
Agnete Schlichtkrull, Niels Christian Wilmann, Torben Åndahl/Ritzau Scanpix
”- – -”
Hvad er nu det?
Det er lyden af Radio24syv fra 1. november.
Nyheden om, at ungdomskanalen Loud vandt udbuddet af en ny DAB-kanal, så Radio24syv skal lukke, blev uden sammenligning denne uges største historie og kommer derfor også til at fylde betragteligt i vores resumé af ugen, der gik.
Faktisk har historierne trukket så mange læsere, at Journalisten denne uge har slået læserrekord og haft flere læsere end nogensinde før i de 10 år, vi har målt os selv.
”Det er en medietragedie af de større, at man kan lukke Radio24syv som en af de største succeser i dansk radiohistorie. Bare fordi. Øv!” lød den umiddelbare reaktion fra Peter Ernstved Rasmussen.
Det bliver et farvel til Kirsten Birgit på ’Den Korte Radioavis’. I stedet kommer Loud.
”Grænsende til pinligt”
Her på Journalisten siger vi velkommen til den nye radiokanal og håber på journalistik af høj kvalitet og selvfølgelig – vi er jo et fagblad – en arbejdsplads med gode forhold. Derfor så vi også nærmere på, hvordan Loud ser ud til at blive som arbejdsplads, når radiokanalen går i luften fra april næste år.
Der bliver blandt andet lagt op til, at værter kan få 316 kroner i timen, og at natteværter skal sende hjemme fra sig selv.
”Fedt at man har ambitioner om et Loud-univers på andre medier end radio. Det bliver fedt at følge med i – om Loud bliver et af de foretrukne medier for unge,” skrev Christian Hebell Paulsen blandt andet.
De fleste af vores læsere var dog ret kritiske, nærmest nådesløse, over for Louds egne beskrivelser af den kommende radiokanal.
”Alt ved det her projekt skriger cringe. Og det starter ved ’Puty Pie’,” skrev Thomas Emil Sørensen for eksempel med henvisning til, at Loud har nævnt verdens mest kendte youtuber PewDiePie som mulig værtstype på Loud.
I ansøgningen stavet Puty Pie.
Kanaldirektør Ann Lykke Davidsen svarede på en del af kritikken i en Q & A, hvor hun blandt andet afviste kritikken af stavefejl.
”Det er ikke min opgave at forholde mig til, om vores ansøgning er sjusket eller god eller dårlig. Vores ansøgning har vundet et udbud,” sagde Ann Lykke Davidsen.
Interviewet affødte en stribe kommentarer, blandt andet fra Majbritt Jacobsen, som skrev på Facebook:
”Det er jo grænsende til pinligt.”
”Hvad pokker foregår der?”
Journalistens læsere var også klar ved tasterne, da vi bragte reportage fra Radio24syv de sidste minutter, før de fik Radio- og tv-nævnets afgørelse.
”Det er jo både sygt og spild af ressourcer at lukke en populær og professionel radiostation. Men der er desværre snart ikke noget, der kan overraske en. ØV!!” skrev Allan Nelsson.
Den otte år gamle og højt skattede radiokanal måtte blandt andet se sig slået på målstregen i radioudbuddet, fordi Radio24syv budgetterede med 280 millioner kroner, mens Loud i sin ansøgning anslog at kunne levere radio omtrent 20 millioner kroner billigere. Afgørelsen fra Radio- og tv-nævnet fik hård kritik med på farten af Jørgen Ramskov, direktør i Radio24syv.
”Jeg vil vove at påstå, at hvis nogen ved, hvordan man laver billig radio, så er det os,” lød det fra en rasende Jørgen Ramskov, og flere af vores læsere bakkede op.
”Jeg er godt nok også indigneret. Hvad pokker foregår der?” spurgte for eksempel Karina Jørgensen på Facebook.
Andre var mere kritiske over for Ramskov.
”Det lyder lidt som om, at radio 24/7 var sikker på, at den var deres… og at ansøgning måske har været ”behøver vi virkelig det?”,” skrev Torben Rughave, også på Facebook.
52 stillinger forsvinder i Jysk Fynske Medier
Men det skal ikke handle om radioudbuddet det hele.
Danmarks næststørste mediekoncern Jysk Fynske Medier står over for en drastisk sparerunde, fordi koncernen skal spare 228 millioner kroner over de næste tre år.
Det kommer ifølge ledelsens plan til at koste 52 stillinger på redaktionerne. Resten af sparekravet på 37 millioner kroner til redaktionerne vil ledelsen finde ved et lønstop. Den sidste del vækker kritik, fordi der skal forhandles ny overenskomst næste år.
”Jeg kan ikke lide den trussel, der ligger i det med, at man forsøger at få os til at være tilbageholdende med lønkrav ved overenskomstforhandlinger,” siger Per Schultz-Knudsen, tillidsrepræsentant på Midtjyske Medier.
Historien vakte debat her på Journalisten, blandt andet fra hovedbestyrelsesmedlem Sebastian Risbøl Jacobsen, som er bekymret over, at lønstoppet i realiteten vil betyde, at ældre vellønnede medarbejdere bliver erstattet med yngre medarbejdere til en lavere løn.
”Jeg har ikke lyst til at være løntrykker for mine mere erfarne kolleger, men det er præcis det, jeg bliver, når arbejdsgiverne fortsat lykkes med at udhule startlønnen,” skrev han blandt andet, og flere var enige.
Der kom også kritik til Journalisten i kommentarfeltet:
”Hold fast en sølle dækning fra Journalisten. Jysk/Fynske skal igennem endnu en invaliderende sparerunde med indbyggede konsekvenser for både demokrati og pressedækning i store dele af landet, men det bedste I kan præstere er – forståelige, men forudsigelige – reaktioner fra tillidsfolkene og en linje om, at Jesper Rosener (direktør i Jysk Fynske Medier, red.) ikke er vendt tilbage på jeres henvendelse? Helt ærligt? Men det må også være svært at afse ressourcer fra den intense kontinuerlige dækning af 24/7’s snarlige lukning,” skrev Morten Guldberg.
Her fra Journalisten vil vi gerne understrege, at vi langtfra er færdige med at skrive om sparerunden i Jysk Fynske Medier. Vi følger sagen, og flere artikler er på vej.
Tre korte, du også skal have med:
1. Mens radiolyttere var i storm over udsigten til at miste Radio24syv, var forældre og elever landet over i storm over den nye it-platform for skole-hjem-samarbejde, Aula. Vi har talt med Henrik Kirkeskov, som var presseansvarlig, da Aula skulle lanceres for op mod 1,8 millioner brugere.
2. Det bliver ikke helt så dyrt som ventet for DJ’s medlemmer, når der skal være ekstraordinært delegeretmøde 24. november. Først lød det, at regningen kunne komme i nærheden af en million kroner, men nu viser tallene, at det snarere bliver 650.000 kroner. Vi er dykket ned i, hvordan regnskabet ser ud.
3. Til sidst en historie i kategorien jobnyt: Tidligere chefredaktør her på Journalisten Øjvind Hesselager skal være chefredaktør på Bornholms Tidende.
Vi ønsker tillykke med jobbet og god weekend til alle.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.