I årtier har den klassiske røde fagbevægelse kæmpet for at holde de gule fagforretninger stangen i deres forsøg på at være de folkeligt funderede organisationer, der taler lønmodtagernes sag.

I mere end 150 år har fagforeninger opnået store mål som 37 timers arbejdsugen, overenskomster, tillæg, barsel, ferie og meget andet. Fagbevægelsens DNA er at sikre lønmodtagernes interesser, både nu og i fremtiden.

Derfor er der med klimakrisen mere end nogensinde behov for, at fagbevægelsen løfter den grønne dagsorden.

Så hvor står fagbevægelsen? Går fagbevægelsen all in for at løse tidens største udfordringer for lønmodtagere ikke alene i Danmark, men i verden, klimakrisen?

Ifølge A4 Medier har Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og fagforbund som 3F, Dansk Metal, Ingeniørforeningen, Dansk Sygeplejeråd og Dansk El-forbund en klima- og bæredygtighedspolitik, lige som FOA, Teknisk Landsforbund  og Fødevareforbundet NNF er i gang med at udarbejde en klimapolitik.

Desuden er en stribe fagforbund som Ingeniørforeningen, Dansk Magisterforening, Danmarks Lærerforening, Dansk Socialrådgiverforening og HK – men ikke min  fagforening – gået sammen med blandt andre Greenpeace og Mellemfolkeligt Samvirke i en ny grøn alliance ’Broen til fremtiden’. 

Den grønne fagbevægelse rører med andre ord på sig, men lige som dansk erhvervsliv og det offentlige skal op gear bør fagbevægelsen løfte opgaven bedre og kan fx starte med en meget konkret indsats på fem områder.

1. Stil krav om CO2-neutrale arbejdspladser

Ved næste overenskomstforhandling bør fagbevægelsen stille det som et krav, at deres arbejdsplads er CO2-neutral inden 2030. De arbejdspladser som ikke påbegynder den grønne omstilling nu, risikerer at bukke under på den lange bane, og det giver i øvrigt ingen mening at arbejde på en virksomhed, der ødelægger mulighederne for os selv, vores børn og børnebørn.

2. Vær med til at finde klimabeskyttende tiltag

Når vi skal finde metoder til at reducere vores CO2-udledning på, skal der vælges mellem en række forskellige muligheder. Valget vil naturligvis afspejle det menneskesyn og vilkår, som det enkelte menneske har. Hvis man har mange penge, kan afgifter på luksus dieselbiler fx være af mindre betydning, mens afgifter på CO2-belastende grøntsager kan forekomme urimelige for lavindkomstfamilier.

Derfor er det vigtigt at fagbevægelsen og dens medlemmer er med til at finde de rette solidariske værktøjer til bekæmpelse af klimakrisen.

3. Støt en omlægning af den nuværende skatte- og afgiftspolitik

Danmark skal nå 70 procent CO2-reduktion på den billigste måde, uden at det går ud over den enkelte lønmodtager, virksomhedernes konkurrenceevne og statskassen. Det mål når vi ikke med den nuværende skatte- og afgiftspolitik, der favoriserer de sorte teknologier. Løsningen hedder klimabidrag og -bonus, hvor forureneren betaler en stigende pris for at forurene, og provenuet fordeles ligeligt mellem borgerne. Det giver samtidig særligt lav- og mellemindkomstgrupper mulighed for at få et større økonomisk råderum i hverdagen – hvis der træffes grønne, og ikke sorte, forbrugsvalg.

4. Stil krav om klima-repræsentanter

På stadig flere arbejdspladser vil klimatiltag få større og større indflydelse på hverdagen. Fagbevægelsen har brug for at uddanne tillidsfolk, der kan sikre, at den grønne omstilling er retfærdig og sker på en måde, der ikke bare tjener virksomhederne, men også medarbejderne bedst. Det kræver viden og indflydelse på linje med den rolle, som nuværende tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter har.

5. Fej for egen dør

Mange virksomheder er gået i gang med at kortlægge sit CO2-aftryk for at bidrage til den samlede CO2reduktion, men også fordi de ser at en klimaindsats nu, både kan gøre regningen mindre på sigt og give dem en konkurrencefordel her og nu. Hvordan står det til med de danske fagforeninger? Hvor mange kender deres klimaaftryk? Hvor mange gør en indsats for at nedbringe deres CO2-forbrug? Hvor mange har tilsluttet sig UN Global Compact eller indgår aktivt i tilsvarende klimainitiativer?

Fagbevægelsen bør gå forrest i kampen – også når det gælder den grønne omstilling.

Ovenstående fem initiativer er næppe omkostningsneutrale for nogen. Men det er også en illusion at forestille sig, at vi kan gennemføre en grøn omstilling uden at det koster – også for den enkelte dansker. Hvis fagbevægelsen viser rettidig omhu og for alvor melder sig ind i klimakampen, er der dog en chance for, at vi sammen kan være med til at fordele prisen mest muligt retfærdigt.