
Henrik Qvortrup (tv), Thomas Larsen og Rasmus Jønsson løber med priserne i Journalistens kåring. Illustration: Mette Ehlers
Hvornår mon Lars Løkke Rasmussen udskriver folketingsvalg? Det spørgsmål har politiske kommentatorer forsøgt at give et kvalificeret bud på i månedsvis.
For kort tid siden udskrev statsministeren så det længe ventede valg. Vi skal stemme 5. juni 2019.
Og med det kryds i kalenderen er det blevet tid til at uddele diplomer til de politiske kommentatorer: For hvem ramte mest ved siden af valgdatoen, hvem skød med spredehagl, og hvem lurepassede?
Journalisten har de seneste måneder nysgerrigt fulgt kommentatorernes gætterier i artikler, podcasts og tv-indslag. Og vi har iagttaget, at nogle politiske kommentatorer har været modige – så modige, at de risikerede at tage fejl, når de var lidt for præcise i deres spådomme.
Det gælder for eksempel Skive Folkeblads chefredaktør, Ole Dall, der efter sommerferien spåede et lynvalg.
Kommentator og tidligere MF Johs Poulsen sagde til TV Midt Vest, at det ville ske senest i december 2018.
Debattør og blogger Niels Jespersen i Altinget mente, at 11. april lignede en oplagt valgdato.
Ekstra Bladets Hans Engell har været godt rundt i kalenderen og blandt andet peget på både 19. marts, 26. marts og 2. april. Han seneste melding er så vidt vides 26. maj 2019 – samme dag, som der er valg til EU-Parlamentet. Hans Engell har hele tiden fastholdt, at et af de tydeligste tegn på, at valget nærmede sig var, at Lars Løkke Rasmussen havde slanket sig.
En anden insider – tidligere spindoktor Søs Marie Serup – har spået ”foråret eller senere”, fordi ”Løkke synes, det er kedeligt at hænge i lygtepælene, når det blæser og regner”.
De fleste kommentatorer har klogeligt pakket deres spådomme ind i præmisser, forudsætninger og forbehold. Det mest brugte forbehold er, at valgdatoen især afhænger af blå bloks popularitet i meningsmålingerne. Jo bedre Løkke står i befolkningen, jo mere fristende er det at udskrive valg. Logik for kommentatorer.
Der er så mange kommentatorer i mediebilledet – og de har gættet uhyre flittigt – at Journalistens liste langtfra er komplet. Men den er komplet nok til, at vi gerne uddeler disse tre fine diplomer:
Den mest forsigtige kommentator: Thomas Larsen
Illustration: Mette Ehlers
Hvem husker ikke, dengang Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen skråsikkert skrev, at Anders Fogh Rasmussen ikke ville forlade jobbet som statsminister før tid? Den spådom viste sig som bekendt at være forkert, da Anders Fogh Rasmussen blev generalsekretær i NATO.
Ser man på Thomas Larsens bud på en valgdato, kan hans spådomme bedst beskrives som yderst forsigtige, tæt på helgarderinger. For eksempel skrev Thomas Larsen 22. september 2018, at valget ”formentlig ville komme efter årsskiftet” uden at angive en dag, uge eller måned.
En af folketingssæsonens satsninger fra Thomas Larsen kom 20. januar 2019, da han forudsagde, at der ikke ville komme lynvalg.
Thomas Larsen er også forsigtig, da Journalisten efter valgets udskrivelse beder om en kommentar – dem har han ingen af.
Den mest skydegale kommentator: Henrik Qvortrup
Illustration: Mette Ehlers
Få i mediebranchen kender som Henrik Qvortrup rædslen ved pludselig at blive taget med bukserne nede. Her tænker vi naturligvis på dengang, Henrik Qvortrup sagde, at han ville æde sin gamle stråhat, hvis Liberal Alliance blev valgt ind i Folketinget. LA fik ni mandater, og Henrik Qvortrup spiste stråhatten live i ‘Go’ Morgen Danmark’.
Oplevelsen har imidlertid ikke gjort Henrik Qvortrup håndsky. Siden september 2018 har han skudt flittigt med spredehagl til højre og venstre med masser af – forkerte – bud på en valgdato.
18. august 2018 var meldingen i podcasten ‘Borgen Unplugged’, at et ”lynvalg” kunne være fristende for Lars Løkke Rasmussen.
I september 2018 skrev Henrik Qvortrup i Ekstra Bladet: Det lugter af valg
Og 19. marts 2019 lød forudsigelsen, at Lars Løkke Rasmussen ”pønser på valg inden påske”.
”Det kommer lidt bag på mig, at jeg er mere skydegal end Hans Engell. Kan det virkelig passe,” spørger Henrik Qvortrup, da Journalisten fortæller ham, at han har vundet en pris.
Henrik Qvortrup har faktisk gættet færre gange end den meget flittige spåmand Hans Engell. Men Henrik Qvortrups skud spænder over en meget længere tidshorisont – fra august 2018 til juni 2019. Og alligevel har han skudt forbi hver gang.
Henrik Qvortrup forsvarer sig med, at han på det seneste har ramt mere rigtigt.
”Jeg har nemlig sagt, at valget ville blive udskrevet til afholdelse i juni,” siger han.
Henrik Qvortrup medgiver, at det kun er statsministeren, der ved, hvornår der udskrives valg.
”Og den dato flytter sig i takt med, at der kommer nye målinger, ” siger han.
Han siger, at det set udefra kan virke mærkeligt, at han har ramt ved siden af så mange gange.
”Man jeg er heldigvis ikke alene i den her disciplin,” siger Henrik Qvortrup.
Kommentariatets dårligste skytte: Rasmus Jønsson
Illustration: Mette Ehlers
Spoler vi tiden tilbage til sidste sommer, svirrede valgrygterne på Christiansborg i juni 2018.
Men her viste politisk kommentator Rasmus Jønsson nærmest mandsmod, da han 14. juni 2018 gik imod kommentatorkollegernes mainstream-opfattelse.
”Den generelle opfattelse på gangene på “Borgen” er, at Lars Løkke Rasmussen vil vente så længe som muligt med at udskrive valget,” skrev Rasmus Jønsson i Fagbladet 3F, men tilføjede sin egen analyse:
”Mulighederne for at overleve et valg og få endnu en periode i Statsministeriet har ikke været mere gunstig i denne valgperiode, end de er netop nu. De to blokke står næsten lige i meningsmålingerne,” skrev han for 327 dage siden.
Og tilføjede, at et lynvalg ville spare Lars Løkke Rasmussen for en del besvær:
”Med et hurtigt valg efter ferien vil Løkke også slippe for et finanslovsforløb, som med garanti vil blive dramatisk.”
Rasmus Jønsson har været mindre flittig på aftrækkeren end for eksempel kommentator-kollega Henrik Qvortrup. Til gengæld har Rasmus Jønsson lavet det største fejlskud.
Journalisten har talt med Rasmus Jønsson, som forklarer, at hans bud på et valg ”efter sommerferien” skyldtes, at Venstre havde vind i sejlene og gode meningsmålinger på det tidspunkt.
”Der var et momentum,” forklarer han.
”Jeg sagde ikke, at det ville komme den og den dag.”
Rasmus Jønsson beskriver genren som ”en analyse”.
”Men jeg ramte ikke plet.”
Han mener ikke, at gætterierne om valgdatoer i medierne har taget overhånd.
”Det er noget, folk snakker om, og derfor er det naturligt, at der bliver gættet på det. Det er en disciplin, der har eksisteret i alle de år, jeg har fulgt med i politik,” siger han.
Men det er selvfølgelig kun statsministeren, der ved, hvornår valget udskrives, tilføjer han.
”Det kan man også se på, at ingen havde gættet på 5. juni,” siger Rasmus Jønsson.
Herunder er nogle af kommentariatets spådomme om en mulig valgdato. Ingen gættede helt rigtigt.
Her er kommentariatets bud siden juni 2018.
10. juni 2018 sagde Hans Engell i Ekstra Bladet:
Mest sandsynligt med valg i foråret.
12. juni 2018 var spådommen på TV Midt Vest fra Johs Poulsen, kommentator og tidligere MF:
Valget bliver senest udskrevet i december 2018.
14. juni 2018 var Rasmus Jønssons spådom i Fagbladet 3F:
Et hurtigt valg efter ferien.
15. juni 2018 var Jarl Corduas bedste bud i ‘Besserwisserne’ på News:
Jeg tror, det kommer til foråret.
15. juni 2018 gættede Søs Marie Serup i ‘Besserwisserne’ på News på Folkemødet:
Foråret eller senere. Løkke synes, det er kedeligt at hænge i lygtepælene, når det blæser og regner.
25. juli 2018 var redaktør Ole Dalls spådom i Skive Folkeblad:
Lars Løkke kan blive fristet af lynvalg.
16. august 2018 spåede Thomas Funding i JydskeVestkysten:
Løkke satser på valg i 2019.
18. august 2018 gættede Henrik Qvortrup på et hurtigt valg i podcasten ‘Borgen Unplugged’:
Et lynvalg kunne måske være fristende.
5. september 2018 var Henrik Qvortrups vurdering i Ekstra Bladet:
Det lugter af valg.
7. september 2018 spåede Hans Engell i Ekstra Bladet:
Vi får ikke valg før til februar-marts. Det er jeg ret sikker på.
22. september 2018 skrev Thomas Larsen i Berlingske:
Formentlig valg efter årsskiftet.
2. oktober 2018 lød gættet fra Amalie Lyhne i DR2’s ‘Jersild Minus Spin’:
26. maj 2019 er er meget sandsynlig, det er ikke en dum dato.
11. januar 2019 gættede Thomas Funding i ‘Besserwissernes’ valgquiz på News:
April 2019.
8. januar 2019 sagde Hans Engell til Ritzau:
Jeg tror meget på 19. marts, 26. marts eller 2. april.
11. januar 2019 gættede Hans Engell i ‘Besserwisserne’ på:
En forårsdag i marts eller april.
11. januar 2019 spåede Jarl Cordua i ‘Besserwissernes’ valgquiz på News:
Marts 2019.
11. januar 2019 troede Noa Reddington i ‘Besserwissernes’ valgquiz på et maj-valg:
Maj 2019.
11. januar 2019 gættede Søs Marie Serup på 26. maj i ‘Besserwisserne’:
Statsministeren kan være fristet af at afvikle to valg samme dag – den 26. maj.
1. marts 2019 spåede Hans Engell ifølge Effektivt Landbrug:
Valgdatoen bliver 26. maj.
18. marts 2019 skrev debattør og blogger Niels Jespersen i Altinget:
11. april ligner en oplagt valgdato.
19. marts 2019 skrev Henrik Qvortrup i Ekstra Bladet om Lars Løkke:
Pønser på valg inden påske
2. maj 2019 sagde B.T.’s politiske redaktør Andreas Karker:
”Jeg tror, at han udskriver valg fredag eller mandag, så det bliver afholdt den 26. maj.”
2. maj 2019 sagde Erik Holstein, politisk kommentar hos Altinget til BT:
”Det er muligt, at Lars Løkke udskriver valg i morgen, men jeg synes, det vil være mere logisk, hvis det bliver søndag eller mandag”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.