”Journalistik uden holdning er som en våd papkasse tabt på motorvejen. Den er ubrugelig. Hvis ikke man har noget på hjerte, så skal man blive bogholder.”

Ordene vælter ud af munden på Ulrik Dahlin, den Cavling-vindende journalist fra Dagbladet Information, efter at jeg har spurgt ham, om man kan være journalist og aktivist på samme tid.

[quote:0]

”Ja, det kan man da,” svarer han prompte.

Og så uddyber han:

”De fleste journalister starter med at ville gøre en forskel. Men efterhånden som vi bliver ældre og ældre, glider det ned bagerst i horisonten. Og dér synes jeg, at man som journalist bør holde fast i ungdommens lyst til at ville gøre en forskel,” understreger den 62-årige graverjournalist.

Ulrik Dahlin var i sine yngre dage medlem af Kommunistisk Arbejderparti, men fortiden som kommunist har han for længst taget afstand fra – med hans egne ord led han dengang af ”politisk sindssyge”. Senere arbejdede han på aktivistavisen Ugeavisen København og Månedsbladet Press, inden han kom til Information for snart 20 år siden.

”Man bliver helt høj”

Hele vejen igennem har Ulrik Dahlin haft holdninger til de sager, han har dækket. Også til statsløsesagen, som han og kollegaen Anton Geist blev belønnet med Cavling-prisen for i 2012.

”Når man er inde og røre ved en sag og føler, at der er noget, der gør ondt et sted inde i systemet, så er det ligesom junk at finde frem til det,” siger han om sit valg om at gå aktivistisk til værks.

Inden jeg når at spørge Ulrik Dahlin, om hans junkieagtige iver for at dække en sag kan sløre for vigtigheden af at forsøge at modbevise sine teser, tager han selv fat igen.

”Nogle vil stille sig kritisk over for, hvorvidt man samtidig kan overholde kriteriet om fair dækning. Det kan man godt. For det at levere en fair dækning er ikke det samme som at være spejlblank og ligeglad. Hvis du som journalist har kritikpunkter eller anklager, handler det blot om, at den kritiserede part får mulighed for at forholde sig til det,” understreger Ulrik Dahlin.

Findes der objektiv journalistik i din bog?

”Nej. Du kan tilstræbe det, men det findes ikke. Vi er produkter af den sammenhæng, vi indgår i, og vores tænkning afhænger af det. Nu er jeg selv mildt venstreorienteret, men du kan også som mildt højreorienteret for eksempel gerne ville vise, at nationalstaten er vigtig. Men jeg synes ikke, der skal en varedeklaration på den enkelte journalist. At en journalist tager de svages parti, synes jeg ikke kræver nogen varedeklaration,” siger han.

[quote:1]

Subjektivitet sikrer objektivitet

Det med at varedeklarere sit arbejde er til gengæld noget, journalist og forfatter Nagieb Khaja gør en dyd ud af. Han er især kendt for sine reportager fra lande som Syrien og Afghanistan, og han har aldrig lagt skjul på, at han ønsker en bedre fremtid for regionen.

Men Nagieb Khajas engagement i Mellemøsten kommer ikke kun til udtryk i hans journalistiske arbejde – han medvirker også som debattør i danske medier, ligesom han taler ved demonstrationer og opfordrer til donationer fra sin Facebook-side.

I Jyllands-Postens portrætartikel ’Journalist, aktivist og ven med en Syrien-kriger’ skitserer den 38-årige freelancer, at hans subjektivitet i virkeligheden er med til at sikre objektivitet.

”En virkelig dygtig journalist formår at fremstille den virkelighed, han er i. Jeg tror, at der er meget mere sandhed i, at folk for eksempel oplever, hvor rystet jeg er i forskellige situationer, end hvis jeg fremstiller alting helt sterilt og nøgternt. Det vil simpelthen være vildledende,” udtalte han til Jyllands-Posten sidste år.

Jeg får fat i Nagieb Khaja på telefonen for at høre ham, om journalistik gerne må være aktivistisk. Et af de første ord, han bruger, er varedeklaration. [quote:2]

”Hvis journalisten ikke sniger sine holdninger ind i artikler, som omhandler emnet, synes jeg, det er helt i orden, at vedkommende involverer sig aktivistisk. Det problematiske opstår først, når der ikke er nogen varedeklaration. Derfor sørger jeg altid for, at det fremgår tydeligt, om jeg er journalist eller debattør,” siger han.

Jeg beder ham om at uddybe det, han sagde til Jyllands-Posten om at være i stand til at fremstille den virkelighed, man befinder sig i. Nagieb Khaja har en del at tilføje:

”Hvis man som journalist for eksempel har dækket en humanitær katastrofe ud fra de journalistiske kriterier, og man så efterfølgende bruger sin aktivisme til at hjælpe nogle af de mennesker, som er berørt af katastrofen, så er det jo helt fantastisk. Det viser, at journalistik kan bruges til noget helt konkret ud over at stille magthaverne til ansvar. Det er et ekstra element. Mange kalder det for en konstruktiv tilgang i form af handling. At man lægger op til, at der bliver gjort noget ved sagen,” forklarer han.

Gennem sit mangeårige arbejde som journalist har Nagieb Khaja erfaret, at de tragiske beretninger fra Mellemøsten ofte efterlader modtageren med en følelse af magtesløshed. Og det er den magtesløshed, han gerne vil erstatte med handlekraft.

”Vi er nødt til at omforme journalistikken, så den ikke bare oplyser, men også mobiliserer folk. Folk ser en reportage fra Syrien, men de tænker ofte: ”Hvad skal vi så gøre ved det her?” Men når jeg fortæller dem, hvad de kan gøre, så kan det føre til handlinger, der kan ændre situationen. Det er fremtiden. Vi skal ikke bare fodre folk med oplysninger, som de kan sidde og spise selv. Der er ikke noget galt med, at vi journalister hjælper folk lidt på vej,” understreger han. [quote:3]

Journalist med en sag, ikke aktivist

Den tredje journalist med en holdning til aktivisme, som jeg har valgt at kontakte, er Tom Heinemann.

Som tv-dokumentarist er han jævnligt gået tæt på magthaverne i sager om blandt andet Fairtrade og mikrolån, men selv om han både er blevet beskyldt for karaktermord og kampagnejournalistik, afviser han, at det har noget med aktivisme at gøre.

”Vi forfølger en sag, fordi vi er journalister. Vi bliver ved med at grave, og det er ikke, fordi vi er aktivister. Vi er journalister. Vi hører tit, at ”nu har vi altså læst nok om det her”. Men det er noget, magthaverne siger, fordi de ikke vil have sandheden frem,” fastslår Tom Heinemann.

Han mener grundlæggende, at ordet aktivisme er forkert i denne sammenhæng.

”Det handler om journalistik med en sag. Vi støder på noget, hvor vi tænker ”Det kan ikke passe”, og så bliver det en sag at få sandheden frem i den pågældende historie. Aktivisme er noget, hvor du samtidig er medlem af en NGO såsom Red Barnet eller sågar et politisk parti, hvor du så bruger dit journalistiske arbejde til at fremme en bestemt holdning,” lyder det fra den 58-årige dokumentarist.

[quote:4]

Ligeglad med folks syn på journalister

Tom Heinemann betragter ikke sig selv som aktivist, men som journalist med en sag.

”Hvis en historie gør mig indigneret, eller hvis jeg mangler forståelse for et bestemt emne, så interesserer jeg mig for det. Jeg har foretaget et valg om, at jeg kun vil lave noget, der interesserer mig og tænder mig som journalist. Journalist er noget, man er 24-7, og det har selvfølgelig nogle omkostninger,” siger han og tilføjer så:

”Men hvis man som uafhængig journalist kun fører én sag frem hele tiden, så nærmer man sig et grænseland. Ikke desto mindre har man som journalist en pligt til at spørge ’kan det her nu være rigtigt?’,” pointerer Tom Heinemann.

Mod slutningen af vores samtale kommer vi ind på, om der kan være en sammenhæng mellem befolkningens lave tillid til vores faggruppe og så hele diskussionen om aktivisme og journalister med en sag.

Måske, funderer Tom Heinemann, var det nemmere for læserne at have tillid til journalister, dengang alle aviser havde et politisk ståsted.

”På den anden side begræder jeg ikke udviklingen. Og jeg er faktisk helt ligeglad med, hvad befolkningen synes om journalister. Jeg er mere interesseret i at få en sag frem, og jeg er villig til at gå i retten for at få sandheden frem,” konstaterer han.