
Medlem af Folketinget for Venstre og medlem af retsudvalget Jan E. Jørgensen vil ikke afvise en justering af visse dele af offentlighedsloven. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Det er intet andet end selveste offentlighedsloven, som står i vejen for, at det store oppositionsparti Venstre og andre interesserede parter får fuld indsigt i den proces, som førte til, at Radio Loud i efteråret vandt en sendetilladelse foran Radio24syv og DK4.
Det slog mediejurist Oluf Jørgensen fast over for Journalisten tirsdag, hvor han også argumenterer for at ændre offentlighedsloven, fordi han finder det problematisk.
Radio- og tv-nævnet har nemlig fuld dækning i offentlighedsloven til at holde dokumenterne bag DAB-processen for sig selv, fordi dokumenterne er lavet i forbindelse med sekretariatsbetjening mellem to myndigheder, nærmere bestemt Slots- og Kulturstyrelsen og Radio- og tv-nævnet. Og så kan de uden videre undtages fra aktindsigt, forklarer Oluf Jørgensen.
Men den forklaring stiller ikke Venstre tilfreds – langtfra, faktisk.
”Jo mere fordækt det her bliver, og jo mere Radio- og tv-nævnet gør for at holde informationen lukket, jo mere interessant bliver det rent principielt. Det er klart, at vi er nødt til at se på den konstruktion, der er om Radio- og tv-nævnet,” siger Venstres medieordfører, Britt Bager, der kalder processen om DAB-udbuddet for noget ”rod”.
Ingen grundlæggende revision
Hun henviser til, at heller ikke kulturminister Joy Mogensen kan kræve, at Radio- og tv-nævnet udleverer dokumenterne om DAB-udbuddet. Igen – på grund af offentlighedsloven.
Den nuværende offentlighedslov har i Folketinget kun opbakning fra Socialdemokratiet og Venstre. Alle andre partier vil ændre den. Dermed kan Venstre alene med sine mandater skabe flertal for en ny offentlighedslov.
Spørgsmålet er så, om partiet vil det, nu hvor offentlighedsloven står direkte i vejen for åbenhed om efterårets DAB-udbud?
Afviser ikke visse ændringer, men det kræver overvejelser
I starten af maj skrev medlem af retsudvalget for Venstre Jan E. Jørgensen til Journalisten, at Venstre ikke har ”aktuelle planer om en grundlæggende revision af offentlighedsloven, men vi drøfter som altid gerne konkrete forslag til justeringer”.
Det skrev han i forbindelse med, at Venstre også ønskede sig mere åbenhed om håndteringen af coronakrisen i Danmark fra regeringen. Og det gælder stadig, siger han.
Dog tilføjer han, at spørgsmålet kompliceres af, at sager om offentlige udbud ofte også rummer forretningsfølsomme oplysninger.
”Det kan da umiddelbart lyde besnærende med indsigt i de faglige vurderinger. Men i dem kan der også ligge forretningshemmeligheder, fordi kvaliteten af parterne på eksempelvis økonomi også skal holdes op imod hinanden. Jeg tør simpelthen ikke sige, om vi skal ændre reglerne her,” siger Jan E. Jørgensen.
Du skriver i dit mailsvar sendt til os tidligere i maj, at Venstre ikke har aktuelle planer om en revision af offentlighedsloven …
”Ja. Og jeg skriver også, at vi gerne drøfter konkrete forslag til ændringer af offentlighedsloven. Det er bestemt noget, man kan kigge på. Men det kræver grundige overvejelser. Jeg synes ikke, man skal ændre den, bare fordi Oluf Jørgensen har fået en idé,” siger Jan E. Jørgensen.
Til gengæld står Venstre fast på, at der skal skabes større åbenhed om DAB-udbuddet.
”Allerede efter sidste samråd blev vi enige i kulturudvalget om, at vi må se på konstruktionen af Radio- og tv-nævnet og ændre den via loven. Det er ikke gangbart i et retssamfund, at vi ikke kan få fuld indsigt i den måde, det her er afgjort på,” siger Britt Bager og fortsætter:
”Der er flere muligheder, vi kan gå videre med. Vi kan gå videre med en advokatundersøgelse. Vi kan gå videre med en undersøgelseskommission. Og vi kan gå videre med en parlamentarisk komité. Det er vi ved at undersøge nu.”
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.