I to omgange er flere medier hoppet på en effektiv spin-manøvre fra Venstres tidligere chefforhandler og finansordfører Peter Christensen.
Det er i høj grad lykkedes for ham at plante en fortælling om, at det var Dansk Folkepartis store fremgang, der var årsagen til, at han højst overraskende røg ud af Folketinget ved valget.
En tidligere spindoktor kalder det ”skidegodt kommunikationsarbejde”. Men forklaringen holder bare ikke vand ifølge en valgforsker. Sandheden er nærmere, at Peter Christensen blev fravalgt af Venstres vælgere til fordel for de øvrige Venstre-kandidater i Sydjylland.
Han gik således fra at være den kandidat, som fik tredjeflest V-stemmer i Sydjyllands Storkreds i 2011, til at ryge helt ned som nummer otte. Langt fra en af de fem pladser i Folketinget, som Venstre fik i Sydjylland denne gang.
Lige efter valget skrev Peter Christensen på Facebook:
”Venstre har fået en røvfuld af Dansk Folkeparti - og det har jeg også.”
En forklaring, som fik lov at stå uimodsagt i en lang række medier i dagene efter folketingsvalget.
I sidste uge fik Peter Christensens forklaring om røvfulden fra Dansk Folkeparti igen lov til at fylde store dele af mediebilledet. Det skete, da Peter Christensen meddelte, at hans valgnederlag betyder, at han trækker sig helt fra politik.
Den historie erfarede TV 2 i en historie på nettet, hvor det gamle facebookcitat igen blev hevet frem. I artiklen gentager Peter Christensens egen kredsformand, at Dansk Folkepartis fremgang var hovedårsagen til Peter Christensen forsmædelige valgnederlag.
Ritzau lavede derefter en citathistorie efter samme skabelon, som blev bragt på de fleste store danske avisers hjemmesider. Her gjorde Ritzau også brug af den kække facebook-forklaring.
Eks-spindoktor: Skidegodt kommunikationsarbejde
»Det er et eksempel på skidegodt kommunikationsarbejde af Peter Christensen. Han smider noget kommunikativt madding ud, som han håber, at medierne æder. Og det gør de. Journalisterne tager det fede citat, der peger ind i fortællingen om Dansk Folkepartis uovervindelighed. Og det fjerner fokus fra de andre dele af sandheden om Peter Christensens valgnederlag,« siger Rulle Grabow, der selv er tidligere spindoktor for en V-minister og nu har sit eget kommunikationsbureau.
»Hvis han ærligt havde sagt, at Venstres vælgere har desværre foretrukket nogle andre kandidater end ham, så havde journalisternes næste spørgsmål jo været, hvorfor har de det? Og det havde ikke været sjovt for ham at svare på,« siger Rulle Grabow.
TV 2 afviser at være hoppet på spin
Hos TV 2 mener digital chef Peter Brüchmann ikke, at man er hoppet på noget spin.
”Jeg har svært ved at se det store spinspøgelse her. Vi bringer en helt straight nyhedshistorie, bekræftet af kredsformanden og med citat fra kredsformanden. Fair nok, at nogle mener, at der mangler nogle modspørgsmål om Peter Christensens dårlige personlige valg, men at se det som det store stygge spin skal man vist være i agurke-panik for,” skriver Peter Brüchmann i en mail til Journalisten.
Valgforsker afviser DF-forklaring
Peter Christensen mistede 60 procent af sine personlige stemmer fra valget i 2011, mens Venstres seks øvrige folketingsmedlemmer fra Sydjyllands Storkreds højst mistede en tredjedel af deres stemmer.
»Jeg tvivler meget stærkt på, at Dansk Folkepartis fremgang er hovedårsagen til Peter Christensens i særklasse personligt dårlige valgresultat. Han har fået et meget dårligere personligt valg end alle de andre V-kandidater i Sydjylland. Det tyder på, at han er blevet personligt fravalgt af vælgerne,« siger valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet.
Han har svært ved at se, at forklaringen skulle være Dansk Folkepartis fremgang.
»Det ville jo kræve, at hans vælgere i langt højere grad er gået til Dansk Folkeparti, end de andre V-kandidaters vælgere i Sydjylland. Det har vi ingen tal for. Men jeg tvivler stærkt på, at det skulle være tilfældet,« siger Rune Stubager.
Dansk Folkepartis fremgang i Sydjylland var rigtigt nok størst i Peter Christensens valgkreds i Aabenraa, hvis man måler i procent. Men det er antallet af stemmer, der tæller.
Og i Sønderborg og Vejen fik Dansk Folkeparti større stemmefremgang end i Aabenraa. På samme måde mistede Venstre flere vælgere i disse to valgkredse end i Aabenraa.
Klarede sig suverænt dårligst
Alligevel klarede disse to Venstre-kredses kandidater sig langt bedre end Peter Christensen. Mens han altså mistede 60 procent af sine personlige stemmer, så tabte Sønderborg-kredsens kandidat Ellen Trane Nørby ”kun” 33 procent af sine vælgere. [[nid:34145]]
Vejen-kredsens kandidat Anni Matthiesen opnåede tilmed fremgang i sit personlige stemmetal på trods af Venstres nedtur. Det betød, at hun overhalede Peter Christensens stemmetal og reddede sin plads i Folketinget på bekostning af ham og to øvrige sydjyske V-folketingsmedlemmer.
Flere medier har siden folketingsvalget kørt historier, hvor årsagen til Peter Christensens valgnederlag bliver nuanceret mere, end at det blot skyldes Dansk Folkepartis fremgang.
Det var JydskeVestkysten, der den 28. juli om aftenen breakede nyheden om, at Peter Christensen stopper helt i politik. Her bragte avisen ikke det gamle facebookcitat eller andre forklaringer om Dansk Folkepartis fremgang.
Journalisten har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Peter Christensen selv.
17 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Fedt med en kritisk kommunikationshistorie. Og ekstra fedt, at der er tal, der helt konkret sandsynliggør, at en given historie er spin. Det er af gode grunde ikke hver dag, at spin 'dokumenteres'. Tak for det.
Og så kunne det også lige være lidt skægt at høre, hvor eller hvem Journalisten har historien fra :)
Kære Lasse
Du spørger hvor vi har historien fra. Det kan jeg godt afsløre - denne gang.
Den skyldes primært, at Jørgen Skadhede undrede sig og derpå undersøgte sagen.
Mvh
Det er lidt sjovt, at Journalisten ikke venter med historien til Peter Christensen har kommenteret ...! Han har jo ikke bekræftet, at det er spin med overlæg.
Tak for svar Øjvind. Og fedt nok Jørgen.
Rød-blå, højre-venstre sutsko - eller endnu en for afsender bekvem spinvinkel? 'Danske' journalister tilhører vist primært det, Tariq Ali kalder "den ekstreme midte", ikke? Og så med en klar borgerlig overvægt i mediernes views-afdeling.
Flere