
Jesper Petersen, medieordfører i Socialdemoraktiet, fastholder bekymring om forhold på Loud for unge natværter. Foto: Steen Brogaard
”Det politiske signal kan ikke være til at misforstå. Det duer ikke at operere med underbetaling, hvis man er en statsligt finansieret radiostation.”
Sådan siger Jesper Petersen, medieordfører for Socialdemokratiet, efter heftig debat om lønforholdene for værter i alderen 15-25 år fra ungdomsmediet Sein, der skal sende mellem klokken 00 og 02 på den kommende radiokanal Loud.
De unge mennesker vil blive betalt 1.500 kroner for cirka 10 timers arbejde om måneden.
Jesper Petersen udbad sig sidste fredag (den 17. januar) en redegørelse fra Loud om forholdene efter flere artikler om de unge natradioværter på Journalisten.
Han fortæller, at han nu har været i dialog med både Loud og Dansk Journalistforbund. Og han er stadig bekymret.
”Efter at have læst og hørt alt, hvad der er blevet sagt, kan jeg godt være bekymret for, om lønforholdene er OK, og om hvorvidt de unge mennesker fra Sein bliver klædt ordentligt på til at løfte det ansvar, det er at være natradiovært,” siger han.
”En fin løn til ufaglærte unge”
På Radio Loud har Ann Lykke Davidsen, direktør, flere gange afvist kritikken. Hun skriver til Journalisten, at hun ikke har mere at tilføje til denne artikel. Tidligere har hun sagt:
”Det er en fin løn til ufaglærte unge.”
Ligeledes har hun sagt:
”Vi har hele tiden gerne villet have folk til at forstå, at vi har et samarbejde med en forening i et ønske om at hjælpe talentet på vej. Vi vil give ufaglærte unge en mulighed for at udfolde deres talent,” siger hun og tilføjer:
Natradioværterne er ved at få designet et uddannelsesforløb af en journalist, de vil få fast sparring af Radio Louds redaktør for eksterne produktioner, og de vil også få sparring af redaktører på Loud, siger hun ligeledes.
Det er i Jesper Petersens optik ikke op til politikerne, men arbejdsmarkedets parter at sikre, at der er ordentlige forhold.
”At Radio Loud overholder den overenskomst og agerer korrekt, det synes jeg Dansk Journalistforbund er de rette til at gå efter i sømmene nu,” siger han.
Men:
”Der bør være en tilfredsstillende afklaring om løn, arbejdsforhold og de etiske forhold for de unge værter, inden radioen går i æteren den første april. Det er der heldigvis lidt tid til. Men jeg vil godt appellere til, at både Loud og Dansk Journalistforbund gør sig umage med at løfte den opgave.”
Et stort ansvar hos de unge
Jesper Petersen mener desuden, at de unge værter får en plads på fladen, hvor de har et stort ansvar.
”Man kan sagtens forestille sig, at de bliver bragt i vanskelige situationer og møder lyttere, der står i en kritisk livssituation. Det skal de kunne håndtere, og her er der tale om meget unge mennesker,” siger han.
Ann Lykke Davidsen har tidligere fastholdt, at der ikke er tale om, at de unge skal udføre journalistisk arbejde.
Den præmis har Søren Søndergaard, medieordfører i Enhedslisten, tidligere sat spørgsmålstegn ved. Ligeledes har han, Pernille Bendixen (DF) og Jens Rohde kritiseret, at de unge ikke får et genetillæg, hvis de sender om natten.
Det ville give de unge en timeløn på 203 kroner i timen frem for de cirka 150 kroner, Loud sikrer lige nu.
Mener du også, der skal være styr på det, Jesper Petersen?
”Ja. Det er det, jeg mener med, at der ikke skal være underbetaling. Men dem, der er bedst til at gå det efter i sømmene, er Dansk Journalistforbund.”
Han er generelt ikke overrasket over den store debat om Loud.
”Det er helt naturligt, at der er skærpet opmærksomhed fra offentligheden, når de er betalt af skattekroner. Ligesom der er fokus på deres lønforhold ved natarbejde,” siger han.
Tidslinje – Her er hele debatten om Loud og Sein
Ungdomsmediet Sein offentliggør fredag den 10. januar et jobopslag, hvor de søger efter 8-10 unge værter i alderen 15-25 år til Loud. Det fremgår, at de vil få en ”symbolsk løn”. Det får skarp kritik af tidligere natradiovært Ayse Dudu Tepe, der mener, at de unge bliver ”fucket i røven af de voksne”. Loud og Sein afviser kritikken.
Til Politiken siger DJ-formand Tine Johansen 10. januar, at opslaget lyder bekymrende.
“Det at producere journalistik skal selvfølgelig ske på ordentlige vilkår,” forklarer hun.
Tirsdag den 14. januar lægger Sein den symbolske løn frem. Den bliver på 1.500 kroner om måneden, fremgår det på Seins hjemmeside. I et interview med Journalisten forsvarer projektleder Daniel Saroori fra Sein forholdene.
Onsdag den 15. januar forsvarer Øjvind Hesselager, chefredaktør på Bornholms Tidende og tidligere ansv. redaktør på Journalisten, arbejde til en lav eller ingen løn. Han fortæller om, hvordan han selv arbejdede gratis fem år på Månedsmagasinet Press.
Torsdag den 16. januar kan Journalisten i et interview med Ann Lykke Davidsen, direktør på Loud, fortælle, at Loud samlet set betaler Sein 725.000 kroner for at fylde 17 ugentlige timer ud i fladen på Loud over et år.
Dansk Journalistforbund kritiserer den 16. januar ligeledes skarpt de forhold, der er lagt op til for de unge værter på Loud. Formand Tine Johansen siger, at ”det slår bunden ud af vores arbejdsmarked”.
Fredag den 17. januar udbeder Socialdemokratiet sig en redegørelse fra Loud om forholdene.
Samme dag kan Loud fortælle Journalisten, at de har indgået en mere specifik aftale med Sein, og at den endelige aftale med Sein først er kommet på plads nu. Aftalen betyder, at der skal ansættes mellem 12 og 15 værter til en gennemsnitlig timeløn på cirka 150 kroner om måneden.
Journalisten lægger mandag den 20. januar de nærmere detaljer fra Louds aftale med Sein frem. Journalisten har fået aftalen af Loud. I aftalen fremgår det, at de unge på Sein vil få konkret sparring med Louds redaktør for eksterne produktioner og med redaktører på Sein.
Onsdag den 22. januar kritiserer medieordførere Pernille Bendixen (DF), Søren Søndergaard (EL) og Jens Rohde (R) Louds forhold for de unge. De bider særligt mærke i, at de unge ikke er sikret et tillæg for natarbejde. Jens Rohde siger: ”Jeg har det virkelig stramt med, hvad der foregår i Cirkus Loud.” Loud afviser grundlæggende kritikken.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.