Zetland går for første gang i plus. Nu vil mediet grave mere

Efter flere år med massive underskud havde Zetland i 2019 et overskud på 423.000 kroner. Det skyldes især momsfritagelse og flere abonnenter, siger adm. direktør Jakob Moll

Zetland står ved en skillevej.

Sådan lød det i 2019 fra ledelsen bag det digitale netmedie, der siden grundlæggelsen i 2012 havde kæmpet for at skabe en sund forretning.

Den skillevej er nu passeret. Og Zetland er kommet ud på den rette side.

For første gang nogensinde præsenterer mediet i dag et årsregnskab, hvor der er overskud. Det samlede overskud lyder på 423.000 kroner. I 2018 havde Zetland blodrøde tal og et samlet underskud på 6,5 millioner kroner.

”Vi er enormt glade og stolte,” siger Jakob Moll, adm. direktør i Zetland.

”Det er en anledning til at glæde sig over, at det godt kan lade sig gøre at drive en forretning, der handler om at få folk til at betale for ambitiøs journalistik.”

Balancerer kun akkurat

Zetland peger især på to årsager til, at regnskabet nu ser meget bedre ud: Flere abonnenter og en politisk vedtaget momsfritagelse for digitale medier.

”Momsfritagelsen svarer til knap 15 procent af vores omsætning fra medlemmer. Så det har hjulpet os et godt stykke med at komme over målstregen,” siger direktør Jakob Moll.

Den samlede omsætning i Zetland var i 2018 12,4 millioner kroner, mens den i 2019 var 18,7 millioner kroner.

Det skyldes blandt andet, at Zetland er vokset med cirka 4.500 betalende abonnenter i 2019, til ifølge Zetland et godt stykke over 14.000 betalende abonnenter i alt, især på grund af en stor ambassadørkampagne, der lokkede mange nye abonnenter ombord.

”Vi er lykkedes med at skabe et medie, som folk kan bruge i en travl hverdag,” siger Jakob Moll.

Men det er ikke nogen grund til at stoppe op for længe og nyde tingene for Zetland. Mediet har i 2019 også haft indtægter fra et bogprojekt om klimaløsninger og et salg af licens til sin digitale platform, som mediet ikke kan regne med i 2020.

”Det var med til at skubbe regnskabet over målstregen,” siger Jakob Moll.

Han understreger, at Zetland også skal kæmpe for, at medlemstallet ikke falder.

”Det fedeste for os er, at medlemsforretningen balancerer, og at vi har en bæredygtig forretning. Det betyder ikke, at det ikke kan ændre sig. Vi skal være dygtige for at holde fast i medlemmer – og vi mister også nogle. Derfor skal vi hele tiden have nye ind,” siger han.

Vil grave mere

Men hvad skal der nu ske i Zetland?

Ifølge den adm. direktør betyder regnskabet, at Zetland har mulighed for at eksperimentere endnu mere med sin journalistik – og potentielt opgradere på bemandingen. Zetland har allerede for nylig ansat to journalister på en nyoprettet politisk redaktion, og fremover skal mediet have mere fokus på graverjournalistik.

”Vi vokser og bliver større som arbejdsplads. De ressourcer skal vi bruge på at blive mere ambitiøse og på undersøgende journalistik. Alle ved, at det er meget dyrt, tungt og tidskrævende. Det var ikke det rigtige sted for os at starte som medie, men der vil vi gerne være meget mere ambitiøse,” siger Jakob Moll.

Samtidig vil Zetland også eksperimentere med at udkomme på andre formater og på nye områder – uden at Jakob Moll lige nu kan blive mere præcis på, hvad det indebærer. Men:

”Det betyder, at det ikke er givet, at vi får overskud igen i 2020, fordi vi skal bruge muligheden til at bygge et større Zetland,” siger han.

Mediet vil i den kommende tid inddrage abonnenterne i arbejdet med at finde ud af, hvad de egentlig gerne vil have, Zetland skal bidrage med som medie – og hvordan de ønsker, Zetland skal bidrage endnu mere til debatten i samfundet.

Men det næste mål for Zetlands forretning? Det er at blive meget større.

”Vi skal vokse som medie. Vi tror, det er realistisk på et tidspunkt at kunne få 40.000 medlemmer,” siger Jakob Moll.

0 Kommentarer

Læs også

Zetland står ved en skillevej - skal drømmen briste eller bære?

Zetland står ved en skillevej – skal drømmen briste eller bære?

20. JUNI 2019
<span class=Vi besøgte Zetland efter stor kampagne: ”Selvfølgelig overlever Zetland”">

Vi besøgte Zetland efter stor kampagne: ”Selvfølgelig overlever vi”

09. SEPTEMBER 2019
Zetlands pressede økonomi har givet 1.000 nye medlemmer – nu kommer næste skridt

Zetlands pressede økonomi har givet 1.000 nye medlemmer – nu kommer næste skridt

05. AUGUST 2019

Sådan blev Zetland genfødt

14. APRIL 2016