriftsindsamling fra kvinder i mediebranchen viste, hvor stort et problem der er med sexisme og seksuelle krænkelser.

”Og indsamlingen viste også, at det ikke har føltes muligt at stå frem og fortælle om seksuelle krænkelser. Når nogle medier nu går ud og tydeligt støtter Jes Dorph, fordrer det altså ikke ligefrem en lyst til at stå frem,” siger hun.

Heller ikke den kritik bider Jacob Nybroe på:

”Jeg synes også, man skal huske, at der findes medarbejdere på den anden side. Tør man eksempelvis være mandlig medarbejder på TV 2 for tiden?”

0 Kommentarer

Læs også

TV2’s advokatundersøgelse har fået konsekvenser for fem ansatte

TV 2’s sexisme-undersøgelse har fået konsekvenser for fem ansatte

11. JANUAR 2021
TV2 hyrede i september et eksternt advokatfirma, som nuværende og tidligere TV2-ansatte skal indberette sager om sexisme og krænkende adfærd til.

Jes Dorph-Petersen færdig som vært på TV 2 efter sexisme-undersøgelse

05. JANUAR 2021