
Puk Elgård vil være én af to værter til TV 2's landsindsamling for klimaet, der sendes lørdag. Mikkel Tjellesen / TV 2
Danmarks første landsindsamling for klimaet ruller over skærmen på TV 2 i morgen, lørdag. ’Danmark planter træer’, hedder den. Målet er at samle ind til at plante en million træer. Og indsamlingen er arrangeret i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening.
”Det at plante et træ er en entydigt god handling,” siger Nicolai Hansson, programredaktør på TV 2.
Indsamlingen er del af en større journalistisk kampagne – ’Vores jord, vores ansvar’ – der ikke kun handler om at plante træer. I kampagne-perioden, der strækker sig ind i 2020, vil der også være flere historier om klimaet, end der plejer at være, på tværs af TV 2’s programmer. Det er også meningen, at programmerne skal pege på løsninger.
Du kan se en trailer for kampagnen her.
Men skal medierne redde klimaet?
Journalisten talte med Nicolai Hansson om overvejelserne.
En opgave for medierne?
Nicolai Hansson, hvorfor synes du, det er et medies opgave at gå ind i klimakrisen på den måde?
”Vi ser klimaudfordringen som en af de største udfordringer, vi har stået med i mange år. Og vi oplever, at der er en øget bevidsthed blandt danskerne om, at det er et problem.”
”Men vi oplever også, at mange er rådvilde omkring, hvad de kan gøre. Og det her er et forsøg på at give noget retning og nogle holdepunkter, så man selv føler, at man kan bidrage positivt til den grønne omstilling,” fortæller Nicolai Hansson.
Giver I køb på idealet om neutral journalistik med den her kampagne?
”Det mener jeg ikke på nogen måde, vi gør. For klimakrisen er et videnskabeligt faktum. Vi er nået dertil, hvor det ikke længere er til diskussion, at der er en klimakrise, og at den er menneskeskabt.”
”At sige, at der er en menneskeskabt klimakrise, er lige så upolitisk som at sige, at kræft er en dårlig ting.”
Fælles medie-dagsorden
TV 2 er ikke det eneste mediehus, der har meldt sig som aktør i klimakrisen.
Information er medarrangør af demonstrationen Break for Climate 27. september i København. Og mandag bragte Journalisten et interview med Information-journalist Jørgen Steen Nielsen i anledning af hans nye klimabog ’Som gjaldt det livet’, der både er et journalistisk og et aktivistisk værk.
Også Zetland har meldt sig under fanerne. Mediet har for eksempel beskrevet sine bestræbelser på at blive CO 2-neutralt.
På samme måde vil Politiken være ‘Danmarks førende klimaavis‘ og har blandt andet reformeret sin rejsejournalistik, så nærområderne dækkes bedre, og fjerne destinationer dækkes mindre.
Slår igennem i journalistikken
Nicolai Hansson, hvordan smitter kampagnen af på TV 2’s journalistik?
”Vi prøver at brede det ud de steder, hvor vi har mulighed for det – for eksempel i ’Danmark planter træer’, ’Go’ Morgen Danmark’ og ’Go’ Aften Danmark’. Vi kan være med til at konstatere, at der er en klimakrise, og så kan vi komme med forslag til, hvad du selv kan gøre. Det kan vi også gøre på tv2.dk.”
”På tv2.dk kan vi for eksempel lave en test, hvor man måske kommer til en erkendelse af, at man ikke er helt så grøn, som man gik og håbede. Og det kan forhåbentlig føre til en bevidsthed om, at der er noget, man kan gøre. Og at man selv har et ansvar,” fortæller Nicolai Hansson.
Vil have folk til at tage stilling
Det lyder, som om TV 2 – med sin klimajournalistik – vil aktivere borgerne i en bestemt retning. Er det korrekt?
”Det centrale for TV 2 er, at borgerne tager stilling til det her klimaspørgsmål. Det er så vigtigt, at man som borger ikke kan ignorere det,” siger Nicolai Hansson.
”I den forbindelse giver vi også muligheden for, at man kan handle på det. Jeg tror, at mange mennesker har en stigende bekymring, men har svært ved at finde ud af, hvad de kan gøre, ud over at sortere deres plastic og have kødfrie torsdage.”
Vil kun være aktør, når det er ukontroversielt
Hvad med flygtningekrisen: Kunne I også finde på at tage en aktørposition i forhold til så politisk betændt et spørgsmål?
”Vi har mulighed for at gå ind og tage en aktørposition, så snart der er et spørgsmål, hvor der er en videnskabelig enighed – en entydighed,” siger Nicolai Hansson.
Han næver også TV 2’s kampagne mod kræft, Knæk Cancer.
”Grænsen går der, hvor man ikke længere kan sige, at man står på et videnskabeligt fundament, men kommer over i noget, hvor folk helt legitimt har forskellige holdninger,” siger han.
”Flygtningespørgsmålet er ikke et spørgsmål, hvor der er en klar videnskabelig årsag, og hvor der er klar enighed om, hvad løsningen er.”
”Og det er centralt for os, at man ikke kan anklage os for at tage part i en debat. Så de få gange, hvor vi engagerer os så meget, er der tale om emner, som der er en bred videnskabelig enighed om,” fortæller Nicolai Hansson.
Forskel på nyheder og påvirkning
Nicolai Hansson, hvordan kan publikum kende forskel på, hvornår I rapporterer neutralt om klimaet, og hvornår I prøver at påvirke dem til at gøre noget bestemt?
”Det er meget tydeligt. Når vi prøver at påvirke dem, kommer vi med en opfordring. Vi siger for eksempel: Send en sms på 100 kroner, og vær med til at plante fem træer. Og ud over dét er det eneste, vi beder danskerne om, egentlig at tage stilling.”
”Vi prøver at komme med nogle handlingsmuligheder. Men hvad folk så vælger at gøre, det er ikke op til os,” siger Nicolai Hansson.
’Danmark planter træer’ bliver vist kl. 19.30-22.00 på TV 2’s hovedkanal i morgen, lørdag.
7