”Hovedparten af de danske journalister er aktivistiske. Det er bare ikke altid, de selv har erkendt det.”
Påstanden kommer fra journalist Cathrine Gyldensted, der er medstifter af journalistakademiet Open Eyes og forsker i konstruktiv journalistik på Windesheim Universitet i Holland.
Hun indleder ofte sine kurser for journalister med et eksperiment, hvor deltagerne skal skrive ned, hvorfor de har valgt at blive journalister. De fleste skriver sætninger såsom ”For at holde magthaverne til ansvar”, ”For at gøre verden til et bedre sted” eller ”For at give de svage en stemme”.
[quote:2]
”Langt størstedelen skriver aktive værdier, hvor de ønsker forandring eller at påvirke samfundet. De aktive værdier vidner om journalisternes ønske om at kunne rykke læserne fra et sted til et andet og flytte deres holdninger. Derfor mener jeg, at de fleste danske journalister er aktivistiske, også selv om ikke alle vil stå ved det,” forklarer Cathrine Gyldensted.
De senere år har hun haft omtrent 1.000 journalister gennem kursusmøllen. Og eksperimentet er ofte en øjenåbner for journalisterne.
”Det starter denne her selvransagelse. Hvilken side er vi på? Er vi opmærksomme på det? Konstruktiv journalistik bygger oven på det, at vi påvirker verden som journalister. Det er typisk en diskussion om, hvorvidt man laver problemløsende eller kampagnejournalistik, eller om man står i anden række og lader sine kilder være bannerførere for den forandring, man ønsker skal ske,” siger hun.
”Alle journalister har et moralsk kompas”
På sine kurser oplever Cathrine Gyldensted endvidere, at de fleste journalister har en klar holdning til, hvad der er op og ned i en sag.
”Når det gælder journalister, der dækker et bestemt område, har jeg ikke mødt én, som ikke også har en holdning til, hvem der er snydt, og hvem der er ofre på det område. De fleste gør stadig plads og lader den modsatte part komme til orde, og på den måde forsøger de at opnå fairness og balance. Men alle journalister har et moralsk kompas,” siger hun.
Og Cathrine Gyldensted ser ikke noget problem i, at journalister er aktivistiske – så længe de også samtidig er transparente i deres arbejde og dermed troværdige.
Den danske forsker har i flere omgange samarbejdet med det hollandske medie De Correspondent, hvis journalister konsekvent bekender kulør. De arbejder ud fra et moralsk kompas, hvor koordinaterne er givet på forhånd. [quote:1]
”Journalisterne fra De Correspondent står ved, at de kommer fra et sted i verden. At de kommer med en bagage. De synes, det er uærligt, hvis de ikke bekender kulør. Og efter min mening er det den rette tilgang. Det virker mere troværdigt og autentisk, og måske fremstår man mere fair, hvis man har erkendt, at man har et ståsted i stedet for at hævde, at man er neutral,” argumenterer hun.
Kampagne er et ord fra reklamebranchen
En anden dansk fanebærer for den konstruktive journalistik er DR’s tidligere nyhedsdirektør Ulrik Haagerup. Sidste år stiftede han Constructive Institute i Aarhus. Men modsat Cathrine Gyldensted mener han ikke, at aktivisme er foreneligt med journalistik. Heller ikke konstruktiv journalistik.
”Alle er i dag enige om, at man ikke kan være objektiv. Godt så. Det får så nogle til at sige, at så tager vi skridtet fuldt ud og bliver subjektive. Men problemet er, at så sælger man ud som journalist. Journalistik handler om på nuanceret vis at formidle den bedst opnåelige version af sandheden. Vi bliver nødt til at komme tilbage til disse dyder, nu hvor vi står midt i den største tillidskrise i journalistik i mands minde,” siger Ulrik Haagerup.
Han medgiver, at debatten om aktivisme i journalistik er relevant, og at det kan være fristende for en presset branche og et presset fag at kaste sig over det.
”Men man skal være meget påpasselig med det, fordi der ofte sker det, at man starter med konsekvensen for så at regne baglæns. Hvis vi tager et ord som kampagnejournalistik, så er kampagne et ord lånt fra reklamebranchen, som handler om at påvirke folk til at mene noget eller gøre noget. Det er i modstrid med de traditionelle journalistiske værdier. Vi skal vægte nysgerrighed i stedet for at have et aktivistisk sigte. Dermed ikke sagt, at aktivisme er forkert. Så længe man bare siger det: ”Nu holder vi op med at være journalister”,” pointerer institutlederen.
Aktivister i journalistklæder
Ulrik Haagerup påpeger, at journalist ikke er nogen beskyttet titel, men at det nok burde være sådan.
”Min påstand er, at der er for mange aktivister i journalistklæder, som er gået ind i faget ikke med henblik på at gøre folk klogere, men for at påvirke dem i en bestemt sag. Der findes folk, som er blevet tiltrukket af journalistfaget – ikke fordi de vil gøre folk i stand til at danne sig en mening på et oplyst grundlag. Men for at benytte journalistiske arbejdsmetoder til at få folk til at mene det samme som dem selv. Folk, der gik ind i faget af andet end publicistiske hensyn,” siger han uden dog at nævne konkrete eksempler.
”Man kan ikke være aktivist og journalist på samme tid. Som aktivist kan man benytte sig af journalistiske arbejdsmetoder, men i og med at man har defineret, hvad målet er, så er risikoen for, at det overskygger virkeligheden, meget stor,” konstaterer Ulrik Haagerup, der dog finder det i orden, hvis en lokal- eller regionalavis bidrager til et bedre lokalsamfund med journalistiske kampagner for eksempelvis at tiltrække flere arbejdspladser.
[quote:0]
”Men det ville ikke fungere, hvis det var et landsdækkende medie, der gjorde noget lignende. Her ville det være betænkeligt, hvis et traditionelt medie gik ud og lavede en kampagne for eller imod en sag, for eksempel om Danmark skal være et multikulturelt samfund eller ej,” siger han.
Vejen mod troværdigheden
Haagerup og Gyldensted er enige i, at journalistikken lider under et autoritetstab og en faldende troværdighed. Men sidstnævnte forudser, at vi kommer til at se mere journalistisk aktivisme, netop fordi argumentet omkring troværdighed er stærkt.
”Man bliver stærkere som medie, hvis man erkender, at man er kulturbærer og farvet. Troværdighed er jo oppe i tiden og et problem i moderne journalistik. Og her kan den aktivistiske tilgang være en måde at styrke troværdigheden på,” mener Cathrine Gyldensted.
Hun erkender dog, at der stadig er mange medier og journalister, som vil slå sig op på det modsatte – at de er neutrale i deres dækning – for ligeledes at styrke troværdigheden.
”Derfor tror jeg også, vi kan komme til at se en renere profilering på den fløj. Men jeg finder det først og fremmest afgørende, at man som journalist finder sit ståsted og tager aktivt stilling. Det er et vigtigt skridt imod mere ærlig og mere troværdig journalistik,” siger hun.
10 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
@Lasse Skytt
Jeg kan mere og mere se, at vi mangler en helt masse i diskussionen om fremtidens produkter.
I alt fald opfatter jeg vores fag som en vigtig del af demokratiet, hvor vi forsøger at forholde os til til det der foregår. De bærende søjler politikere, domstole og politi skal i et demokrati have med- og modspil - hvor man i fordums dage havde gøglere. I et moderne samfund er det så os.
Hvis man ser på gøglerne, var det mennesker, der drog rundt og så hvordan befolkningen udviklede sig med de vilkår de var underlagt - og så kunne lave pjat og alvor, der skulle få od allesammen til at reflektere og få demokratiet diskuteret og rettet til.
Hvis vi i dag har samme funktion (så har vi det?) må jeg kort konstatere, at det ikke rigtigt fungerer.
Og vi ser det med de bud Ulrik Haagerup og forbundet har budt ind med. Ulrik ser på hvordan de store mediehuse kan lave mere vedkommende produkter og forbundet ser på, hvordan fagene skal gøre sig værdifulde.
Den mere ydmyge måde er at se på befolkningerne i Danmark, i norden, i Europa, i verden - hvor man herefter laver produkter, der giver en sådan analyse forskning, kød og blod. Journalistiske produkter.
Og her kan det jo godt være, at de store medier skal være mindre dominerende og at fagene skal prioriteres og ændres, måske nytænkes med nye fagligheder og gamle skal væk.
Det hedder samfundsanalyse - altså en button-up tankegang.
Selv arbejder jeg med en anden tankegang, nemlig, at vi får freelancerne med ind i logistikken ift de store pengestærke mediehuse, hvor bestyrelserne og forbundet anerkender den anarkisme og besværlighed der er, i en sådan anerkendelse.
Og i konteksten, som du forsøger at italesætte, handler det så om få freelancernes viden og indsigt ind i systemet, hvor ledelserne skal forstå, at det er virkeligheden, der er i spil og at det er hamrende vigtigt.
Jeg er selv i projekt "Ud og forstå 17 18", hvor min konklusion efter 1/2 år er, at vi har koblet befolkningen fra. De unge laver deres egen virkeligheder og de gamle graver sig mere og mere ned i en verden, hvor de beskytter sig selv for alverdens ulykker, som de forestiller sig. Og de aktive har travlt med at kratte penge og karriere til sig.
Et samfund, hvor befolkningen er både bange og stressede.
At mediehusene og forbundet ser stiltiende til disse fakta, går over min forstand.
Og dermed ift dig: jeg synes ikke du dækker godt-nok når du dvæler ved at diskutere kosmos-kaos. Det er sådan noget gammeldaws noget man kunne finde på i Staunings tid - vi skal altså videre med samfundsanalyse og gøglertankegang.
@Michael Martensen
Tak for din kommentar. Journalistisk aktivisme kommer i flere afskygninger og kaldes af nogle også kampagnejournalistik eller aktionsjournalistik. Professor Peter Bro forklarer begrebernes betydning i vores anden artikel i serien: https://journalisten.dk/pressede-medier-forsoeger-sig-med-aktivistisk-journalistik
Peter Bro er forsker, og hans definition er derfor en smule akademisk, men jeg håber, at de øvrige artikler i serien til sammen giver en forståelse af, hvordan journalister arbejder aktivistisk.
@Lasse Skytt
Aktivistisk journalistik kan søges på google og her dukker Journalisten op, så I må jo vide hvad indholdet er. Vil du være sød at forklare det, for jeg er noget usikker på, hvad I mener.
Information dukker op i søgningen https://www.information.dk/debat/2000/10/journalister-aktivister og her er det noget med public journalism - det borgernære. Er det alt det der er tæt på borgerne, den er gal med?
@Cathrine Gyldensted og andre interessede
Artiklen, som jeg har skrevet, er efter min mening et konstruktivt oplæg til en diskussion af, om journalister må være aktivistiske i deres dækning. Her er Gyldensted og Haagerup så repræsentanter for to forskellige synspunkter. Artiklen er sådan set ikke en sag mellem to personer - det handler om de to forskellige argumenter og syn på aktivisme, ikke om personerne der fremfører dem.
Gyldensted mener, at det er "mere troværdigt og autentisk, og måske fremstår man mere fair, hvis man har erkendt, at man har et ståsted i stedet for at hævde, at man er neutral".
Haagerup mener, at aktivisme og kampagnejournalistik "er i modstrid med de traditionelle journalistiske værdier. Vi skal vægte nysgerrighed i stedet for at have et aktivistisk sigte".
Hvis vi nu glemmer, hvem der siger hvad - og blot fokuserer på, hvad der rent faktisk bliver sagt - kan vi måske diskutere fagligt og konstruktivt, hvor balancen mellem journalistik og aktivisme skal ligge?
P.S. Diskussionen er allerede i gang flere steder på Journalistens Facebook-side.
Altid spændende at få stillet nogle begreber op, som man kan bruge en masse ord på. Desværre er det tomgangs-snak. Fordi...lakmusprøven er svær - umulig! For hvem kan sige om en journalist, uddannet eller ej, er aktivist?
Præsterne, lærerne og mange andre faggrupper er alene forpligtet af deres viden, erfaringer og personlige vurderinger.
Hvorfor søren skal Cathrine og Ulrik komplicere vores fag med "spændende" diskussioner?
Personligt har jeg det sådan, at vi skylder befolkningen at begynde at interesse sig for historien. livet, hinanden, sig selv.
Personer som Cathrine og Ulrik er i den kontekst kynikere: De ved godt, hvor skoen trykker.
Men de lever fedt af at akademisere debatten.
Flere