
Chefredaktør på Jysk Fynske Medier Peter Orry kom i modvind blandt Journalistens læsere, da han beklagede sig over kun at have fået besat tre af i alt 27 praktikantstillinger i koncernen. Joachim Ladefoged, Andreas Bang Kirkegaard
DR har ’Gift ved første blik’, TV 2 har ’Landmand søger kærlighed’, TV 2 Zulu har ’Date mig nøgen’, og her i medieland har vi #storematchdag, mindre flatterende også tagget #panikdag, hvor videbegærlige, hårdtarbejdende journaliststuderende må rive og flå for at opnå deres drømme-praktikplads …
Eller nå nej.
Med 180 journaliststuderende til i alt 230 praktikpladser var hele bejleriet vendt på hovedet på denne uges store matchdag, og det var især praktikstederne, som blev ramt af #panikdag. Det blev et stort debatemne og kommer derfor også til at fylde en del af denne uges resumé af ugen på Journalisten.
Godt at få det friske pust
En af de frustrerede bejlere efter den store matchdag var chefredaktør på Jysk Fynske Medier Peter Orry. Jysk Fynske Medier havde til denne sæsons matchdag ellers forsøgt at gøre sig ekstra interessante over for de journaliststuderende med små videoer om at være i praktik i koncernen. Alligevel fik Peter Orry ikke besat mere end tre af i alt 27 praktikstillinger på matchdagen.
”Vi elsker at have praktikanter, og det er ikke bare, fordi de får lavere løn og laver godt indhold, men hver eneste redaktion har godt af at få det friske pust ind,” sagde Peter Orry.
Hans udtalelser fik flere læsere til tasterne, ikke mindst fordi Jysk Fynske Medier i sidste uge nedlagde 54 redaktionelle stillinger i en sparerunde.
Praktikanter og robotter
”Dejligt at se, at journalistpraktikanterne ikke ønsker at hoppe ind for at fylde de huller, Peter Orry og hans følgesvende har skabt rundt omkring på redaktionerne,” skrev for eksempel Ejner Munkebro.
”Men har han jobs til de praktikanter, når de er uddannet?” spurgte Majbritt Jacobsen på Facebook.
”Det er vel også skævt, hvis en redaktion består af praktikanter og robotter,” skrev Jan Eskildsen samme sted, med slet skjult reference til, at Jysk Fynske Medier vil erstatte en del af de nedlagte, faste stillinger med robotter og freelancere.
Efter den store matchdag er status, at omtrent 60 praktiksteder står ubesatte. Fra næste år bliver matchdag en computersag, og i den anledning har Journalisten skrevet en slags nekrolog om den store bejler-dag.
Radio for ringe til undulater
Alt imens praktikstederne kæmpede for at få praktikanter på Medie- og Journalisthøjskolen i Aarhus, så sendte Danmarks nye taleradio, Radio4, fra Banegårdspladsen lidt over fem kilometer derfra. Journalisten havde bedt Suzanne Moll, der har været med til at starte TV 2 Radio og Radio24syv op, lytte med.
Radio4 mangler journalistisk kant og skal arbejde med lyden, men kanalen skal nok finde sit publikum, lød hendes dom.
Også denne artikel gav Journalistens læsere lyst til at kommentere, flest fordi de havde lyttet til Radio4 og var skuffede.
”Radio4 er så ringe, at vi ikke engang vil byde vores to undulater, at de skal lytte til den, vi plejer ellers at lade radioen køre, hvis vi går nogen steder, så undulaterne ikke skal føle sig ensomme,” skrev for eksempel Niels Riis Ebbesen.
Men der var også opbakning til taleradioen.
”Alle nye medier skal lige have tid. Jeg husker tydeligt 24/7 i starten, og de endte med at blive fantastiske. Så pøj pøj til Radio4,” skrev for eksempel Lars Bech i en kommentar på Facebook.
To korte, du også skal have med, inden du går på weekend:
1. Der er fortsat kritik af en ny freelanceaftale for fotografer på Ritzau Scanpix, som trådte i kraft fra 1. november og blandt andet kraftigt forringer fotografernes rettigheder ved videresalg af deres billeder. Nu lyder det fra direktør i Ritzau Scanpix Kris Kjær Nielsen, at bureauet forsøger at finde nye måder at honorere fotografer, hvis de tager billeder, som bliver delt eller downloadet særligt meget. Formand for Pressefotografforbundet Lars Lindskov er dog langtfra tilfreds. Faktisk mener han, at de fotografer, som har skrevet under på aftalen, må have gjort det med en pistol for panden.
2. Efterspillet om udbuddet af en ny DAB-kanal, der gik til LOUD og ikke Radio24syv, fortsatte denne uge, hvor kulturministeren, partiernes medieordførere og Radio- og tv-nævnet mødtes i Kulturministeriet. Fredag meddelte ombudsmanden, at han ikke tager sagen op. Tilbage står, at flere partier ønsker, at Rigsrevisionen ser på Radio- og tv-nævnets afgørelse i sagen, som blandt andet Politiken har beskrevet. Desuden har kulturminister Rasmus Prehn sagt i en pressemeddelelse, at han vil ændre procedurerne for udbud af radio- og tv-kanaler, blandt andet så der fremover sidder nogen i Radio- og tv-nævnet med praktisk erfaring med medieproduktion.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.