search

Vil sælge Berlingskes bogstaver til hele verden

Det har taget over to år, men nu er skrifttypen Berlingske klar til at blive solgt til resten af verden. En norsk og en fransk avis har allerede købt bogstaverne. »Det er lidt ligesom skrifttypen Times, som blev udviklet til avisen The Times. Nu prøver vi det samme med Berlingske,« siger folkene bag

For to et halvt år siden skiftede Berlingske udseende: Et helt nyt avisdesign og en ny skrifttype. Skrifttypen fik navnet Berlingske og var udviklet af typografi-folkene hos Playtype. Siden har de siddet og filet videre på bogstaverne.

Nu er Playtype på vej med en markant udvidet udgave af bogstavfamilien Berlingske.

»Berlingske fik dengang 26-28 forskellige vægte – altså bredder som kursiv og fed. Nu er vi oppe på 170. Det er Danmarks største bogstavfamilie,« siger kreativ direktør og partner Jonas Hecksher.

Omkring juletid lægger Playtype den nye Berlingske-skrifttype ud på deres hjemmeside. Herefter vil de forsøge at sælge den rundt omkring i verden. Men en norsk og en stor fransk avis har allerede købt skrifttypen til relanceringer af deres avisdesign.

»Det er lidt ligesom skrifttypen Times, som faktisk oprindeligt blev udviklet til avisen The Times. Nu prøver vi det samme med Berlingske,« siger Jonas.


Illustration: Playtype

Der er gået over to år, siden Berlingske relancerede. Har det virkelig taget så lang tid?

»Ja, det har taget virkelig lang tid. Du kan regne ud, at hvis der er omkring 2.100 bogstaver i hvert skriftsnit, og det skal ganges med 170 – det er 357.000 bogstaver, vi har tegnet.«

Jonas fortæller, at Berlingske-bogstaverne næppe vil sælge til aviser i Danmark.

»Der er nok ingen, der har lyst til at ligne Berlingske, og det har de sikkert heller ingen interesse i. Vi prøver uden for Danmark,« siger han.

Kommentarer
1
Max Kim Tobiasen
22.10.13 16:34
Berlingske's font projekt er
Berlingske's font projekt er en ganske god analogi for koncernen og hvorfor det går dem dårligt.

At bruge sine begrænsede ressourcer på at skabe en font virker mildest talt en smule bagudrettet. Times New Roman blev udviklet til Times i 1931. Dengang var tingene meget anderledes. For eksempel var der meget få gode fonte, og Internettet var ikke opfundet. Idag er der et hav af gode fonte, og at begynde at ville bruge sin egenudviklede font på diverse hjemmesider, apps med mere er en ganske stor teknologisk udfordring. Til gengæld er der formentlig ikke den stor forretning i det. (jeg kender ikke markedet for salg af fonte, men det forekommer mig ikke at være stort, specielt taget i betragtning hvor mange fonte der er i public domain).

Istedet for at bruge penge på denne slags bagudrettede vanity projekter burde Berlingske se fremad og få fikset deres kerneforretning, website og forretningsmodel.
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen