
”Bornholms Tidende har en helt fantastisk position som eneste dagblad på øen. Det giver både et stort publicistisk ansvar og mange muligheder for fornyelse,” siger Øjvind Hesselager. Jacob Nielsen
Den tidligere redaktør på Fagbladet Journalisten Øjvind Hesselager tiltræder den 1. december som ansvarshavende chefredaktør for Bornholms Tidende.
Det skriver Bornholms Tidende på sin hjemmeside.
Her fremhæver Øjvind Hesselager sin nye stilling som et af de mest spændende mediejob i Danmark.
”Bornholms Tidende har en helt fantastisk position som eneste dagblad på øen. Det giver både et stort publicistisk ansvar og mange muligheder for fornyelse. Jeg glæder mig til at være med til at sikre, at øen i mange år frem har en stærk, nysgerrig og opsøgende presse, selv om mediebilledet forandrer sig, og det er sværere at være avis. Det er en stor udfordring både journalistisk og økonomisk. Jeg er spændt og vil kæmpe for, at vi lykkes,” siger Øjvind Hesselager til avisen.
Bornholms Tidende har en helt særlig kontrakt med læserne, mener han.
”Det er nybrud, der møder stenbrud – og vi skal på de gode dage med hele vejen rundt,” siger Øjvind Hesselager.
Øjvind Hesselager fratrådte i slutningen af juni som redaktør på Journalisten i en forløb, som siden fik den daværende formand Lars Werge til at trække sig.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.