Vil redde klimaet: ”Jeg opfatter mig selv som både journalist og aktivist”

Journalist på dagbladet Information Jørgen Steen Nielsen er på vej med en ny aktivistisk klimabog. Men er journalistik og aktivisme ikke hinandens modsætninger? ”Ikke hvis man håndterer det rigtigt,” siger han

Man er ikke i tvivl om, hvad Jørgen Steen Nielsen – miljøjournalist og tidligere chefredaktør på Information – mener om verdens tilstand, når man læser hans nye klimabog ’Som gjaldt det livet’.

Han beskriver danske topchefers lønudvikling som “grotesk”. Greta Thunberg som ”noget ganske unikt, en skikkelse, som kun med meget lange mellemrum dukker op i verdenshistorien.” Og civil ulydighed som ”meningsfuldt og nødvendigt.”

I en pressemeddelelse kan man læse, at bogen – der udkommer 12. september på Informations Forlag – appellerer ”til politikere og læsere om at intensivere kampen for en grønnere og en mere lige fremtid.”

Og selv beskriver Jørgen Steen Nielsen bogen som et lige dele journalistisk og aktivistisk projekt.

”Jeg opfatter mig selv som både journalist og aktivist,” siger han.

Men kan man virkelig dét – være journalist og aktivist på samme tid, uden at tabe troværdighed?

Ja, siger Jørgen Steen Nielsen. Han kan ikke mindes, at hans tekster er blevet udfordret på dén baggrund.

Journalisten brugte anledningen til at forstå positionen.

Ikke hinandens modsætninger

Jørgen Steen Nielsen, er der ikke et modsætningsforhold mellem journalistik – en observatør-position – og aktivisme – en aktør-position?

”Ikke hvis man håndterer det rigtigt,” siger han.

”Det er muligt, at jeg sidder et lidt bestemt sted i den danske medieverden. Dagbladet Information er grundlagt under krigen som modstandsavis, og på en eller anden måde opfatter vi stadig os selv som en modstandsavis. Og i vores formålsparagraf fra 1945 står der to linjer, som jeg henholder mig til i mit arbejde,” siger han.

I formålsparagraffen står der:

”Ved vores måde at informere på skal vi arbejde for demokrati og frihed og forståelse mellem mennesker og samfund.”

”Og sådan som jeg opfatter det, er der ikke meget basis for demokrati og frihed og forståelse mellem mennesker og samfund, hvis vi som menneskehed smadrer vores planet,” siger Jørgen Steen Nielsen.

Tror ikke på fuld neutralitet

Jørgen Steen Nielsen kæmper altså for den menneskelige civilisations overlevelse.

”Og grundlæggende tror jeg, næsten alle vi journalister har en eller anden dybere drivkraft bag det, vi laver. Det kan man kalde aktivisme, engagement eller holdninger. Og det har mange forskelige udtryk,” siger han.

”Jeg tror ikke så meget på billedet af den nøgne journalist, som ikke selv har et eller andet i klemme i form af et engagement. Alene de emner, vi hver især vælger, afspejler, at vi synes, noget er vigtigere end andet.”

Refererer loyalt

Det betyder dog ikke, at Jørgen Steen Nielsen manipulerer eller går på kompromis med korrektheden, understreger han.

”Hvis du taler om det, der står i spalterne, så er det typisk klassisk journalistik. Og hvis jeg for eksempel refererer en rapport eller et regeringsudspil, så er jeg enormt opmærksom på at refere loyalt, hvad der står i de pågældende skrifter,” siger han.

”Men jeg skal også indtage en kritisk rolle og gå samme myndigheder, organer, eksperter efter i sømmene. Og hvis du har en statsminister – som den, vi havde indtil det seneste valg – der siger, at klimaet er verdens vigtigste problem, så er det vores opgave at tjekke: Leverer de en klimapolitik, som lever op til deres formulerede syn på dét spørgsmål?”

Men kritisk journalistik er vel ikke nødvendigvis aktivistisk?

”Nogle gange synes jeg, det er en strid om ord. Jeg er drevet af det engagement, at hvis der er magthavere i dette samfund, der ikke lever op til det, de lover, snyder, eller siger noget, der ikke er sandt, så skal vi komme efter dem. Det kan du godt kalde aktivisme. Du kan også kalde det journalistik,” siger han.

Holdninger styrer valg af historier

Jørgen Steen Nielsen fortæller, at han mener, at klart holdningsbårne tekster skal deklareres som sådan – og henviser blandt andet til leder-formatet.

Så du blander ikke dine egne holdninger ind i din journalistik?

”Jeg gør det i valg af emner og valget af historier. Der ligger en holdning eller et engagement bag, når jeg synes, det et vigtigt at gå Lars Løkke Rasmussen efter i sømmene i klimaspørgsmålet. Og jeg skal indtage den samme rolle over for den nye regering: Lever de nu op til det, de lover?”

Gudskelov for ekstreme medier

Og medier må gerne have et klart politisk standpunkt, mener Jørgen Steen Nielsen.

”I andre lande findes medier med nogle meget specielle projekter, der virkelig er der for at fremme en helt bestemt sag. Det kan være ekstremt højre- eller venstreorienterede medier. Gudskelov for retten til det. Bare det står klart for læserne, hvad det er. Og bare det er seriøst. At der er argumenter og soliditet bag de positioner, man indtager,” siger han.

Hvor mener du, grænsen for aktivismen bør gå? Er der noget, man ikke skal gøre?

”Det afgørende er det vidensmæssige fundament, man står på, når man er aktivist. Hvis jeg nu – hvad jeg gjorde for mange år siden – skrev, at Barsebäck skal lukkes, så skal det være, fordi der er et vidensgrundlag, der bekræfter, at der er et problem.”

”Og jeg ville for eksempel aldrig som aktivistisk journalist opfordre til vold. Jeg tror ikke på den vej frem,” siger han.

Biolog og miljøaktivist

Jørgen Steen Nielsen er uddannet biolog, og i hans tidlige ungdom var han miljøaktivist. Og som han siger det:

”Jeg er gået ind i faget med en anden baggrund og drivkraft end mange af mine kollegaer.”

”Jeg tror, vi har vores egne helt private motiver for at blive journalister, og de kan være virkelig forskellige. Jeg synes, det er enormt godt, at vi er forskellige. Hvis alle skrev som mig, ville det være dødhamrende kedeligt.”

Også Jørgen Steen Nielsens arbejdsplads indtager en aktivistisk position i klimadebatten. Information er medarrangør af klimademonstrationen ‘Break for Climate’ i København 27. september.

4 Kommentarer

Lars Riber
4. DECEMBER 2019
Endnu et skatteyderfinansieret snakkehoved..
Hvor er i verdensfjerne venstreorienteredes personlige bidrag? (udover en syndflod af uforpligtende kommentarer og fordømmende artikler)
Hvordan ændres jeres komfortable livsstil og dagligdag?

Hvor mange kilometer anvender i fremover cykel og offentlig transport eller videokonference fremfor overflødig transport af uvurderligt værdifulde personlighed fra den ene komfortable snakkebegivenhed til næste?

Hvor er jeres faktuelt væsentlige fokus på den industri og innovation der har største betydning for ændring af tingenes tilstand?
Findes der andet end fokus på egne store ord og overfladiske afladshandlinger i jeres verdensfjerne priviligerede kredse?

"Tomme tønder buldrer mest", passer bedst på venstreorienteredes selviscenesatte klimahysteri..!
Halfdan Muurholm
12. SEPTEMBER 2019
Jeg takker Jørgen Steen Nielsen for mange års fremragende og inspirerende dækning af tidens største udfordringer. Det handler ikke om dualistisk tænkning: venstre - højre, klassisk journalistik - aktivistisk journalistik. Det handler om at bibeholde et højt fagligt journalistisk niveau med solid kildeangivelse og troværdighed. Det handler også om som borger og journalist at følge sit hjerte og sin intuition. Der er alt for lidt hjerte i den klassiske såkaldte objektive dækning, der jo alligevel aldrig er objektiv. Og det er både en konstruktiv og undersøgende journalistik, vi over årene har kunnet læse i Informations solide dækning af klima, natur og miljø.
Søren Bjørn-Hansen
10. SEPTEMBER 2019
Henrik Andersen: Hvad er der politisk korrekt ved en faktuelt funderet dækning af klimaforandringerne og deres konsekvenser? Og hvorfor anser du det som centrum-venstre, at tage klimaforandringerne alvorligt som journalistisk emne? Jørgen Steen Nielsen er en fremragende journalist, som nok ved mere om emnet end nogen andre indenfor vores fag. Det er vist dig, som har misforstået hvad respekt er.
Henrik Andersen
9. SEPTEMBER 2019
Han ligner jo bare alle de andre #80procent hos #dkmedier … vi har et kæmpe demokratisk problem: den politisk korrekte centrum-venstre vinkling hos danske “journalister”. De har mistet respekten for deres fag #dkpol #dkklima #dkgreen

Læs også

”De fleste danske journalister er aktivistiske”

19. FEBRUAR 2018

Mediebrugerne skal vækkes – journalister som aktivister

15. FEBRUAR 2018