Rasmus Paludan er disse dage en af de meste omtalte politikere i danske medier. Som leder af partiet Stram Kurs er han blevet omtalt utallige gange i forbindelse med sit partiprogram og demonstrationerne, hvor han håner muslimer og koranen.
Samtidig har Rasmus Paludan benyttet lejligheden til at beskylde journalister for at lyve, være landsforrædere og ræverøde kulturmarxister.
”Han er uforudsigelig, pågående, mere personlig og mærkelig,” siger journalist Anna Ingrisch fra Radio24syv.
”En vigtig ting, som virkelig skiller sig ud ved at interviewe ham og andre, er, at han omtaler sig selv i tredje person,” siger hun.
Anna Ingrisch mener, at Rasmus Paludan i højere grad end andre politikere udfordrer præmissen for et interview og giver journalisterne modspil.
”Jeg har interviewet typer som ham på Radio24syv mange gange, men det er sjældent, at politikere opfører sig på den måde,” siger hun.
”Du narrede mig der”
Mandag havde Anna Ingrisch og medvært Asger Juhl Rasmus Paludan i studiet i 'Radio24syv Morgen'.
En stor del af interviewet handlede om, hvordan Rasmus Paludan rent praktisk ville gennemføre sin politik med at sende omkring 500.000 muslimer ud af landet.
I interviewet spørger Anna Ingrisch, hvad Ramus Paludan vil stille op, hvis nogle lande ikke vil tage imod muslimerne. Først erkender Rasmus Paludan, at der for nogle lande kan være et ”praktisk problem”. Få minutter efter trækker han udtalelsen tilbage.
”Jeg indrømmer, Anna Ingrisch, at du narrede mig der. Men jeg trækker mine ord tilbage,” siger han.
”Så du laver en berigtigelse live i radioen?” spørger Anna Ingrisch.
”Ja, og det er jeg glad for. Jeg tror ikke, danskerne synes, det er mærkeligt, at jeg laver en berigtigelse, hvis en radiovært sidder og lyver mig op i ansigtet,” svarer Rasmus Paludan.
Udfordrer præmissen
Anna Ingrisch siger til Journalisten, at udfordringen ved at interviewe Rasmus Paludan er, at han altid udfordrer præmissen.
Han anklagede dig for at stille diktatoriske spørgsmål og forsøge at narre ham. Hvordan har du det med, at han siger det til dig?
”Jeg er fuldstændigt kold. Det rører mig overhovedet ikke. Jeg var hverken snedig eller lurede ham i en fælde. Han sagde bare noget, som han ikke mente alligevel,” forklarer Anna Ingrisch.
Hun siger, at det ikke er ualmindeligt, at journalister bliver udfordret på præmissen i et spørgsmål.
”Men det er meget ekstremt i hans tilfælde, fordi han udfordrer ting, som de fleste ser som naturlige enigheder,” siger hun.
Spørg konkret
Hun mener, at de bedste spørgsmål er så konkrete som muligt.
”I Rasmus Paludans tilfælde forstår man rækkevidden af hans forslag om at hjemsende 500.000 mennesker i løbet af et år ved at spørge: Hvordan skal det ske. Hvor skal de sendes hen?”
Det er ved at stille den slags spørgsmål, at man kan se, hvilken politik han ønsker at fremlægge, siger Anna Ingrisch.
”Det er både der, hvor du får de gode svar, og der, hvor du kan afsløre, hvis der ikke er et svar,” siger hun.
Kulturradikal fidus
Anna Ingrisch er ikke den eneste journalist, Rasmus Paludan har været ude med riven efter. I weekenden kaldte han i et interview med Politiken avisens journalister for ”landsforrædere”, og en journalist på Berlingske har for nylig fået prædikatet ”kulturradikal fidus”.
Lørdag aften beskyldte Rasmus Paludan i et interview TV Avisens Johannes Langkilde for at lyve.
Johannes Langkilde siger til Journalisten, at Rasmus Paludan bringer mindelser om USA, hvor Johannes Langkilde tidligere har været korrespondent. Ligesom Donald Trump bruger Rasmus Paludan øgenavne om sine politiske modstandere.
”En anden lighed med USA er, at Trump i mange interviews beskylder journalisterne for at lyve og være ræverøde,” siger Johannes Langkilde.
Vi må være dygtigere
Men Johannes Langkilde mener faktisk ikke, at der er den store forskel på at interviewe Rasmus Paludan og andre politikere.
”Man skal altid være forberedt på, at man kan blive beskyldt for, at det spørgsmål, man stiller, er dumt eller faktuelt forkert,” siger han.
Forskellen er, at Rasmus Paludan er en politiker, der i højere grad giver journalisten modspil.
”Men så må vi bare være dygtigere som journalister,” forklarer Johannes Langkilde.
Johannes Langkilde var ikke overrasket over, at han blev beskyldt for at lyve.
”Jeg vidste, at jeg skulle kunne henvise til det sted, han havde sagt det. På nettet kan man i en video ordret se ham sige det, jeg refererede ham for at sige,” forklarer Johannes Langkilde.
Paludan: Journalister sviner mig til på SoMe
Journalisten har spurgt Rasmus Paludan, hvorfor han kalder journalister for kulturmarxister, løgnere og landsforrædere – og om der findes journalister, der kan undgå at få de prædikater sat på sig.
Rasmus Paludan svarer, at prædikaterne er ”baseret på journalisters egen adfærd samt baseret på undersøgelser, der viser, at de fleste journalister stemmer på B og Å”.
Tal fra 2012 viser, at Radikale Venstre og Socialdemokratiet dengang var de mest populære partier blandt journalister.
”Det er klart, at når man som journalist sviner mig til og bliver personligt nedrig på Twitter, så fremstår man ikke specielt objektiv og upartisk,” skriver Rasmus Paludan videre, uden dog at give eksempler.
Rasmus Paludan har tilbudt journalisten.dk en liste over ”ordentlige journalister”. Der er dog ikke kommet nogen liste endnu, og Rasmus Paludan har ikke svaret på opfølgende spørgsmål.
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Men alt om ham . Starter med rigmanden Søren Tvede.
Hvorfor ? Journalist venstreparti. ))
Nu graver de frem alt de kan finde , fuldstændig som vi ser det mod Trump.
Paludan gør intet tilfældigt ! Alt er nøje planlagt.
Vermund / Paludan tager 10% stemmer til valget nu. Mit gæt.
Måske kan partiformanden få hjælp til en liste over "ordentlige journalister" hos rigmanden Lars Tvede, der som nævnt her i Journalisten for tre år siden var i færd med at oprette et site til anmeldelse - "rating" - af journalister, inspireret af Trustpilot og andre rating-sites. Tvede var, ligesom partiformanden, utilfreds med nogle journalister, og han havde desuden fået afvist en klage til Pressennævnet. https://journalisten.dk/ivaerksaetter-vi-anmelder-vin-og-boeger-saa-hvorfor-ikke-ogsaa-journalister
Hjælpen til partiformanden forudsætter dog, at der ikke en en anden partiformand, der har fået soloadgang til registret. Hvis det altså blev realiseret.
Lars Tvede fortalte da, at der allerede forelå en prototype, men blev det til andet en tomme skræmmetønder? Eller bruges det i lukkede kredse?
Flere