Bøn fra Gellerup: Giv os nyheder om Danmark på arabisk

Hvis tallene fra Journalistens lille stikprøve i Gellerup taler sandt, så efterlyser over halvdelen af de arabiske indvandrere danske nyheder på arabisk.

Hvis tallene fra Journalistens lille stikprøve i Gellerup taler sandt, så efterlyser over halvdelen af de arabiske indvandrere danske nyheder på arabisk.

I et temanummer om international journalistik har Journalisten lavet en stikprøve af medieforbruget blandt indvandrere af arabisk afstamning i Gellerup. Der står både Facebook, gratisaviser og arabiske film på mediemenuen. Og 14 af de 23 adspurgte fremhæver, at de gerne vil lære mere om Danmark, men ikke forstår sproget godt nok.

»Det ville være rigtigt godt, hvis de lavede arabisk oversatte tv-nyheder, så ville jeg se det hver dag,« forklarer Fayzeh Noubani, der ikke forstår dansk og stort set kun ser arabisk tv. Hun svarer via tolk.

En anden forsøger at afkode de danske nyheder på dansk – trods sprogvanskeligheder. Fajcal Derawi ser samme nyhedssløjfe på DR-Update igen og igen.

»Jeg ser det samme program to-tre gange. Jeg skal koncentrere mig om at forstå dansk,« siger Fajcal Derawi, der slår de ord op, han ikke forstår.

Både DR og TV 2 erkender, at de to stationer ikke er i god dialog med den voksende gruppe af indvandrere med arabisk baggrund. DR har nyheder på arabisk – men i stærkt begrænset omfang.

»Udbuddet er bestemt ikke imponerende, og jeg tror ikke, det bruges ret meget,« siger Jacob Mollerup, Lytternes og Seernes redaktør, DR.

I bunden af de 23 adspurgtes medieforbrug ligger danske betalingsaviser, som 13 af de 23 adspurgte aldrig læser. To oplyser, at de læser danske betalingsaviser dagligt.

Læs artiklen »Jeg skal se TV 2 Østjylland hver dag« fra det nye nummer af fagbladet Journalisten.

Se også web-tv-indslaget 'Ser danske imamer også Paradise Hotel?'.

4 Kommentarer

Luci Smith
6. DECEMBER 2010
Re: Bøn fra Gellerup: Giv os nyheder om Danmark på arabisk

Og os på Amager, der ikke har  digital modtagere er meget utilfredse med, at Yousee har droppet BBC World som analog kanal.

Hvorfor er det CNN, der får lov til at blive?

 Sverige 2 er også droppet. 


Jeg gider ikke alle de kommercielle programmer men som min veninde sagde, prøver man bare at skære hele tiden så folk betaler for de kanaler, som de vil se.
Jeg kan få mindst 4 programmer til børn og en masse ligegyldige dansk top kanaler. Der er intet af det, eller det på TV3x3, at jeg gider at se på.  Jeg kan godt forstå, at folk gerne vil have danske nyheder på arabisk.

De text tv nyheder, som DR laver på engelsk er så dårlig oversat, at det er en vittighed på universitetet. Hvis dem på arabisk er lige så dårlige, er det også noget møg. Men DR gider ikke at ansatte folk der kan andet end dansk? 

Jesper Cms
3. DECEMBER 2010
Re: Bøn fra Gellerup: Giv os nyheder om Danmark på arabisk
Det virker da som en ganske fornuftig idé at få formidlet nyhederne på flere sprog så alle kan være med og blive informeret om hvad der sker i samfundet omkring dem.
Michael Bjørnbak Martensen
3. DECEMBER 2010
Re: Bøn fra Gellerup: Giv os nyheder om Danmark på arabisk

Der blev lavet en undersøgelse omkring 2002, der sagde, at beboerne i Gellerup læste de meget lokale nyheder - hvor lokal-aviserne blev pløjet igennem. Også beboernes egne produkter læses. Sammenfattende - drejer det sig om lokale, let læste og vedkommende ting. 

Måske ikke så underligt.

 Politiken har i flere år støttet et tyrkisk initiativ, der startede som avis, men som i dag er internetavis. http://www.haber.dk/

Michael Nielsen
3. DECEMBER 2010
Re: Bøn fra Gellerup: Giv os nyheder om Danmark på arabisk

Det må da lige være noget for en arbejdsløs journalist at gå igang med? - Det tager ikke mange sekunder at sætte en internetavis op - så mangler vedkommendet bare at finde nogen som kan skrive arabisk og nogler kiosker, grønthandlere og halal-slagtere som gider indrykke annoncer og vupti! er en mindre medievirksomhed kommet op at køre...

 Men nej, der er nok nogen som vil kræve at DR gør arbejdet eller at der gives offentlige tilskud før de vil give sig i lag med den slags.