Jes Dorph-Petersen færdig som vært på TV 2 efter sexisme-undersøgelse

Værten på ’Go’ aften Live’ er blevet afskediget på grund af anklager, som ligger 18 og 20 år tilbage. Selv kalder han processen ”uværdig, ensidig og uretfærdig” (Opdateret med kommentar fra TV 2 klokken 22.33)

Tv-værten Jes Dorph-Petersen er færdig med at tone frem på skærmen som vært på TV 2.

Jes Dorph-Petersen er nemlig blevet afskediget, efter at en ekstern advokatundersøgelse har gennemgået de sager om sexisme og sexchikane, der har fundet sted på TV 2 gennem årene.

Det skriver Ekstra Bladet, der har fået indsigt i en e-mail sendt til medarbejderne på Nordisk Film, der producerer ’Go’ aften Live’. Afsenderen af mailen er Ulrik Jørgensen, administrerende direktør i Nordisk Film.

”Som konsekvens af den advokatundersøgelse har TV 2 besluttet, at Jes Dorph-Petersen ikke længere skal være vært på TV 2’s kanaler,” skriver Ulrik Jørgensen ifølge Ekstra-Bladet i mailen.

Ulrik Jørgensen bekræfter over for Journalisten, at Jes Dorph-Petersen er blevet afskediget. Da der er tale om en personalesag, har han ikke yderligere kommentarer, skriver han i en mail.

Jes Dorph-Petersen selv bekræfter afskedigelsen på sin Facebook-profil her til aften. Her skriver han, at sagen mod ham bunder i to episoder, der fandt sted i 2001 og 2003.

”Grotesk, unfair og meningsløst forløb”

Tv-værten retter i sit opslag en skarp kritik mod TV 2 og den advokatundersøgelse, der nu har kostet ham jobbet.

”Sagsforløbet og konklusionen ryster og skuffer mig voldsomt. Jeg har siden midten af november været igennem en uværdig, ensidig og uretfærdig proces, hvor TV 2 og advokatfirmaet bag undersøgelsen efter min opfattelse fra starten har betragtet mig som skyldig og derfor dømt mig på forhånd,” skriver han blandt andet i opslaget.

TV 2 hyrede i september det eksterne advokatfirma Norrbom Vinding til at se mediehusets sager efter i sømmene. Det betød, at alle henvendelser vedrørende ’krænkende handlinger, sexisme og usund kultur’ skal rettes til advokatfirmaet.

Målet med undersøgelsen var ifølge administrerende direktør i TV 2 Anne Engdal Stig Christensen at få ’ryddet op i krænkelsessager’ og at ’tage et endeligt opgør med en usund kultur’.

Men det opgør overskygger ifølge Jes Dorph-Petersen, der også har underskrevet en opsigelsesaftale med Nordisk Film, alt andet i hans forløb.

”For mig er det historien om et grotesk, unfair og meningsløst forløb, hvor TV 2’s ønske om at vise handlekraft er endt i en uforsonlig straf, der risikerer at smadre min karriere, mit omdømme og genere mine nærmeste voldsomt. Der er ingen perspektiv i sanktionen. Og ingen, der får glæde af den,” skriver han i sit opslag på Facebook.

”Det gør ondt, når der er fokus på #MeToo”

TV 2’s indholdsdirektør, Lotte Lindegaard, siger i et skriftligt citat til Journalisten, at virksomheden ikke kan udtale sig i detaljer om Jes Dorph-sagen, fordi der som følge af blandt andet GDPR er ’et hensyn til de kvinder, der i fortrolighed har delt deres historier med advokatfirmaet Norrbom Vinding og TV 2’.

”#MeToo handler om, at der er ofre, og der er ingen vindere i disse sager. Det gør ondt, når der er fokus på #MeToo – både på dem, det er gået ud over, og på dem, der bliver anklaget for krænkelser,” siger Lotte Lindegaard videre i den skriftlige kommentar.

Hun understreger i kommentaren, at TV 2 hyrede et advokatfirma til at behandle alle henvendelser fra nuværende og tidligere medarbejdere for at ’få tilrettelagt en fuldstændig professionel proces’.

”Vores fokus på TV 2 er at skabe en tryg arbejdsplads uden krænkelser. Derfor accepterer vi heller ikke krænkelser, og krænkelser af alvorlig karakter er uforenelige med at bestride en position, hvor man er et billede på TV 2’s værdier.”

”I den situation er vores opgave at trække en streg og drage en konsekvens, uanset hvornår de er foregået,” siger Lotte Lindegaard i den skriftlige kommentar.

Opdateret med kommentar fra TV 2 klokken 22.33.

0 Kommentarer

Læs også

<span class=Overblik/ Her er chefernes forklaringer om sexisme på Tv 2 1">

Overblik/ Her er chefernes forklaringer om sexisme på TV 2

23. SEPTEMBER 2020
<span class=Nu står seks kvinder frem: Sexismen på TV 2 har dybe rødder">

Nu står seks kvinder frem: Sexismen på TV 2 har dybe rødder

23. NOVEMBER 2020