”Pædofeten Muhammed.” Et af Rasmus Paludans mange kunstord får med ét akavetheds-baromeret i DR-studiet på Rådhuspladsen til at lyse rødt og værterne til at fortryde deres ellers almindelige og uskyldige spørgsmål om hans valgkampsplaner.

Men hvorfor denne ubehagelige stemning i et hyggeligt aftenprogram? Hvorfor var journalister nødt til at bruge hele og halve mediemagasiner før valget på at diskutere håndteringen af én enkelt person?

Sprog og spil

Paludan er svær at håndtere for ellers dygtige og erfarne journalister, fordi han ikke følger reglerne i den offentlige debats sprogspil.

Begrebet ’sprogspil’ stammer fra den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein og udtrykker idéen om, at sproglige situationer (eksempelvis et interview eller en debat) fungerer som et spil skak: Der er en række mål, man skal opnå for at vinde (sætte modstanderen skakmat), og en række lovlige træk (løberen rykkes diagonalt, tårnet kan rykkes horisontalt og vertikalt etc.).

Med listen over lovlige træk følger også en række ulovlige træk; det er ulovligt at flytte sin bonde seks felter frem i ét træk, og gør man det, forbryder man sig imod spillet. Så spiller man ikke skak mere.

Paludan spiller ét spil

Paludan virker til at spille et helt andet sprogspil end de fleste andre politikere.

Det var slemt nok, da han flere gange i DR’s første partilederrunde kaldte kanalen for ”ræverøde DR” og i fuld alvor kaldte sine medpolitikere for ”landsforrædere”, men helt galt gik det i Aftenshowet dagen efter, da Paludan 10 minutter inde i udsendelsen kaldte tidligere CD-formand Mimi Jakobsen ”nazisvin” og beskyldte hende for at hade alle danskere.

Også tidligere på dagen var han ude med riven efter pressen, da han kaldte en Berlingske-journalist for ”fake news-journalist og landsforræder”. At kalde sig selv ”Danernes Lys” uden antydningen af ironi synes også langt uden for reglerne i den gængse offentlige, politiske samtale.

Disse træk hører til i sprogspillene på tilrøgede værtshuse, i demonstrationer og på de mørke dele af YouTube, men ikke på landsdækkende live-TV. Det er ikke bare et spørgsmål om ’tonen’; den har danske politikere udfordret og radikaliseret længe.

Paludan tager skridtet videre og åbner et parti skak med at flytte sit tårn fra H1 ned for at tage modstanderen springer i G8. Så er det svært at spille skak.

Journalisterne spiller et andet

Alligevel behandler journalisterne for mestendels vedkommende Paludan, som om han spiller den borgerlige offentligheds sædvanlige sprogspil.

Han får en hyggelig time i DR’s aftenshowet med quiz og spørgsmål fra seerne (der som sagt ikke blev så rar alligevel), og han deltager i partilederrunderne på lige fod med de andre politikere (og får endda tredjemest taletid ifølge BT).

Journalisterne stiller ham, som med alle andre, seriøse og interesserede spørgsmål (ét sprogspil), hvorefter han i sit svar kaster omkring sig med termer som ”ævlerne”, ”landsforræderne”, ”de fremmede fjender” og ”pædofeten Muhammed.” Journalisterne spiller skak og holder stædigt fast i dét, mens Paludan rejser sig og vælter brikkerne mens han påstår, at det altså var journalisterne og hans modstandere, der væltede dem.

Enkelte journalister har svagt italesat Paludans brud på sprogspillets regler.

Lige inden valgkampen gik en artikel i Ekstra Bladet patologisk til det nye fænomen og antydede, at årsagerne til det skulle findes i en hjerneskade fra 2005.

I DR2 Deadline et par dage forinden spurgte værten, om Paludan lavede sjov eller var alvorlig, da han bekendtgjorde at ville sende alle DR-ansatte ud på en øde ø.

At stille spørgsmålstegn ved en politikers kognitive evner eller seriøsitet er to måder at reagere på vedkommendes brud på sprogspillets regler, men de har næppe nogen afgørende effekt.

Hvad gør vi, når spillet går i opløsning?

Regler i sprogspil er almindeligvis normer og konventioner, hvilket betyder, at man ikke nødvendigvis bliver straffet eller udelukket fra spillet, som hvis man brød en juridisk fastsat lov.

Netop nu er vi vidner til, hvad der sker, når denne ordning udfordres ved, at nogen højlydt og under stor bevågenhed bryder sprogspillets regler.

Meget konkret spolerede Paludans ”nazisvin”-beskyldninger imod Jakobsen resten af udsendelsen, der ellers i Aftenshowets sædvanlige stil skulle være et hyggeligt program for hele familien. Ligeledes får hans øvrige værtshusretorik lov til at florere frit i fjernsynet og i radioen, fordi journalisterne ikke har midlerne til at stoppe ham.

Da Paludan kaldte Mimi Jakobsen et nazisvin i Aftenshowet, ville det være rimeligt, hvis de havde stoppet interviewet med ham med den begrundelse, at han ikke var i stand til at følge sprogspillets regler og derfor ikke kunne interviewes meningsfuldt. Det ville være et fornuftigt journalistisk valg, for regler fungerer kun, hvis alle følger dem.

Det ville dog ikke have den store effekt, hvis han efterfølgende bare kunne gå fra DR’s studier til TV2’s for dér at få en mikrofon til at råbe op om ”de ræverøde landsforrædere i statsradiofonien.”

Derfor er der behov for, at journalisterne vedtager en fælles strategi for, hvordan man håndterer hans brud på spillets regler.

Silas L. Marker
Silas L. Marker forsker ved Center for Information og Boblestudier på Københavns Universitet