Klokken er 13.20. Jørgen Ramskov rejser sig og halser ud ad den store mørke dobbeltdør. Hvor mange flere følger efter? Valget er netop blevet udskrevet af statsminister Lars Løkke Rasmussen på Christiansborg, få hundrede meter væk.

Her på Axelborg er en stor del af de danske mediechefer samlet i en fyldt sal for at deltage i Mediernes Årsdag, hvor vi skal tale om ’Mediernes betydning for samfundet’.

Gæsterne er prominente og indpakningen optimal troværdig – senere bliver en ny RUC-undersøgelse lanceret. Den understøtter fint budskabet: Gammelmedierne er meget vigtige.

Vi er ikke mindst samlet for at hylde arrangøren Danske Mediers mærkesag – publicismen. Den særlige manøvre, hvor skattefinansieret mediestøtte omsættes til demokrati ved hjælp af journalistik.

Og vi skal selvfølge lidt rituelt kritisere de sociale medier.

Det er en sikker og tryg opskrift. Alle pladser er besat, og på scenen står lige nu Watergate-journalisten Carl Bernstein og lovsynger de idealer, vi får sværere og sværere ved at efterleve, fordi der bliver færre og færre journalister i fødekæden. Men det taler vi til gengæld ikke rigtigt om.

Og nu har Løkke trykket på knappen …

Et dilemma højere end Frihedsstøtten

Et dilemma på højde med Frihedsstøtten uden for på Vesterbrogade – en 20 meter høj obelisk, rejst til minde om stavnsbåndets ophævelse – rejser sig i lokalet.

Hvad gør en rigtig og vigtig mediechef lige nu?

Valgmaskinen ruller. Symbolet på det, hele arrangementet handler op. Ligner det panik, hvis man er nødt til at rejse sig? Mens Bernstein taler. ”Ikonet”, som der står i programmet.

Og omvendt: Er man uvigtig hjemme på redaktionen, hvis man bliver siddende her ved de runde borde med friskt skænket kaffe og bare lytter videre? Der er jo også middagen i aften.

Næsten alle bliver siddende. Det kan man så tænke lidt over, mens pressens minister nærmer sig.

Den perfekte scene

For Lars Løkke Rasmussen er på programmet lige efter Bernstein.

TV 2 News skal sende live fra hans tale på Axelborg. Det er ganske enkelt en perfekt rampe til valgkampens første tale og møde med pressen. En helt perfekt timing for statsministeren.

En feststemt forsamling, der vil grine imødekommende af morsomhederne fra talerstolen. Labbe rosen i sig. Og tage imod et alvorsord eller to. Det bliver sikkert noget med mangel på substans og for mange konflikter. Det hører sig til.

Klokken 14.48 kommer Lars Løkke Rasmussen ind i salen. Godt fem kvarter efter at valget blev udskrevet. Vi føler os vigtige.

”Tak skal du have, Martin!”

Martin Krasnik, ansvarshavende chefredaktør på Weekendavisen, binder dagens arrangement sammen. Han takker først statsministeren for at time valgudskrivelsen perfekt med dagens program.

”Det er en fantastisk dag,” siger han. ”Der er udskrevet valg. Vi er det rigtige sted,” fortsætter han – kigger på Løkke og siger frejdigt:

”Sig, hvad du har at sige!”

Salen griner venligt af gadedrenge-attituden.

Og Løkke åbner lige så jovialt.

Stemningen er nu så afslappet, at det demokrati, der arbejder lige nu, kun kan være dansk:

”Tak skal du have, Martin!”

Løkke pointerer derpå drillende, at medierne kommer til at spille en ”bærende birolle” i det valg, der skal finde sted på Grundlovsdag, den 5. juni – kun 10 dage efter valget til Europa-Parlamentet.

Fakta er under pres

”Folketingsvalg på demokratiets festdag!” understreger Løkke – der derpå kaster sig over det emne, som arrangøren Danske Medier helst ser på dagsorden – de uartige sociale medier.

For nu, hvor DR er blevet skåret tilpas ned, er det de udenlandske tech-giganter, der er de private mediers hovedfjende. De stjæler annoncekronerne og læserne. Og de betaler ikke skat.

Og selv om Løkke understreger, at de sociale medier er vigtige moderne forsamlingshuse, så bekræfter han overordnet fjendebilledet.

”Det går hurtigere og hurtigere, så man indimellem må tage sig til hovedet,” siger Lars Løkke Rasmussen og eksemplificerer med, at et stigende antal mennesker i dag angiveligt tror, jorden er flad.

”Fordi Youtube kan nå hele jorden rundt!” siger Løkke – og favner dermed sin målgruppe perfekt.

”Faktabegrebet er under pres, og alt kan beskyldes for at være fake news. Og det betyder, at det er svært at lave real news,” fastslår han.

Vi har brug for en ordentlig samtale

Fjenden er overalt. Debatten i Danmark er blevet iblandet ”synspunkter, som de fleste betragter som fremmedfjendske”.

Rasmus Paludan og Stram Kurs er dermed plantet mentalt i lokalet – inden statsministeren har sagt ordene.

Løkke sammenfatter, at vi er nødt til at tage ”faresignalerne alvorligt”, og at han ”kan se tendenserne” til en udvikling, han ikke kan lide.

Heldigvis ligger løsningen lige for. Grundighed. En klassisk debat. De gode gamle medier.

”Jeg har udskrevet til en lang valgkamp. Vi har brug for, at vi får en ordentlig samtale,” sammenfatter han.

Vi har brug for jer!

Nu nærmer Løkke sig sit klimaks:

”Vi har brug for jer, frie og uafhængige medier,” siger han.

Og selv om statsministeren efterlyser mere journalistik, der er på borgernes side, og mindre politisk analyse, proces og konflikt, så forbliver tonen positiv.

”Jeg synes sådan set, at de danske medier er bedre end deres rygte,” siger han med en lille talefejl. For der ”laves masser af kvalitetsjournalistik” mener han – og peger blandt andet på den politiske journalistik.

”Hvor mennesker som jeg bliver stillet til ansvar for alt. Som i alt!”

Salen griner. Og Løkke gør klar til at runde af – han finder en vits:

”Jeg befinder mig i en fase af mit liv, hvor det er farligt at støde nogen som helst fra mig.”

Og salen griner – og Løkke takker medierne for deres store indsats.

”Tak fordi I bliver ved med at bide os i haserne. Det er ikke altid lige rart,” siger han og kigger ud over salen:

”Men det gør Danmark bedre!”

Advarsel mod Paludan

Martin Krasnik interviewer derpå Lars Løkke Rasmussen på scenen.

Krasnik spørger, hvad Løkke mener om, at Stram Kurs er opstillet, og Lars Løkke Rasmussen forklarer, at han har holdt øje ”med det fænomen i meget lang tid”.

”Jeg skal ikke sige noget pænt om det parti,” slår han fast. Og lægger afstand til Rasmus Paludan:

”Den politiske platform, han har formuleret, den er så fjern fra mig, som den overhovedet kan være.”

Hvis han peger på dig …

Og så falder det spørgsmål, som vil komme i forskellige forklædninger igen og igen i en valgkamp, hvor Rasmus Paludan vil rejse fra meningsmåling til meningsmåling, som det sorte ”P” helt yderst til højre.

Krasnik: Hvis han peger på dig, og det sikrer dig et flertal, vil du så?

”Det er en absurd måde at fremstille det på,” parerer Løkke.

”Jeg gider ikke sidde og bruge min energi på alle mulige …”

Krasnik: Jeg vil aldrig danne en regering, hvis flertal er sikret af Paludan, kan du sige det?

”Jeg kommer ikke til at basere min regerings politik på holdninger, som udtrykkes af det parti,” undviger Lars Løkke Rasmussen – og taler derpå direkte til mediernes og danskernes fornuft:

”Min bedste anbefaling er at formidle, hvad manden mener, og hvad konsekvensen af det er,” siger han – og sammenfatter:

”Hvis det bliver formidlet, så vælger jeg at tro på, at danskerne vil vende ryggen til det.”

Undskyld til Paludan

Og således er valget skudt i gang, og Stram Kurs er en realitet i den politiske retorik og i gammelmediernes dækning. Og der vil han forblive – Youtube-fænomenet, der er helt uden for mediestøttens og den kontrollerede og redigerede samtales rækkevidde.

Og han sætter sig spor fra første færd. Som en uventet gæst, ingen tør sende hjem.

På P1 samme aften er Rasmus Paludan direkte igennem. Trods de rabiate synspunkter bruger studieværten megen live-tid på at sige undskyld til ham, fordi ‘Orientering’ fejlagtigt tidligere har refereret en pjece, som om den var hans rigtige partiprogram.

Det bliver en belejlig rampe for et hårdt udfald fra Rasmus Paludan mod de ”røde lejesvende” – hvis scene han nu erobrer indefra, mens han forsøger at undergrave dem.

Vinderen er – Paludan

I aftenens første partilederrunde på DR1 bliver Paludan placeret helt ude på fløjen. Men det er ham, der brænder bedst igennem. Han stiller sig oven på den angst, som de etablerede partier igen og igen har formuleret over for danskerne via de etablerede medier – og som ingen derfor rigtigt kan tage effektfuld afstand fra.

Kommentatorerne er begejstrede: Noa Redington understreger i ‘News Night’ på TV 2 News, at Rasmus Paludan er bedst, når han på DR får lov at tale uimodsagt – præcis som på Youtube.

Hans Engell istemmer klokken 23.44, at Rasmus Paludan er en rigtig ”god kommunikator”.

Og hos Ekstra Bladet fastslår Henrik Qvortrup kort og klart, at ”aftenens vinder er ubetinget Rasmus Paludan”.

Dagsordenen er sat. Der står Paludan på den. Skabt på Youtube, båret frem af gammelmedierne. Er det gammelmediernes rolle i fremtidens demokrati?