Han blev kendt som børne-tv-vært på ’Bubbers Badekar og ’Snurre Snups Søndagsklub’ i 90’erne. Siden har han blandt andet lavet reportageserien ’Danmark ifølge Bubber’, men siden 2014 har Bubber været tilbage i børnenes verden som vært på DR Ultra.
I artiklen her fortæller Bubber – med det borgerlige navn Niels Christian Meyer – om sin tilgang til interviewet og sine tricks og teknikker til at vinde børn og voksne tillid, så de giver noget af sig selv.
Artiklen er den femte og sidste i en serie om interviewteknik. Tidligere har vi talt med Iben Maria Zeuthen, Cecilie Beck, Hassan Preisler og Nynne Bjerre Christensen.
Jeg er meget mig selv, når jeg interviewer. Jeg tager ikke tv-kasketten på, og jeg gør mig ikke til en anden, end jeg er. Som mennesker er jeg bare meget let at begejstre og meget nysgerrig. Man kommer langt med ægte sandfærdig nysgerrighed som interviewer. Det er jo en dødssynd, hvis du ikke er nysgerrig som journalist – det svarer til at være læge og ikke kunne tåle at se blod, eller til at være svømmer og have vandskræk. Det går ikke.
Hvis man vil være en god interviewer, skal man være god til at smalltalke. Man skal være dygtig til at møde mennesker, veje situationen lige nu og her, og vide, hvornår man skal stille spørgsmål, og hvornår man skal holde kæft. Det er ikke noget, men kan lære fra en teoribog eller et kursus – det er mere end feeling.
Jeg går i virkeligheden efter, at det skal være en samtale, når jeg interviewer. Det er bedst, hvis både seeren, casen og jeg glemmer, at det faktisk er et interview. For mig er forskellen på et interview og en samtale, at man i samtalen ikke bare sidder med næste spørgsmål på blokken, men at man lytter og er klar til at gå ned ad alle de nye veje, der åbner sig. Du kan læse nok så meget om interviewteknik, og du kan gå på nok så mange kurser, men hvis ikke mestrer samtalens kunst, så kan du stikke alle dine regler skråt op.
Jeg bruger aldrig papir eller noget som helst andet, når jeg sidder over for folk. Samtalen skal flyde – det skal være et flow – og alt bliver afbrudt, hvis man sidder og kigger ned i et papir. Men jeg ved selvfølgelig nogenlunde, hvad jeg vil have med hjem, når vi starter. Og så har jeg jo et hold med mig, som kan hjælpe.
Det perfekte interview er for mig lidt ligesom en fodboldkamp: Du spiller dig op igennem banen med en dribling og en aflevering, en dribling og en aflevering – og hvis kemien og samspillet kører, så er der bare den sidste aflevering i den rigtige afstand foran målet, der gør, at din case selv sparker bolden ind. Men det er jo en kunstart, for hvad gør en god fodboldspiller? Man kan gå på det samme hold, have den samme træner og træne det samme antal timer – og alligevel er nogen dygtigere end andre. Der ligger meget talent i det. Og det tror jeg også, der gør i samtalens kunst. Det handler om intuition og social intelligens.
Jeg er ikke bange for at spørge om noget, jeg godt ved. Og jeg er ikke bange for at spørge om noget, der måske får folk til at tro, jeg er ubegavet. For det første kan det være, at personen over for mig overrasker med et helt andet svar end forventet. Og for det andet er jeg da ligeglad med, om nogen ude på den anden side af skærmen måske tænker, at jeg er dum. Jeg er et serviceorgan for seeren – jeg er der for deres skyld.
Der er ikke noget værre end et interview, hvor intervieweren er bange for at virke dum. Jeg hader det der med, at intervieweren sidder med benene over kors og fnugger sine bukser af og laver et show ud af at vise, at han er intellektuel og kun spørger, fordi han er interviewer – ikke fordi han ikke selv kender svaret. Jeg spørger, fordi jeg er oprigtigt nysgerrig. Og jeg er ikke bange for banaliteter.
Når du har interviewet 10.000 timer, så begynder du at blive god til det. Men det kommer ikke af sig selv. Det værste, jeg ved, er at komme hjem med spørgsmål, jeg ikke fik stillet. Eller hvis det først går op for mig timer efter, eller når man sidder i redigeringsrummet, at fuck, hun sagde jo det dér – hvorfor greb jeg den ikke?! Det har jeg øvet mig på igennem mange år. Men man bliver aldrig perfekt. Derfor elsker jeg også at være med i klipperummet, så jeg kan se, hvornår jeg griber den, og hvornår jeg ikke gør.
Jeg øver mig hele tiden på det med at holde pauser. Det er lige så meget interviewerens force, at kunne holde kæft på de rigtige tidspunkter. Det skal jeg blive bedre til. Hvis du bliver for ivrig, og hvis du ikke kan vente, så risikerer du, at vedkommende lukker i. Men hvis du lægger op på den helt rigtige måde og stoler på, at det nok skal komme, så glemmer casen sine forbehold og grænser.
Min fornemmeste opgave, når jeg interviewer børn, er at få dem til at shine. De skal ikke fortryde, at de har været med. Det handler meget om respekt for den, man sidder over for. Hvis de kan mærke, at du respekterer dem, for hvem de er, så kan du vinde deres tillid og blive lukket ind. Det gælder uanset om det er et barn eller en voksen. Og min respekt for Henning fra swinger-klubben i ’Danmark ifølge Bubber’, og min respekt for lille Asbjørn, der fortæller om en blåhval i ’Snurre Snups Søndagsklub’, den er lige stor.
Jeg er ret god til at sadle om, når jeg interviewer. Det lærer man af at lave børnefjernsyn. Jeg kan have siddet med Frederik inden en udsendelse og aftalt, at nu går vi på, og så fortæller du sådan og sådan om din hund. Men så går vi på live, og jeg siger ”hej Frederik, hvad hedder din hund?” – hvorefter han kigger på mig og siger ”det ved du da godt”. Der må jeg bare lægge mig fladt ned og starte forfra på hans præmisser.
De fleste kan lave voksenfjernsyn, men de færreste kan lave børnefjernsyn. Børn smalltalker ikke, og modsat voksne er de pisseligeglade med pauser – de går i stå, siger ikke en skid, eller giver enstavelsessvar. Så skal du selvfølgelig stille åbne spørgsmål, men hvis du stiller for mange hv-spørgsmål, svarer de bare: Det ved jeg ikke. På den måde er børn virkelig god interviewtræning. Du skal kunne være forberedt til tænderne, men være klar til at sadle om og smide alt, hvad du har researchet og planlagt, hvis vi er nødt til at gå ud ad en helt anden tangent for at få noget som helst ud af det her barn. Til gengæld får du så også nogle helt sindssyge sejre og gevinster.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Man kunne supplere med at det ville være dejligt, hvis voksne svarede ligeså ærligt som børnene, når de bliver interviewet. Er træls med politikere og eksperter osv. med deres meget svævende svar.
I øvrigt dejligt man på Journalisten ikke føler sig for gode til at snakke med journalister, som ikke med medlem af forbundet.