
”Det er en måde at signalere, at der er mere holdning bag, end der har været i nyere tid. For ligesom mange andre ting i samfundet, har Femina forandret sig de sidste 147 år,” siger mediechef. Foto: Femina
Kvindemagasinet Femina, der har 147 år på bagen, er ikke gået i stå, men er i udvikling sammen med samfundet.
Det skal et nyt layout på både magasinet og hjemmesiden understrege.
”Vi har skærpet vores vinkling af stoffet gennem nogle måneder. Det får også et visuelt udtryk nu,” siger Dorthe Kandi, der er ansvarshavende mediechef på Femina.
Femina har gennem det seneste år rustet op på aktualitetsstof og har markeret sig som et magasin, der også kan sætte dagsorden.
Senest har der været sagen om forholdene på danske fødegange, hvor Femina var mediet, der fik et interview med sundhedsminister Magnus Heunicke.
Tidligere på året dækkede magasinet også samtykkelovgivningen, og i begge tilfælde har redaktionen taget klart stilling til, hvad den mener, siger Dorthe Kandi.
Det er den journalistiske oprustning, Dorthe Kandi håber at kunne illustrere med det nye layout på både magasinet og hjemmesiden:
”At det er mere moderne og har kant. At det springer mere i øjnene. Det er en måde at signalere, at der er mere holdning bag, end der har været i nyere tid. For ligesom mange andre ting i samfundet, har Femina forandret sig de sidste 147 år,” siger hun.
Færre modeller på forsiden
Det nye layout på magasinet betyder, at logoet har skiftet udseende, og hele opsætningen er med Dorthe Kandis ord blevet strammet op.
”Vi har arbejdet med, at det skal være mere ens fra gang til gang end tidligere, og fontene skulle gerne signalere, at det er mere markant og skarpt end tidligere,” siger hun.
Også hjemmesiden har fået en makeover. Den skal også understøtte, at Femina med to digitale journalister, der er blevet ansat inden for det seneste år, har drejet blikket mere i retning af aktualitet og journalistik og har mindre fokus på livsstil.

Og så er der modellerne på forsiden af magasinet.
”Der skal stadig være genkendelse og bro mellem fortid og fremtid. Men vi arbejder også med, hvilke modeller vi bruger, når vi bruger en model. Der skal være størst mulig diversitet og udtryk,” siger Dorthe Kandi og tilføjer:
”Vi kommer også til at arbejde mere med at have kvinder, der ikke er modeller. Det har vi også gjort før, men vi kommer til at arbejde mere målrettet med det.”
I det nummer, der kommer på gaden torsdag, er det sangerne Iris Gold og Hanne Boel, der optræder på den lyserøde forside.
”Det er to sangere fra to forskellige generationer, som er der i anledning af kvindernes internationale kampdag. De er der baseret på en holdning og ikke, fordi de har udgivet en ny plade,” siger Dorthe Kandi.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.