Jeg ved, at jeg var en pind i røven på mange, da jeg fik mit første lederjob som redaktionssekretær på TV Avisen i 1983.

Det var Lasse Jensen, der udnævnte mig, og hans beslutning mødte stor modstand. Jeg var ung, ambitiøs og temmelig kompromisløs. Og så er man dømt til at løbe sig store staver i livet.

Når du er reporter, kæmper du for dit indslag, din vinkel og for at få ret. Som redaktionssekretær er man redaktør for alle indslagene i dagens TV Avis. Og du skal ikke kæmpe for at få ret. Den slags chefer er der jo ingen, der gider arbejde for.  

Steen Bostrup beskrev engang det at gå fra at være studievært til at blive redaktør som verdens længste meter. Man flyttede kun en stol, en meter, i sekretariatet, men verden forandrede sig. Alle så anderledes på én. Man kunne blive deres skæbne. Smide deres indslag ud af avisen. Eller kræve det skåret ned.

Jeg lærte meget af Lasse. Han er en af de bedste chefer, jeg har haft, fordi han var god til at overlade hverdagens konkrete beslutninger og ansvar til andre – og holde sig til det store billede, de store linjer.

[factbox:0]

Jeg opfattede i starten mere mig selv som anfører for et fodboldhold. Jeg kæmpede for holdet og var ret ligeglad med, hvad der skete oppe i DR-systemet. Jeg skabte landsbyer. Og det er jo sjovt for dem, der var med. Men ikke nødvendigvis for alle de andre.

Senere fandt jeg ud af, at en karakter som mig skulle sørge for at have en Gandhi-type som souschef. En, der kunne stoppe mig på vej op til affyringsrampen.

To år senere blev jeg forfremmet fra redaktionssekretær til redaktionschef. Og nu skulle jeg ikke bare lave den bedste mulige udgave af én bestemt TV Avis. Jeg skulle være med til at lægge linjen.

Det var lidt svært, når man er dominerende anarkist og egentlig hellere selv ville ud i marken. Det interessante ved journalistik er jo at tale med spændende mennesker og være tæt på, hvor tingene sker. I stedet kom det til at handle om planlægning af kommende statsbesøg eller beredskabet op til det næste folketingsvalg. Det er ting, der er vigtige, men der er ikke så meget … jazzmusik i det.

Da jeg skiftede til chef for Polfoto i 1989, fandt jeg ud af, at der er stor forskel på at være chef for journalister og så for fotografer.

[quote:0]

Journalister vil altid diskutere. Der kunne være endeløse diskussioner. ”Hvorfor gør vi sådan?” ”Hvad betyder det for mig – og for mit program?”, ”Hvorfor ikke gøre det anderledes – ligesom i fx Sverige, som er meget bedre?” osv. osv.

Fotografer er meget konkrete. De diskuterer ikke så meget. De spurgte: ”Skyder vi på sort/hvid eller farve?”, ”Hvornår sender vi hjem?”, ”Hvor længe kan vi være afsted?”

Vi holdt nogle meget korte og konkrete møder på Polfoto. Uden at sige for meget om de journalistiske kolleger i DR, så tog de møder, de holdt, godt nok lang tid.

Jeg slap ud af chefrollen efter 11-12 år. Og jeg er så glad for, at jeg stadig er venner med folk, som jeg har været chef for. I dag fik jeg en hilsen fra en fotograf, som berømmede min tid på Polfoto. Og det gik op for mig, at mit chefrygte ikke bare var Kill Bill og Don Corleone. Der var også lidt Morten Korch og “Er du dus med himlens fugle” over minderne.

Da jeg kom tilbage til DR og var studievært i 12-13 år, savnede jeg på intet tidspunkt at være chef. Da var al potensen taget ud af mellemlaget, som styrtede rundt til møder med halve mandater og evige fyringsrunder. Med vandingshuller og ja-hatte. Det har jeg aldrig savnet. Men ved du hvad? Jeg tjener faktisk penge i dag som coach. For ledere.

Reimer Bo Christensen er selvstændig rådgiver, journalist og forfatter. Han var i en årrække tv-vært i DR. Som chef har han været direktør for Polfoto, redaktionschef på Ekstra Bladet, redaktionssekretær og redaktionschef på TV Avisen.

Fortalt til Jakob Albrecht, gennemskrevet af Reimer Bo Christensen