Berlingske hjælper seks nydanskere i job: ”Vi ville gerne gå lidt mere aktivistisk ind i det”

Tre journalister fra Berlingske forsøger som eksperiment at spille en aktiv rolle i seks nydanskeres jobsøgning: ”Vi vil selvfølgelig gerne have alle seks personer i job,” siger journalist på Berlingske Helene Kristine Holst

Hvordan er det for nydanskere at søge job, og hvilke udfordringer står de over for? Det forsøger tre journalister fra Berlingske lige nu at undersøge på en lidt utraditionel måde – indefra. De tre journalister vil de kommende uger følge seks nydanskere i deres jobsøgning i et journalistisk eksperiment.

”Vi ville gerne gå lidt mere aktivistisk ind i det her, fordi vi mente, det var en bedre måde at beskrive deres udfordringer. Vi er ærlige om, at det er et eksperiment. Det er ikke sikkert, vi lykkes med at få nogen af dem i arbejde, men vi håber det selvfølgelig,” siger Helene Kristine Holst.

Hun har sammen med kollegerne Christian Birk og Esben Busck skrevet en række artikler om de udfordringer, ikke-vestlige indvandrere har med at komme i job. Hun fortæller, at de delte projektet op i kapitler: Første kapitel fokuserede på udfordringerne, andet kapitel fokuserede på årsagerne, og tredje kapitel – det er det, vi skriver om her – skulle så fokusere på de mulige løsninger.

”I stedet for kun at beskrive problem og omfang, skal det sidste kapitel være mere konstruktivt og med bud på løsninger,” siger Helene Kristine Holst.

Alle ønsker, det lykkes

Efter at Berlingske havde fundet seks jobsøgende nydanskere, som ville være med i eksperimentet, fik de jobportalen Jobindex til at finde en række relevante job, de hver især kunne søge baseret på deres kompetencer og erfaringer.

Til en af de jobsøgende, Bahar Kirici, havde Jobindex fundet et job som billetkoordinator i Odense Teater. Det eneste problem var, at der var deadline på ansøgningen samme dag. Så journalist Helene Kristine Holst ringede til Odense Teater og spurgte, om de ville vente til næste morgen med at få ansøgningen. Det ville de gerne.

”Det tror jeg ikke, man normalt ville gøre på et jobcenter,” siger hun og tilføjer:

”Lige præcis det greb med at ringe op ville man jo også kunne bruge som både jobsøgende og jobcenter.”

Ved at deltage i jobsøgningen sammen med de seks cases håber hun på, at både journalisterne og læserne vil kunne forstå udfordringerne bedre, end hvis journalisterne bare havde interviewet de seks nydanskere om deres oplevelser.

”Når vi er gået aktivistisk ind i det, er det også, fordi alle, vi har talt med til denne her serie, ønsker, at det lykkes. Det er både en gevinst for samfundet og for den enkelte, hvis flere kommer i job,” siger hun.

”Prøver at holde os ude”

Helene Kristine Holst understreger, at de ikke har forsøgt at overbevise nogen virksomheder om, at de skulle kalde en kandidat til samtale eller give dem et job.

”Vi er bevidst om, at der er noget eksponering for virksomheder, fordi de kommer i Berlingske, men jeg tror ikke, der er nogen, der ville ansætte nogen eller tage nogen til samtale, bare for at få en linje i avisen,” siger hun.

Men hvorfor er det journalisters opgave at hjælpe nydanskere med jobsøgningen?

”Det er ikke en journalists opgave, og det er ikke min opgave i projektet at sørge for, at de kommer til samtale. Men det er vores opgave at gøre ansøgerne klogere på, hvordan de kan søge job på en anden måde, så læserne kan få indblik i det,” siger hun.

Når I for eksempel ringer til Odense Teater, er I så ikke med til at give denne her kandidat en unfair fordel over for andre jobsøgende?

”Vi prøver så vidt muligt at holde os ude af det, men der er også ting, vi gør, hvor vi blander os. Mit håb var, at de kunne nå at læse ansøgningen og fortælle Bahar, hvad der var godt og skidt,” siger hun.

Kloge læsere – og job

Odense Teater sagde ja til at vente på ansøgningen, som kom næste morgen. Andre virksomheder blev spurgt, om de ville give feedback på ansøgninger, men sagde nej. Helene Kristine Holst understreger, at de tre journalister ikke har forsøgt at få nogen virksomheder til at tage bestemte kandidater til samtale eller give dem et job.

”Odense Teater ender så med at kalde Bahar til samtale, fordi de synes, hun er relevant,” siger Helene Kristine Holst.

Projektet skal slutte ”ved juletid”, og hun håber på, at læserne i den kommende tid bliver klogere på, hvilke udfordringer nydanskere står over for, når de søger job – og hvilke forskelligartede udfordringer de står over for.

”Minimumssucceskriteriet er, at læserne bliver klogere, men vi vil selvfølgelig gerne have alle seks personer i job. Det er da målet,” siger hun.

1 Kommentar

Jens Halling
10. DECEMBER 2019
"Aktivisme" = Socialisme