I næsten 12 år har journalist Nynne Bjerre Christensen været vært på DR’s nyhedsmagasin 'Deadline', der sender en halv times live-udsendelse hver aften.

Programmet er interviewbåret, men emnerne og typen af interviews er forskellige og tæller blandt andet ekspertinterviews, paneldebatter og klassiske hardtalks.

I artiklen her fortæller Nynne Bjerre Christensen om sin tilgang til interviewet. Artiklen er den fjerde i en serie om forskellige intervieweres tricks og teknikker. Tidligere har vi talt med Iben Maria Zeuthen, Cecilie Beck og Hassan Preisler. 

Vi kan diskutere alt fra queer-teorier til beskæftigelsespolitik i 'Deadline'. Men vi laver rigtig mange ekspertinterviews og rigtig mange politiske debatter. Vi er fem forskellige værter, og vores arbejdsmetoder og interviewteknik er vidt forskellig. Min tilgang til interviewet er egentlig den samme, uanset hvilket slags interview det er. 

Jeg laver mine udsendelser ret koreograferet. Jeg ved som regel nogenlunde, hvad gæsten vil svare, for jeg bruger ret lang tid i løbet af dagen på at tale med aftenens gæster. Hvis jeg har kastet trawlet ud i en lang researchsamtale, kan jeg bedre trække de største fisk ind i udsendelsen. Jeg kan også bedre hjælpe seerne med at forklare, hvad gæsten mener, hvis det står uklart eller er meget kompliceret stof.

Min briefing af en ung og uerfaren ekspertgæst vil selvfølgelig være mere grundig end min briefing af en finansminister. Men jeg taler som regel altid med gæsterne på forhånd – også med de politikere, der ikke selv synes, det er nødvendigt. Det er rart for mig at have en boldberøring på, hvilken retning gæsten vil gå, så jeg kan planlægge mit næste træk. Nogle arbejder sådan, at de gerne vil have andre til at for-interviewe, så der er en friskhed i interviewet. Men for mig er det her den mindst ringe måde at arbejde på.

Når jeg interviewer, prøver jeg at lægge maksimalt pres på alle kvadratcentimeter af udsendelsen i forhold til læring. Så seerne hele tiden bliver klogere, og så jeg bruger hvert enkelt spørgsmål som trædesten til det næste spørgsmål. Jeg tænker hele tiden: Hvad skal vedkommende svare på her, for at vi kan komme videre til det næste niveau? Det svar, gæsten giver, er forudsætning for at forstå det næste, jeg vil spørge om. Så vi hele tiden bevæger os op i abstraktionskæden.

Jeg skriver altid mit manus ned. Jeg kan ikke bare slippe tøjlerne og sige, at nu må vi se, hvad der sker – udsendelsen er for kort til svar, der går i tomgang. Men manus er mit private arbejdsdokument. Jeg tilsender det aldrig, og kilden får ikke de specifikke spørgsmål på forhånd. Men jeg fortæller, hvad det handler om, og jeg lyver eller forvrider det aldrig. Heller ikke, når det er hardtalk med en minister.

Hardtalks skal virkelig vælges med stor omhu. Hvis jeg vælger den form, skal jeg kunne mærke helt ned i min mave, at der er noget at komme efter. For formen er postulerende i sig selv, og jeg synes, der er meget postuleret, men u-underbygget kritik. For mig kræver hardtalk-formen en helt tydelig diskrepans mellem, hvad folk siger, og hvad de gør. Og jeg skal virkelig føle mig sikker på, at talmateriale og fakta er i orden, og at diskussionen ikke ender i ordkløveri. Jeg skal kunne mærke det ned i maven, hvis jeg skal gå i kødet på folk på den måde – ellers kan man lige så godt lave et andet slags interview. Jeg kan sagtens interviewe en minister, uden at det har den der insisterende hardtalk-facon.

Jeg har været vært på 'Deadline' i snart 12 år. Helt grundlæggende er det en koncentrationsøvelse, der handler om at fokusere sig selv og koncentrere sig maksimalt om én ting i nuet. At stå der fuldstændigt med skyklapper på, lægge alt andet til side og prøve at lade være med at kigge ned på papiret. Det giver en bedre samtale, hvis vært og gæst kigger på hinanden samtidig.

Når vi opfører selve showet, er der selvfølgelig meget journalistik, men også lidt teaterstykke over det. Du skal stå på en bestemt plet i studiet, tale til et bestemt kamera, give den lidt et ekstra glimt i øjet på den dér og en ekstra alvorlig mine på den dér. Jeg skruer også en lille smule mere op for gestikken, når jeg taler, end hvis vi bare snakkede normalt. Det er jo et lille stykke koreografi, men det gælder om at få så meget energi og personlighed og autenticitet ind i samtalen som muligt.

Stil for helvede et spørgsmål! Det er et virkelig banalt, men samtidig rigtig godt råd. Stil rent faktisk et spørgsmål i stedet for selv at komme med en betragtning, der ender i et eller andet uklart spørgsmål. Hvis det er svært stof, og det er svært at formulere et præcist spørgsmål, kan det nogle gange gå an at sige: Jeg har den her association – kan du forstå, hvor jeg vil hen? Men som regel er det lidt sjusk i forberedelsen, hvis man ikke får fyret et ordentligt og præcist spørgsmål af, som kan bringe folk et andet sted hen. Det bestræber jeg mig altid på.  

Jeg har ikke fanplakater på væggen derhjemme, men i en helt anden genre beundrer jeg Michael Parkinson, der var på BBC i en menneskealder. Han var i stand til at lave talkshows, som både havde lethed og humor, men også vitaminer. Michael Meyerheim herhjemme kan i virkeligheden en lille smule af det samme. Jeg er ikke selv sjov, så den dør er lukket for mig – men jeg tror generelt, man får mere ud af sine gæster med en venlig og velforberedt approach.