Øjvind Hesselager, chefredaktør på Bornholms Tidende og tidligere ansv. redaktør på Journalisten. Jacob Nielsen
”Kan de selv opnå nogle fordele ved det, som de senere kan kapitalisere på, så skal folk have lov til at foretage nogle frie valg.”
Sådan siger Øjvind Hesselager, chefredaktør på Bornholms Tidende og tidligere ansvarshavende redaktør på Journalisten, efter heftig debat om den nye radiokanal Louds samarbejde med Sein, hvor natradioværter vil få 1.500 kroner i måneden.
Øjvind Hesselager har på Twitter argumenteret for, at der kan være mange gode ting ved at arbejde gratis – med henvisning til, at han selv arbejdede gratis for Månedsmagasinet Press fra 1989 til 1994.
Må man mon nuancere dækningen om hvad en ny radio betaler i løn? Jeg arbejdede GRATIS fra 89-94 på Månedsbladet Press. Det formede mit arbejdsliv. Min søn har lige skiftet job til meget lavere løn. "De vil lære mig alt de ved!". Jeg roste ham. #dkmedier #dkpol
— Øjvind Hesselager (@Hesselager_) January 14, 2020
Og såfremt de unge radioværter på Sein selv ønsker at lave natradio for Loud frivilligt for at lære en masse, synes Øjvind Hesselager, det er i orden.
”Min pointe er, at vi ikke skal fritage de unge muligheden for at gøre, som de vil, så længe det er frivilligt.”
Hvorfor synes du, det kan være godt at arbejde uden at få løn for det?
”Det er ikke det faktum, at man ikke får løn, der i sig selv er godt. For mig var det det faktum, at jeg uden at have nogle forudsætninger for det kom ind et sted, hvor der var nogle meget dygtige mennesker, der lærte mig alt, hvad de kunne,” siger han.
Må ikke blive rutinearbejde
Loud og Sein har fået heftig kritik for at ville betale natradioværterne 1.500 kroner i måneden. Til Journalisten har tidligere natradiovært på Radio24syv Ayse Dudu Tepe sagt, at de unge bliver ”fucket i røven af de voksne”.
Til Politiken har formand for Dansk Journalistforbund, Tine Johansen, også kritiseret forholdene:
”Det at producere journalistik skal selvfølgelig ske på ordentlige vilkår. Det er også et arbejde, hvor det, man laver, er noget værd, og derfor skal man selvfølgelig også honoreres for det.”
Over for Journalisten har projektleder Daniel Saroori fra Sein afvist kritikken. Det samme har Ann Lykke Davidsen, direktør på Loud.
Øjvind Hesselager melder sig som kritiker – såfremt det viser sig, at der ikke er læring at få for dem, der arbejder på dårligere betalte vilkår.
”Når det er til så lav løn, skal arbejdet bære lønnen i sig selv. Det gør det kun, hvis du får meget høj mening og meget stor læring ud af det. Bliver de blot udnyttet til rutinearbejde, melder jeg mig i det kritiske kor.”
Loud får jo 260 millioner kroner over fire år i offentlige midler. Er det ikke principielt vigtigt, at de betaler en ordentlig løn?
”Det ville da være skønt. Men at nogle får løn for fast arbejde skal ikke betyde, at andre ikke får mulighed for at lave noget andre vilkår. De frivillige unge er også meget friere stillet, kan gå hurtigere, kan lave andre ting, og chefen har mindre at have sagt,” siger han.
”Min pointe er, at vi ikke skal fritage de unge muligheden for at gøre, som de vil, så længe det er frivilligt.”
Arbejdede gratis i fem år
Øjvind Hesselager fortæller, at da han arbejdede for Press, levede han i første omgang af SU og lån – og senere af dagpenge på den daværende dimittendsats.
"Jeg sørgede for, at alt mit arbejde blev konverteret til opgaver på universitet, så jeg kunne få SU samtidig. Og så levede jeg på en meget lille sten. Der var ikke noget kaffe til 48 kroner,” siger han.
”Jeg lærte faget som mesterlære. Det er det bedste, jeg har gjort i min karriere, og det er nu tredive år efter stadig de mennesker, jeg vender tilbage til, når jeg er i tvivl. De var helt afgørende – meget mere end den uddannelse, jeg tog.”
Ulrik Dahlin, der også arbejdede på Press, har før fortalt, at han levede af offentlige ydelser samtidig med, at han arbejdede der. Har I ikke været begunstiget af, at der var større muligheder for det dengang end i dag?
”Jo. Dengang så a-kasserne mildt på én, bare man ikke gik i vejen. Men jeg synes, det handler om, hvorvidt man vurderer, at man kan leve af det, man får. Kan de unge det i dag, selvom de ikke kan arbejde på dagpenge, kan man gøre det,” siger han.
Hans råd til de unge
Øjvind Hesselager mener, debattørerne skal passe på med at argumentere på en måde, der fratager de unge deres mulighed for at blive dygtigere.
”Det, jeg egentlig hører i debatten, er, at nogle er bange for, at de unge rykker ind, varetager deres egne interesser og bliver så dygtige, at det bliver en slags løntrykkeri. Det er et fagforeningsargument, som kan forhindre de unge i at få den her mulighed. Det skal vi passe på.”
Udover Louds samarbejde med Sein har Radio4 også lavet et Talentlab, hvor de fylder timer ud gratis. Sker der ikke netop det, at de på meget billig vis får lavet noget arbejde, andre ellers skulle have lavet for en reel løn?
”Jeg kender ikke aftalerne i detaljer. Det bliver et problem, hvis det er et slavisk ansættelsesforhold, hvor de indgår i en fast produktion og skal lave ting, hvor der ikke er nogen læring. Bliver man håndteret som en almindelig lønmodtager uden løn, er det forkert,” siger han.
”Men det, at vi skal sikre lige lønvilkår for nogle, betyder ikke, at andre skal fratages muligheden for at tage et andet valg.”
Til sidst vil jeg egentlig bare gerne høre: Hvad er dit bedste råd til unge folk i mediebranchen, der gerne vil kunne leve af deres arbejde på et tidspunkt?
”De skal sikre sig nogle kvalifikationer, der er penge værd.”
Ungdomsmedie frustreret over Louds millionstøtte: Endnu et medie af voksne lavet til unge">
15 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Øjvinds råd til unge mennesker er så, at de skal bryde loven og arbejde, mens de modtager overførselsindkomst.
Hvor flot - men det kommer også fra manden, der ikke kunne finde ud af at skrive om aldersdiskrimination i journalistfaget.
Jeg synes du blander et par ting sammen.
Du har ret i, at det er vigtigt, at ungdommen basker med vingerne for fuld kraft, prøver sig selv af, og får erfaringer som de kan bruge - fx. til at finde ud af, om mediebranchen er det sted, de skal arbejde i fremtiden. Det kan godt indbefatte, at de afleverer en artikel eller et foto, som bliver betalt i feedback, netværk og en erfaring, der gør dem klogere.
Men, der er forskel på, hvor længe man gør det - og hvem man gør det for.
Jeg var ikke tæt på Press, men som jeg husker det, så var det et græsrods-initiativ, som økonomisk vel var en humlebi. Det var teoretisk umuligt, men - den fløj sgu' videre - og videre i en del år. Der var ikke nogen, der blev rige på andres bekostning, og afgørende i denne diskussion: Det var et forsøg på at skabe noget nyt - ud fra intet. Og det var vel først og fremmest et initiativ, som ikke ødelagde noget for andre.
Forskellen er ret markant i forhold til de nye radiostationer, der har en offentlig check i ryggen, og som skal kæmpe om markedsandele i konkurrence med andre radiostationer. Offentligt finansierede medier burde ikke holdes i luften af (halv)gratis arbejdskraft. Det tager ganske simpelt jobs væk fra freelancere eller erfarne folk, som kunne løse de samme opgaver.
Du kunne betale dine regninger, din mad og din husleje, fordi der var 300.000 arbejdsløse og A-kasse-systemet ikke var regoristisk, og man kunne cirkle rundt i systemet i mange år. Sådan er det ikke længere. Den model, der betalte for din "mesterlære" eksisterer ikke længere.
Nutidens freelancere kan ikke løse opgaver for pebernødder, halvlunken kaffe og viden om at der var 1234, der klikkede ind på deres artikel eller lyttede til deres udsendelse. De bliver smidt ud af A-kassen på den halve tid, kontrolleret i hoved-og-røv, og de har børn der skal fodres, husleje der skal betales, computere der skal udskiftes, ferie der skal spares op til, kurser der koster penge og sygedage som giver store, sorte huller i regnskabet.
Fik jeg nævnt, at børnene skal fodres og huslejen betales, når man er voksen?
Nu skal det ikke være en sort-hvid diskussion, som bliver unuanceret. Så for en ordens skyld, erkender jeg gerne, at jeg også har produceret artikler og lavet websites gratis for at lære noget i mine unge år. Det gør jeg faktisk stadig, selv efter tyve år i branchen.
Men - i min studietid var det en interesseorganisation, jeg lavede websites for, og i dag er det en lille idrætsklub med 80 medlemmer, som jeg laver ting for - for at lære noget undervejs. Det er ikke opgaver, som kunne være betalte opgaver, for så dybe lommer har de små organisationer ikke. Det vigtige er her, at jeg lærte noget - uden at tage brødet ud af munden på nogen. I sin tid øvede jeg mig lige som du gjorde, og i processen fandt jeg ud af, at jeg gerne ville være journalist. Siden søgte jeg ind på uddannelsen, og det har jeg endnu ikke fortrudt.
Jeg har sidenhen lavet nogle få enkeltstående opgaver, hvor jeg tog en betaling, som var for lav, fordi jeg synes, at jeg var uerfaren på en bestemt faglighed. Men, belært af mere erfarne kollegaer, så har jeg erkendt, at når jeg først en gang har sat prisen lavt, så er det tæt på umuligt at hæve prisen til normal takst hos den samme kunde. Jeg skyder ikke blot mig selv i foden, jeg river også tå-neglene af mine kollegaer.
Derfor synes jeg, du skyder ved siden af, når du bruger dine erfaringer fra 1990'erne (eller der-om-kring) til at konkludere, at det er fint, hvis ungdommen i dag arbejder stort set gratis for licens-finansierede medier. De pågældende radiostationer har været i en budkrig for at vinde opgaven, og den billige eller gratis arbejdskraft er så åbenbart en af de metoder, de har brugt til at udmanøvrere hinanden.
Derfor mener jeg ganske simpelt, at du laver en fejl-slutning, når du sammenligner din tid på Press med de nye jobopslag, hvor folk skal arbejde for en "løn", som egentlig ikke er en løn, men en almisse, der hverken strækker til at betale husleje eller fodre børn.
Det er muligt at være ung og baske med vingerne og lære en masse uden, at man skyder sig selv i foden eller underminerer kollegaerne. Også i 2020.
For lad os være ærlige, mediebranchen eller samfundet har jo ikke ændret sig sønderligt siden 1994. Den generation har sit på det tørre med millioner på pensionskontoen, men kender INTET til virkeligheden i dag og har fx. aldrig prøvet at have et voksenjob, der ikke kan betale deres regninger.
Flere