
Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Zetlands direktør gennem otte år, Jakob Moll, stopper og sætter kurs mod udlandet for at tanke nye kræfter. Det skriver Mediawatch.
Jakob Moll var for 10 år siden med til at starte det projekt, der siden blev til Zetland. Men vejen har også været slidsom, og næste etape kalder på friske kræfter, forklarer Jakob Moll.
”Det har været spændende og nogle gange også hårdt. Nu, hvor vi er kommet op og er et fantastisk sted, også rent økonomisk, har jeg kunnet stoppe op og mærke efter, og nogle dage kan jeg mærke, at jeg lige har skullet tage mig sammen til de store ting, vi nu skulle i gang med i næste fase, og Zetland er simpelthen for vigtig til, at jeg bliver udkørt,” siger han til Mediawatch.
Digital chef bliver ny direktør
Jakob Moll beholder sin ejerandel i Zetland, men skal tilbringe den kommende tid på et universitet i udlandet. Her har han fået mulighed for at fordybe sig i mediers forretningsmodeller.
Ifølge Mediawatch er Zetlands nye direktør allerede fundet. Det bliver Tav Klitgaard, der siden 2015 har været mediets digitale redaktør.
Han skal stå i spidsen for ambitionen om at fordoble Zetlands abonnementstal.
Overskud for første gang
Jakob Moll forlader et medie, der i marts i år for første gang kunne præsentere et årsregnskab med overskud.
Som Journalisten skrev dengang, lød det samlede overskud på 423.000 kroner. I 2018 havde Zetland blodrøde tal og et samlet underskud på 6,5 millioner kroner.
I sommeren 2019 betød de økonomiske udsigter, at mediet stod ved en skillevej, hvor ledelsen skulle beslutte, om drømmen skulle bære eller briste. De søsatte en såkaldt ambassadørkampagne, som altså bar frugt og sikrede mediets overlevelse.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.