Journalist Mette Mayli Albæk anmelder det nye site for kvinder Broadly.vice.com
Her er hverken guide til det gode blowjob, fif til at komme over eks-kæresten eller billeder af efterårets 10 flotteste frakker.
Til gengæld møder vi en kvindelig skotsk landmand, får historien om fortrydelsespillen og ser billeder fra en ny bog om mødre med pistoler 'She’s got a gun'.
Broadly er seneste skud på stammen fra succesrige VICE, der med mere end 200 millioner unge brugere verden over sætter dagsorden med en blanding af features, enkle interviews, skæve klummer og små webtv-indslag.
Broadly kalder sig selv for et feministisk medie med massivt fokus på blandt andet retten til abort.
Broadly vil skrive originalt om kultur, politik, sex og mode set fra kvindens perspektiv, og det er jo sådan set fint nok. Bare man ikke forventer spor af nyheder – og i øvrigt er klar til lidt forvirring; for hvad er det egentlig, Broadly vil?
Det er rart at slippe for meget af det ligegyldige indhold, der ofte fylder i danske kvindemagasiner, og Broadly virker som et befriende selvironisk forsøg på at ramme den kvindelige målgruppe. I artiklen Extreme Self-Care for Modern Ladies tager Broadly stygt pis på damebladenes velkendte guides som ’Sådan får du mere overskud’ eller ’Sådan får du tid til dig selv’.
”Nogle gange har man bare brug for at komme lidt væk fra det hele. Køb dig selv en dyr læbestift, gå på gaden efter en fro-yo, og i morgen vil du vågne til en bedre dag. En bedre verden uden prostitution, voldtægter og uden mænd, der fortæller dig på gaden, at du skal smile,” som en af magasinets kun kvindelige skribenter ironisk skriver.
Broadly er ikke et nyhedssite, men et sted at slappe af med emner frem for personer. Noget af det, der ofte irriterer mig ved danske kvindemagasiner, er deres enorme fokus på kendtes hverdag. Et stort interview med eksempelvis en tv-vært bliver slået op på forsiden, men handler sjældent om holdninger – mere om vasketøj og motionsformer, der slanker.
Broadly er et overskueligt site med fem hovedemner, og det journalistiske mix gør indholdet let at komme igennem. Ingen historier er lige lange eller skrevet på samme måde. Her er simple fortællinger med små interviews fra et tilfældigt bryllup, hvor de mandlige gæster bliver spurgt om kærlighedens betydning. Et klassisk interview med den kontroversielle skuespiller Rose McGowan om sexisme i Hollywood, journalistik fra et kvindekrisecenter i Missouri og et 11 minutter langt tv-indslag om The Power Suit, som både Hillary Clinton og højesteretsforsvareren effektfuldt bærer – og den historie er på alle måder sjovere end et foto-arkiv med sæsonens dyre kjoler, som du altid kan finde på danske kvindesites.
Svagheden ved Broadly er, at jeg ikke helt forstår, hvorfor indholdet skal ligge for sig selv og have sit helt eget site. Egentlig vil jeg hellere klikke over på det almindelige VICE for at læse om rejseskribenten, der har dødsangst i flyvemaskinen, læse om en drone, der smider stoffer ned til indsatte i et fængsel i Ohio. Eller høre soldaten, lastbilchaufføren og teenageren fortælle, hvordan det er at slå et andet menneske ihjel.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.