I mandemagasinet ’Min lille Hassan’ på Radio24syv har skuespiller og forfatter Hassan Preisler hver uge en gæst i studiet til en snak om følelser.
I introen til programmet læser Hassan Preisler hver gang det samme Søren Kirkegaard-citat op, hvorefter han siger:
”Jeg har opdaget noget skelsættende; min evne til at elske og forbinde mig til andre mennesker er direkte forbundet med mit mod til at være sårbar, til at være lille, til at turde være mig selv. Det ene kan ikke eksistere uden det andet. Men kan en mand tillade sig at være lille? Tør han? Dét er de store spørgsmål.”
I artiklen her fortæller Hassan Preisler om sine teknikker til at få sine gæster til at være sårbare og ærlige. Artiklen er nummer tre i en serie om interviewteknikker. Læs de to første artikler her og her.
Der er meget selvopgør i at lave det her program. Jeg ville lave et mandemagasin om følelser, fordi jeg ikke længere kunne udholde den ensomhed, jeg selv oplever ved at gå og skabe mig selv i livet i uoverensstemmelse med, hvordan jeg i virkeligheden er indenunder. Den ensomhed ville jeg til livs ved at forsøge at nå ind til den samme side af andre mænd. Mit mål er at finde ud af, hvem de i virkeligheden er, når de ligger derhjemme under dynen og er grebet af den angst, jeg forestiller mig, at de også må være grebet af.
Mit første spørgsmål, når jeg har præsenteret min gæst, er altid: ’Hvem er du?’ Svaret på det spørgsmål kommer til at definere de næste 55 minutter. Man kan jo gå i enormt mange retninger, når man får stillet det spørgsmål. Nogle gange skal jeg bare gå med, andre gange kan jeg med det samme høre, at det her bliver en slåskamp. Men hvis jeg er i stand til at høre efter lige der – til at lægge manus væk, se gæsten i øjnene og høre, hvad der bliver sagt og ikke sagt – så bliver programmet godt.
Jeg forsøger hele tiden at bevæge mig væk fra den pæne fortælling i de her programmer. Jeg vil derhen, hvor menneskesjælen bliver afdækket for alvor. Med al sin beskidthed, smålighed og selvoptagethed. Det er i det ukomfortable – og i evnen og villigheden til at gå ind i det – at det nye og anderledes opstår. Det giver nogle andre fortællinger end dem, vi allerede har hørt til hudløshed. Det handler nok om, at jeg ikke er journalist, men kunstner. Kunsten bør altid bevæge sig de besværlige steder hen.
I min research prøver jeg at finde frem til min gæsts grundfortælling om sig selv. Og den prøver jeg så at aktivere ved at fortælle historier fra mit eget liv, der minder om deres. Jeg har ikke haft et narko- eller alkoholmisbrug, der minder om Jokerens, men jeg har haft et misbrug af kvinder og Facebook – så det fortæller jeg ham om. Jeg lægger noget frem om mig selv, der kan åbne for, at de kommer med samme fortælling. Det er teknikken. Jeg beder aldrig min gæst levere noget, jeg ikke selv er villig til at fortælle.
Jeg synes, der er en arrogance i, at intervieweren forventer at møde en, der lægger sin sjæl på bordet, hvis han ikke selv er villig til at gøre det samme. Så som vært deltager jeg i programmet på lige fod med de medvirkende. Jeg ved heller ikke, hvor det går hen, og jeg er lige så meget en brik i programmets spil.
Når jeg går i studiet, har jeg altid et ekstremt omfattende manus med. Jeg har mellem 10 og 20 sider, men det er virkelig sjældent, jeg har brugt manus. Det fungerer bedst, hvis jeg kan fastholde øjenkontakten. Hver gang jeg kigger ned i manus eller over på uret på væggen, bliver interviewet afbrudt – og det giver gæsten en flugtmulighed fra de besværlige følelser. Nogle gange har jeg også holdt min gæst i hånden eller givet vedkommende et knus, hvis der ikke har været nok øjenkontakt.
Jeg har udviklet mig helt vildt meget, mens jeg har lavet de her programmer. Derfor har programmet også udviklet sig. I første sæson talte jeg meget om, hvor hård min skilsmisse har været, og om min seksuelle utilstrækkelighed. I anden sæson blev det et mere konfronterende magasin. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg vred armen rundt på mig selv i første sæson for at lave Hollywood-afslutninger. Det er en besynderlig trang til harmoni at ville finde frem til et fælles sprog og en fælles platform med gæsten. Det er en illusion, der afspejler en forfængelighed, som faktisk er ret hyklerisk.
Min producer Kristian Danholm er også min gode ven. Vi har skabt 'Min Lille Hassan' sammen, og vi gennemspiller ofte interviewet, inden vi skal lave det. Så spiller han Hassan, og jeg er gæsten. På den måde kan jeg teste, hvordan gæsten vil undvige mine spørgsmål. Inden programmet gennemgår vi mit manus sammen, og undervejs er han i mit headset og er lige så fokuseret på mine flugtforsøg, som jeg er på gæstens. Mit tillidsforhold til ham er altafgørende for programmet.
Det er en afsindig vigtig teknik for mig at tale langsomt. Jeg tvinger også gæsten til at have hovedtelefoner på, og så skruer vi højt op for både hans og min mikrofon. Det tvinger os til at tale lavere og langsommere. Lige så snart du pitcher eller hæver din stemme, er du på vej væk fra dine følelser, men når vi kommer ned i tempo, er der en helt anden tilstedeværelse. Man kan høre stemmen skælve, man kan høre vreden opstå eller sorgen tvinge sig frem.
Jeg har opdaget, at folk, der er travlt optaget af at fremstille sig selv som gode mennesker, er virkelig svære at tale følelser med. Mens mennesker, der af den ene eller den anden årsag for længst har droppet forestillingen om, at de er bedre end andre, er klart nemmere at nå ind til. Det her er meget generaliserende, men mænd på højrefløjen er generelt nemmere at tale om følelser med end mænd på venstrefløjen.
Hver gang jeg laver de her programmer, har jeg en fornemmelse af, at jeg kaster mig ud over kanten. Og når min gæst så ikke tør eller vil gå med, så føles det ekstremt ensomt og angstprovokerende. Det tirrer mig helt vildt, hvis jeg føler, at vi ikke kan mødes på et ærligt plan. Og så kan jeg godt finde på at blive vred og blive ved og ved. Jeg insisterer langt ud over grænsen for, hvad der er normalt i den offentlige debat. På den måde handler jeg måske mere på en følelsesmæssig reaktion end på en interviewteknik.
Lige nu tænker jeg, at jeg aldrig nogensinde skal lave det her program igen. Jeg er så udmattet mentalt og fysisk. Det har krævet meget af mig i både forberedelsen, i udførelsen og i efterreaktionerne. Det er vildt, at folk lige pludselig elsker mig eller hader mig. Begge dele er virkelig besynderlige.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg er en kvinde, men har fulgt udsendelserne fra start. Min kommentar må være BRAVO!