»95 procent af internettet er typografi«

Det er en stor tragedie, at typografiske standardindstillinger som Times New Roman har fået så stor udbredelse, siger den grafiske designer Elliot Jay Stocks, der talte i Danmark i weekenden. For meget af det æstetiske ligger i nuancerne uden for standardindstillingerne

»Typografi er som kaffe,« indleder Elliot Jay Stocks sin talk ved weekendens We Love Graphic Design-arrangement i Den Sorte Diamant i København. Det er en årligt tilbagevendende begivenhed arrangeret af Visuelt Forum under DJ og HK grafisk kommunikation om grafisk design og beslægtede fænomener.

Den britiske mand på scenen er grafisk designer, forfatter og ekspert i skrifttyper. Tidligere har han været kreativ direktør hos Adobe Typekit, og i dag er han redaktør på magasinet Lagom, som han også er medstifter af, ligesom han har stiftet typografimagasinet '8 Faces'. Og så er han kaffe-mand.

Det med kaffen skal vist fungere som en slags cliffhanger, for han går direkte videre fra den kuriøse påstand til at løbe sit cv igennem. Det gør han ved at vise en masse hjemmesider, primært for musikere i 90’erne og 00’erne, som han har lavet i sin tid som webdesigner. På et tidspunkt blev han træt af de mange flygtige internetsider, fortæller han. Han ville lave noget varigt, noget, han kunne stille op i sin reol. Og det blev altså '8 Faces Magazine', hvilket var »sjovt og typetastic«, som han siger.

Han er her for at fortælle om typografi, og modsat hvad mange tror, er der ikke nogen særlig forskel på, hvilken typografi man bør vælge til henholdsvis print og web.

»For et par år siden ville jeg have sagt, at der var 1.000 forskelle på de to. Men i virkeligheden er der faktisk næsten ingen. Og mest centralt er det jo, at typografi eksisterer for at ære indholdet,« siger han.

En stor tragedie

Men typografi er vigtigt. 95 procent af internettet er tekst – og dermed typografi – og det, mener han, er et faktum, som understreger, at vi alle er nødt til at vise det en vis opmærksomhed og respekt.

»Hvis du skriver noget, bruger du typografi. Ud over ord bruger du en skrifttype, og det er en måde, vi subliminalt kan påvirke læsere på og hjælpe dem til at forstå budskabet.«

Alle har adgang til WordPress, siger han, og mange har ligeledes adgang til standardprogrammer som Microsoft Word. Det er en stor tragedie, for hovedparten af verdens dårlige typografi skyldes dårlige standardindstillinger i den slags programmer, siger han.

Times New Roman, som de fleste kender, er ikke nogen særlig æstetisk velfungerende skrifttype, mener Elliot Jay Stocks. Alligevel er den blevet helt vildt udbredt.

Alle disse standardindstillinger har smittet af på grafiske designere og digitale typografer verden over, som derfor ikke er kritiske over for det, der opfattes som ’normalt’. Men afvigelser fra normalen kan, såfremt de fungerer æstetisk, højne det æstetisk indtryk, siger han.

Han nævner avisen The Guardia' og websiden Medium som nogle af de medier, der har haft held med at skabe et smukt typografisk design på deres websites. Hemmeligheden begge steder er i meget høj grad, at der kun bruges nogle få forskellige typer – og at medierne ikke er bange for at bruge seriffer i rubrikker.

Pseudo-kursiv er en forbrydelse

Elliot Joy Stocks har en kæphest, han kalder type crimes. Det kan være fejl, der er indlejret i selve det typografiske system. For eksempel det, han kalder pseudokursiv, som er kunstige kursiveringer, hvor bogstaverne bare hælder i stedet for at være lavet rigtigt kursivt.

»Den normale læser bemærker ikke disse fejl, men dybt nede i vores underbevidsthed bliver vi forstyrret,« siger han om disse forbrydelser.

»I stedet for at bruge bindestreger, bruger jeg altid tankestreger,« siger han og forklarer, at man helt lavpraktisk laver forskellen ved at holde ALT-knappen i bund på sin computer eller holde ”streg-knappen” på telefonens tastatur nede.

»Det er den lille nørdede forskel, som er vigtig, og som tabere som jeg kan lide at påpege over for vores lidende hustruer,« griner han.

Det skal føles rigtigt
Hvad gør man så som grafisk designer, hvis man er i tvivl om, hvilke skrifttyper der fungerer godt sammen?

»Et fremragende online værktøj er Typecast,« siger han, »hvor man kan vælge typografier fra næsten alle steder i verden og undersøge, hvordan de fungerer sammen.«

Selv om typografi er en videnskab, handler det i meget høj grad om følelser, siger han, og nogle gange kan for eksempel afstande mellem tegn føles rigtige, selv om de faktuelt ikke er helt korrekte. Men hvis de føles rigtige, er de rigtige. For hvis det ikke føles rigtigt, bliver læseren forstyrret.

Der er dog nogle tommelfingerregler, og med henvisning til typografen Erik Spiekermann, docerer Elliot Jay Stocks, at afstanden mellem ord i rubrikker ofte bliver for stor eller lille, hvis man bare bruger mellemrumstasten. Bedst er det at placere bogstavet ”i” mellem ordene i stedet for mellemrum og efterfølgende farve i’erne hvide (eller den farve, baggrunden har). For eksempel: »95iprocentiafiinternettetieritypografi«.

En god kop kaffe

Efter en lille times vender Elliot Jay Stocks tilbage til kaffen. På lærredet bag ham viser han et foto af en helt masse aggregater til kaffefremstilling, han har anskaffet sig.

»En dag stod jeg og lavede kaffe og tænkte: Jeg køber en AeroPress. Og en håndkværn. Og en V60. Og så er jeg simpelthen begyndt at lave kaffe som en professionel barista.«

Han fik købt alt det rigtige udstyr og begyndte at øve sig på at lave kaffe. Nogle gange lavede han en god kop kaffe, andre gange var den knap så god. Det forstod han ikke, for han brugte jo de samme bønder og den samme kaffemølle. Så købte han en vægt til at måle vand og kaffe helt præcist af og begyndte at veje alting og skrive noter på sin telefon, hver gang han havde lavet en kop kaffe. Og nu er han faktisk blevet god til det.

»Det er meget let at lave dårlig typografi,« siger han.

»Det kan alle finde ud af. Man kan købe en masse dyre skrifttyper og de rigtige programmer og alligevel gøre det dårligt. Men når man først sætter sig ind i detaljerne, så bliver man mere konsistent og i sidste ende bliver man god til typografi. Eller til at lave kaffe.«

2 Kommentarer

Henrik Birkvig
7. OKTOBER 2016
Ja ... og der var også mange
Ja ... og der var også mange mærkværdige påstande, der ikke rigtigt er underbygget, som fx denne:

»Den normale læser bemærker ikke disse fejl, men dybt nede i vores underbevidsthed bliver vi forstyrret,« siger han om disse forbrydelser.

Den engelske skriftekspert og autoritet Stanley Morison skrev engang en artikel til The Fleuron hvori han diskuterer forskellen på ’rigtig’ kursiv og skråtstillet antikva (som i øvrigt er benyttet i mange år indenfor kartografien). Så der var masser af bull shit bingo i indlægget.

Og så ER Erik Spiekermann altså ikke Gud.
Lars Pryds
3. OKTOBER 2016
Bortset fra, at det meste af
Bortset fra, at det meste af det Stocks præsentation var pluk fra første års pensum for de fleste af de tilstedeværende grafikere på WLGD, så var han da underholdende.
Det helt usædvanligt opløftende var dog, at der her var en web-designer, der havde opdaget fortryllelsen ved det trykte medie, hvor det oftest går den modsatte vej i dag – altså fra print til web. Og så var det jo faktisk lidt sødt at fornemme hans unge begejstring over alle de ting, vi andre old school papirmennesker anser for selvfølgeligheder :-)