Superhelte og fladmaste ansigter – sådan illustrerer DR og TV 2 VM

Det skal være sjovt, bryde med forventningerne og give lyst til at tune ind på skærmen. DR og TV 2 viser her, hvordan de med superheltetegninger og akrylplader skabte deres visuelle identitet til VM i herrehåndbold

Kappen blafrer bag ham. Armen er strakt frem. Men det er ikke Supermand, vi ser. Det er den danske håndboldstjerne Mikkel Hansen. Manden, der tidligere er blevet kåret til verdens bedste – spydspidsen for det danske håndboldlandshold, der i disse dage kæmper for at blive verdensmestre på hjemmebane i Herning.

Tegningen er én af flere i den kampagne, DR har fået lavet som en del af mediets visuelle identitet til slutrunden.

“Det er superheltestilen – som i en tegneserie. Inspirationen er eventyret, der løber af stablen i Herning. Vi har et tv-spot, hvor en lille dreng læser op af en bog for sin far – han drømmer om, at Danmark skal blive verdensmestre, og så folder historien sig ud fra hans fantasi og fra billederne i bogen,” siger Sophie Alexandrine Lindegaard. 

Hun er kreativ leder hos DR og ansvarlig for teamet, der har udviklet konceptet med de tegnede håndboldhelte.

Et andet eksempel på DR's tegninger ved slutrunden er af målvogteren Niklas Landin, hvis evner til at fange de susende bolde er blevet afbilledet på blækspruttemaner. Illustration: DR/Marie Buus/Maria Prohazka/Levende Streg

Tegninger bryder med forventningerne

På DR har de få gange før arbejdet med tegninger i deres formidling af store begivenheder. Det har nogle fantastiske fordele, mener Sophie Alexandrine Lindegaard.

“Når man tegner, så er alt muligt. Der er ingen grænser for virkeligheden. Man kan overdrive ting. Give Niklas Landin seks arme. Give René Toft en go-go-gadget-arm. Sætte nogle ekstreme løbehjulsben på Casper U. Mortensen. Man kan overdrive og karikere,” siger hun.

Fløjspilleren Casper U. Mortensen, der til daglig spiller for det spanske hold Barcelona, er rigtig hurtig. Det viser DR med hans Lynet-agtige ben, der spæner af sted. Illustration: DR/Marie Buus/Maria Prohazka/Levende Streg

Formålet med tegningerne – og med overhovedet at have en sammenhængende visuel formidling af VM – er todelt. Det skal på den ene side overraske:

“Visuelt er det et godt nøgleelement. Det giver en klar visuel sammenhæng, som samtidig bryder med forventningerne. Man er ikke vant til at se en cartoon-agtig streg på dr.dk og på vores bannere,” siger hun.

På den anden side skal det give folk lyst til at se VM i håndbold.

“I den store mængde af visuel stimulans, vi får, er det godt. Det her giver en rød tråd, som fanger folks opmærksomhed.”

Upassende tæt på spillerne

Også på TV 2 er det visuelle koncept et kerneelement i formidling af VM-slutrunden i herrehåndbold. Her har de taget billeder af spillerne, der har trykket deres ansigt ind på en gennemsigtig akrylplade, så det ser ud, som om de har ansigtet mast op mod kameralinsen.

“At være tættest på begivenhederne er en del af TV 2’s brand og DNA. Det var også det, der visuelt skulle formidles ved VM i håndbold. At vi aldrig før havde været så tæt på spillet og spillerne. For at blive i sportstermer skulle vi vise, at vi er så tæt på, at vi næsten overtræder stregerne,” siger Patrick Chan, der er art director på TV 2.

Han forklarer, at deres idé var at komme næsten ubehageligt tæt på spillerne.

“Det fungerede godt, men det var en udfordring, fordi der ikke var mange elementer at arbejde med. Det virker, når vi kommer så tæt på spillerne, som om de har fået kameralinsen i hovedet. Men hvis man er for langt væk, kommer det til at se ud, som om de er gået ind i et vindue. Det er en balance.”

TV 2’s fotograf på billederne, freelancefotograf Morten Bengtsson, mener, at slutresultet blev godt, selv om han havde meget kort tid til at fotografere.

“Det er en kompliceret idé at eksekvere, når man har et minut med hver spiller, men sådan er det. Det er en pressedag, hvor de laver alt muligt. Det er udfordringen med sådan et koncept. Men de var friske nok. Jeg synes, det under de omstændigheder er blevet meget sjovt,” siger han.

Danmark er stadig med ved VM i håndbold. De spiller fredag den 25. januar  i aften  semifinale mod Frankrig. Kampen går i gang klokken 17.30.

Mikkel Hansen er en af de spillere, TV 2 allerhelst ville se presset op mod en akrylplade  fordi han med sit lange hår og pandebånd er nem at genkende på trods af den deforme næse på billedet. Foto: Morten Bengtsson

Vi skal grine med spillerne

Selv om de to koncepter adskiller sig fra hinanden på overfladen, er der alligevel de samme grundlæggende principper bag dem.

Begge steder har man gjort sit bedste for, at formidlingen skulle være sjov.

“Hvis VM i håndbold allerede er sjovt, når man ser kampagnen, jamen så bare vent, til der rent faktisk kommer håndbold, så bliver det skide skægt. Det skal kampagnen få dig til at føle,” siger Patrick Chan fra TV 2.

På TV 2 er formålet med fotografierne ligeledes at få folk til at se VM i håndbold.

“Reaktionen skal være: ‘Hold da op, vi har aldrig set Mikkel Hansen sådan før. Og nå ja, der er VM i håndbold, det skal vi da huske at se’,” siger Patrick Chan og tilføjer:

“Spillerne er meget jordnære, selv om de er nogle af verdens bedste til deres profession. Og når vi har billeder som disse af dem, så kommer de også ned i øjenhøjde med os. Det taler til den gennemsnitlige dansker, og vi kan grine sammen med dem,” siger han.

Niklas Landin og Mads Mensah Larsen var også to af de spillere, som TV 2 fandt mest genkendelige i deres fotografier. Foto: Morten Bengtsson

Tegneseriestilen har også været en del af DR's tv-spot med reklame for VM i håndbold. Foto: DR/Thomas Bøgelund  Illustration: DR/Marie Buus/Maria Prohazka/Levende Streg

Og til slut: Det fulde billede af Super-Mikkel:

Illustration: DR/Marie Buus/Maria Prohazka/Levende Streg

0 Kommentarer