Når jeg har skrevet det her indlæg færdig, skal jeg nok tie stille. Det lover jeg. For jeg vil så nødig lægge mig ud med mine søde kollegaer. Men...
Den 16. april startede udviklingschef på Nordisk Film TV, Nicolai Würts, en indsamling imod en politiker. De fleste af jer har nok hørt om den, og mange af jer har formentlig også støttet den. Politikeren hedder Rasmus Paludan, og indsamlingen er nu oppe på over to millioner kroner.
Hvor mange af pengene der er doneret af journalister, ved jeg ikke. Men vi har som stand ikke holdt os tilbage med at bakke op om initiativet.
På udviklingschefens egen facebookprofil får han massiv opbakning til indsamlingen imod Rasmus Paludan fra store dele vores branche. Lige fra den tidligere "Mr. News", Jes Dorph Petersen, diverse tv-producenter, en tv-redaktør, adskillige tilrettelæggere og sågar fagbladet Journalistens chefredaktør, der dog meget rigtigt påpeger det mærkværdige i, at dagbladene undlader at nævne chefens titel, men blot kalder ham "familiefar" i deres omtale af initiativet
Skadeligt for vores fag
Indsamlingen er kreativ og politikeren kontroversiel. Jeg kan således godt forstå, at mange støtter den.
Men at vi som stand i den grad lægger vores tilstræbte objektivitet på hylden og åbent går ud og erklærer os modstandere af en bestemt politiker, forstår jeg ikke. Og jeg finder initiativet og opbakningen til det yderst skadelig for vores fag og fremtidige muligheder for at komme ind i lukkede eller journalist-kritiske miljøer.
Lad mig komme med et eksempel:
Jeg har som tv-producent for nyligt stået bag en dokumentar om netop Rasmus Paludan og miljøet omkring ham til DR.
Ideen til dokumentaren opstod, da jeg faldt over en meningsmåling fra 2016, der viste, at op imod en fjerdedel af danskerne synes, at Dansk Folkeparti fører en for slap udlændingepolitik. Jeg ville derfor gerne skildre miljøet af højreradikale danskere, der har mistet tilliden til de folkevalgte. Den del af dem, der især markerer sig på de sociale medier.
Det skulle dog hurtigt vise sig at være et særdeles svært miljø at komme ind i. For det er ikke kun politikerne dette miljø er skeptiske overfor, det er også journalister.
Vi giver de journalist-skeptiske ret
Gang på gang har jeg selv og redaktionen bag dokumentaren skullet lægge øre til, at vi som journalister er forudindtagede og politiske. Og gang på gang har vi svaret, at vi som journalister gør en dyd ud af at være objektive ikke blander vores personlige holdninger ind i vores arbejde.
Det lykkedes efter lange samtaler og et grundigt forarbejde, men jeg tvivler på, at journalister på Nordisk Film TV fremover vil kunne få lignende adgang. For kan man stole på en journalist, hvis chef har lavet en indsamling imod en? Og kan man som højreorienteret stole på alle de journalister der åbent erklærer initiativet sin støtte?
Det kan man måske, men det bliver svært at overbevise nogen kilder om, som i forvejen mener, at vi er politiske. Det har vi tilsyneladende nu givet dem ret i. Det er i hvert fald sådan, det ser ud.
Man kan ikke markere sig politisk
Og inden den sædvanlige kritik rammer: Nej, jeg mener ikke, at man som journalist - og slet ikke som journalistisk chef - kan tillade sig at markere sig politisk.
Det har en række kollegaer markeret deres uenighed med i ugens løb på de sociale medier. Flere har også advaret mig imod at udtale min kritik. Men er I ikke søde lige at tænke over det: Det er et grundlæggende princip, som vi som stand bliver nødt til at værne og stå sammen om. Også i tv-branchen. Derfor ytrer jeg min kritik.
Men jeg gør det med en vis bæven, da det ikke er noget, der er tradition for i det produktionsmiljø, som jeg selv er en del af. Jeg vil derfor også gerne have til citat, at jeg er vild med både Nicolai Würts og Nordisk Film TV. Kritikken er ikke personlig, det er et princip. Det princip, som vores fag om noget er bygget på. Så pas godt på det.
Niels Krogsgård er tv-producent på produktionsselskabet Doceye, der for nylig stod bag DR-dokumentaren ’Rasmus Paludan – højrenationalist i børnehøjde’.
Svar fra Nicolai Würtz:
"Kære Niels,
Jeg er ked af, hvis min indsamling har gjort dit eller andres journalistiske arbejde i højreekstreme miljøer mere besværligt. Det var aldrig hensigten.
Jeg startede indsamlingen til Dansk Flygtningehjælp fra min private Facebook-konto som et fredeligt svar på Rasmus Paludans demonstrationer og de voldsomme reaktioner i mit nærområde, og jeg har været både overrasket og overvældet over den meget store opbakning og interesse, som min idé har genereret.
Det ærgrer mig, at du blander min arbejdsgiver ind i debatten. Dette initiativ har været en helt personlig og spontan reaktion på provokationer og vold.
Mange hilsner,
Nicolai Würtz"
21 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Niels Krogsgård! Findes der nogen undtagelse, altså hvor det er o.k. for dig, at journalister kqn markerer sig politisk, om for noget eller imod noget?
Så du mener altså at journalister blot er mikrofonholdere?
Nikolais initiativ er ikke så meget politisk, som det er humanistisk. Og jeg er imod den idé, at journalister ikke må markere en holdning. For også journalister har holdninger. Da jeg arbejdede på Christiansborg, fortalte jeg da altid glad, hvordan jeg havde stemt. Så vidste politikerne det, og så kunne de tage det med i deres bedømmelse af min journalistik. De fandt det faktisk forfriskende, at jeg var åben.
Det er min opfattelse, at man begår en fejl, hvis man som journalist/historiker/menneske bilder sig ind, at man kan være´100 % objektiv. Vi er alle påvirkede af opvækst, erfaringer, viden, virkelighedssyn, menneskesyn m.v. og selv om vi tror, vi er objektive, så afsløres vores subtile subjektivitet sig via de spørgsmål, vi stiller, til de udmeldinger, vi bider mærke i og de emner, vi borer i, og som vi finder mest relevante i en given sammenhæng - også i forbindelse med politik.
Paludan er resultat af den tradition, som Flemming Rose/JP startede i kølvandet på dansk deltagelse for olie i Irak.
Dæmoniseringen af islam er født i forlængelse af en falsk kamp for ytringsfrihed, der har skabt traditionen for at provokere alene med udgangspunkt i argumentet, som går på retten til at provokere alene under henvisning til retten til at gøre det i ytringsfrihedens navn.
Traditionen viser sit udemokratiske sind i og med reservation af anvendelsen af retten til at provokere til det at provokere muslimer.
Paludan har kørt traditionen helt der ud, hvor dæmoniseringen og det forfatningsstridige ikke kan komme længere.
Kravet om at forbyde en religion og om at smide "ikke rettroende ud af landet" er eksplicit indhold i hans program.
Han lægger op til at bryde med nuværende grundlov, almindelige menneskerettigheder.
Diskussionen omkring lovenes legitimitet tilhører pr. definition den politiske diskurs. Men den tradition, som Flemming Rose har lagt navn til, og som Paludan er resultat af, tilhører den udvikling, som kan kaldes "fake news-æraens" essens.
Der er nemlig ikke grundlag for videns og fornuftsbaseret udvikling, når dæmoniseringen forbeholdes så ensidig en form, som danske og andre vestlige medier har antaget med islam i offerrollen.
Hvis argumentet, som Flemming Rose har formuleret, for at provokere i ytringsfrihedens navn, skulle holde, ville vore faktatro og demokratistøttede medier være nødt til at tillade den fordummende fuckfingers anvendelse i relation til alt andet. Men det tillader man ikke.
Derfor er der ingen integritet i debatten omkring hverken Paludan eller omkring debatten om den hellige ytringsfrihed.
Syndefaldet er en realitet. Forskellen mellem godt og ondt er sat med biddet i kundskabens træ. Det er ikke kun et kristent budskab, men et faktum, konsekvens af at orientere sig, at vide. Illusionen om at kunne vide noget om noget, uden at sætte en værdimæssig forskel, er såre menneskelig. I stedet for at påstå, at i er neutrale, så skal i lære at der er noget, der hedder intellektuel integritet, at rammen for gyldighed af et spørgsmåls forpligtende karakter bygger på præmisser, som man altid kan gå tilbage til, og at en beskrivelse aldrig er tilfældigt etableret, men af den til enhver tid bygger på en kognitiv/semantisk/psykosocial ramme af forudsætninger.
Skemaet objektiv/subjektiv er for primitiv/obsolet.
Følgende eksempel på en provokation er der ikke plads til inden for jeres kreds: https://duckduckgo.com/?q=medier+penge+magt+religionskrig&atb=v162-1&ia=web
Det er fordi, i ikke har kontakt med den ramme, som jeres betragtninger hviler i.
I forstår ikke den tradition, som Flemming Rose har skabt. I er offer for den.
Flere