
Harry Potter og håndbold – en del af håndbold-EM's visuelle identitet. Slutrunden startede i går, den 9. januar. Illustration: EHF
Jeg var 23 år, da der var VM i fodbold i USA i 1994. Jeg kan stadig huske logoet.

En enkel fortælling: Det amerikanske flag. En fodbold. Franklin Gothic. Sidstnævnte er navnet på den mest brugte Skrifttype i USA’s reklamehistorie. Skrifttypen er oprindeligt tegnet af den amerikanske designer Morris Fuller Benton. Logoet er designet af Pentagram
Og jeg vil aldrig glemme Otl Aichers legendariske designprogram for OL i München i 1972.

Hvis du gerne vil have det fulde billede af Otl Aichers design til München 1972, kan jeg på det varmeste anbefale Mark Holts spritnye bog: http://www.markholtdesign.com/ Otl Aichers
Og hvis jeg lukker øjnene, kan jeg tydeligt genkalde mig Swedish Masters International Badminton Championships elegante fjerbold.

Og så glæder jeg mig til at se, hvad OL i Tokyo har at byde på. Logoet tegner i hvert fald lovende.

Det første, der slår mig, når jeg kigger på logoet for EM i håndbold 2020, er, at jeg har set det før. Men hvad er det egentlig, jeg kigger på? En hvid cirkel leder mine tanker hen på en bold. Cirklen har en svag grå gradient, der gør den tredimensionel at se på. I cirklen er der tre stjerner, der snor sig ind og ud af hinanden. Eller er det tre flag, der er formet som stjerner? Øverst i cirklen mellem de snoede stjerneflag står der ganske småt EHF. Med en lille, skrå streg under.

Hvis jeg ikke kan fortælle, hvordan et logo ser ud, uden at det bliver komisk, er der som regel noget galt. Og hvis navnet alene ikke fortæller, hvad det drejer sig om, har vi som regel et problem. MEN’S EHF EURO 2020. Det er jo det rene volapyk.
EM i håndbold 2020-logoet ligner noget, der er gået i stykker og limet sammen igen med tarvelige effekter. Placeringen af det lille EHF – hvad det så end betyder – virker som et åbenlyst kompromis. Det typografiske arbejde under symbolet er sjusket spatieret. Det vil sige, at luften mellem de enkelte bogstaver ikke er jævnt fordelt. Det vil jeg ikke gå i detaljer med. Men prøv at se på EURO. Se, hvor tæt hele ordet står i forhold til 2020. Al tekst er sat i den samme skrifttype, i den samme vægt, hvilket får det hele til at flyde sammen. Skriftbilledet mangler kontrast.
Det svenske designbureau BVD siger det så fint: Simplify to Clarify. EM i håndbold 2020-logoet er et eksempel på det modsatte: Complicate to Confuse.
Da logoet blev præsenteret på en pressekonference i Wien i 2016, sagde generalsekretær for den østrigske håndboldsføderation Martin Hausleitner følgende: ”Målet var at skabe et logo, der bliver kendt ud over selve mesterskabet, og det er bestemt lykkedes os. Værtsnationernes farver, i dette tilfælde Sverige, Østrig og Norge, er indarbejdet i selve logoet. På den måde er der skabt et logo, som folk vil huske både under og efter EHF EURO.”
Sikke noget sludder.
For at promovere den store event har EHF EURO, som står for European Handball Federation EURO, lanceret en viral kampagne på Facebook.
Her udfordrer de os til en PHOTOSHOP CHALLENGE. ”Føler du dig kreativ?” spørger de i opslaget. Udfordringen går i al sin enkelhed ud på, at EHF EURO stiller fem fritlagte billeder af fem forskellige håndboldspillere, fanget i sære positioner, til rådighed. Dem kan vi så kopiere ind på et andet billede og skabe en helt ny situation. Den bedste kreation vinder en håndbold. Opslaget slutter med: ”Åben din Photoshop nu” smiley med solbriller. Og som inspiration har de delt en række eksempler:
Posted by EHF EURO on Sunday, January 5, 2020
Harry Potter og håndbold.
Posted by EHF EURO on Sunday, January 5, 2020
Den danske landsholdsmålmand Niklas Landin på tur med filmfigurerne Minions.
Posted by EHF EURO on Sunday, January 5, 2020
Den islandske håndboldspiller Gudjon Valur Sigurdsson rækker ud efter Gud.
Det første, der slår mig, er, hvor kedeligt, ligegyldigt og usjovt det er. Fantasiforladt. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på alt det forbudte, man kan lave med de billeder. Jeg kan mærke, at eksemplernes påtagede artighed provokerer alle mulige grænseoverskridende kontrareaktioner frem i mig. Shit mand.
Tiden går. Om lidt er det februar, og mændenes håndbold-EM er fortid. Vi glemmer logoet og billederne på Facebook, fordi det ikke giver nogen mening at gå rundt og tænke på … hvad var det nu, det hed … en bold med snoede stjerneflag og Svampebob Firkant, der får flyvespark. Men freden varer ikke længe. Til december er det kvindernes tur til at kæmpe om EM-guldet.

Hvorfor ser vi nu et ansigt af et alfebarn? Eller skal det forestille en kvindelig håndboldspiller? I så fald, hvorfor er der så ikke et billede af en mand i mændenes logo? Er det, fordi pigerne er pænere at se på? Eller kunne de ikke finde ud af at tegne en mand? Hvem skal føle sig krænket her?
Stram nu op!
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Logoet og den visuelle identitet er skabt af Infront Sports & Media. De holder til i Zug i Schweiz og har specialiseret sig i at markedsføre sportsbegivenheder. Hver gang jeg bliver bedt om at anmelde noget her er det sjovt nok altid noget lort jeg skal anmelde. Jeg bliver ikke bedt om at anmelde alt det gode som også er der ude. Jeg tog de "de gode eksempler" med fordi jeg gerne ville sige noget positivt så jeg ikke bare er ham den sure og kritiske. Jeg ville benytte mig af chance til at fortælle hvad der gør et godt logo.
Udstillingen lukker i morgen. Jeg er på galleriet fra 13 – 16. Håber vi ses.
Jeg vil vædde 1.000.000 på at dem der har lavet håndbold logoerne ikke kender noget af det du taler om. Skal ind og se din plakat udstilling imorgen:)
Flere