
”Teksten og måden, han står på, spiller utroligt godt sammen: Mere Morten – tommelfinger op – mindre EU – tommelfinger ned,” siger Martin Kirchgässner. Foto: Dansk Folkeparti
Genkendeligt, uæstetisk, ligefremt og i øjenhøjde.
Det er den slags ord, som går igen, når grafiker Martin Kirchgässner skal beskrive Yvette Espersens visuelle stil. Hun har været med til at skabe nogle af Dansk Folkepartis kendte kampagner – blandt andet plakaten ”Vores Danmark”, hvor en golden retriever var photoshoppet ubehjælpsomt ind.
Men ifølge Berlingske har Yvette Espersen nu valgt at stoppe sit samarbejde med partiet efter 15 år. Og det er værd at markere, mener Martin Kirchgässner, som roser Yvette Espersen for enkel og effektiv visuel kommunikation.
”Hun har jo ry for at lave grimme annoncer. Og man kan selvfølgelig diskutere æstetikken og typografien, men det vigtige er jo, hvad man siger. Og det har hun været god til at kommunikere meget klart og direkte – hendes plakater kommunikerer utroligt godt,” siger han.

Håndskriften er hendes signatur
Som et lysende eksempel på Yvette Espersens arbejde fremhæver Martin Kirchgässner Morten Messerschmidts valgplakat ”Mere Danmark, mindre EU”.
”Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at det er den bedste valgplakat lavet i Danmark,” siger han.
”Den er et eksempel på, hvor effektivt man kan kommunikere, hvis man ikke er bange for at være banal. Teksten og måden, han står på, spiller utroligt godt sammen: Mere Morten – tommelfinger op – mindre EU – tommelfinger ned. Det kommunikerer utroligt enkelt og effektivt.”
I plakatens nederste hjørne står der ”det ér muligt” med en håndskrift, der ifølge Martin Kirchgässner er blevet Yvette Espersens signatur.
”Det er en lidt ubehjælpsom håndskrift, som gør, at man fornemmer, at der er et menneske bag. Der er nærmest en personlig afsender, og det er en velvalgt stil, som ligger fint i tråd med at være et folkeparti,” siger han og uddyber:
”Det er ikke for perfekt og for æstetisk, og det skal ikke ligne noget fra et knalddyrt og superlækkert designbureau. Det må gerne ligne noget, DF’s vælgere næsten kunne lave selv,” siger han.
Tager ikke grundreglerne alvorligt
Den lidt amatøragtige visuelle stil kommer ifølge Martin Kirchgässner blandt andet til udtryk ved, at Yvette Espersen, der er uddannet grafiker og efterfølgende har uddannet sig inden for kommunikation, markedsføring og PR, ikke efterlever de regler, man typisk lærer på den slags uddannelser.
”De typografiske grundregler har hun ikke taget så alvorligt. Der er ofte forskellige størrelser på skrifterne, plakaterne er overlæssede, og tingene har stået på skrå og ikke helt til kant. Det har set lidt ubehjælpsomt ud nogle gange,” siger han.
Men det er helt bevidst, tror du?
”Det er sådan, det fremstår. Hun har ikke været bange for at sige, at det vigtige ikke er, at det ser lækkert og æstetisk ud – det vigtige er, hvad vi fortæller, og at vi er i øjenhøjde med vores vælgere,” siger Martin Kirchgässner.
”Frisk pust over Danmark” var den første
Over for Berlingske peger Yvette Espersen selv på ”frisk pust over Danmark”-plakaten som en af dem, hun er allermest stolt af. Det var hendes første kampagne for partiet og også første gang, hun brugte håndskriften, der senere blev hendes signatur.
”Jeg syntes, at vi skulle modernisere det hele og bruge en håndskrift, der ikke var en font, men en rigtig håndarbejdet håndskrift. Den skulle være en del af Dansk Folkepartis image,” forklarer Yvette Espersen, der fortæller, at det er hendes egen håndskrift, der ligger til grund for skrifttypen.

Også Martin Kirchgässner fremhæver ”frisk pust over Danmark”-plakaten.
”Igen giver samspillet mellem tekst og billede utroligt god mening – de er i bevægelse hen imod dig som beskuer, og man kan nærmest mærke pustet,” siger han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.