6 gode råd: Sådan er du en god chef under corona

Sørg for, at medarbejderne holder fri, og vær ikke bange for at gøre forskel på medarbejdere med forskellige behov. Her er gode råd til god ledelse under nedlukningen

Den kommende tid kan blive hård for de mange medarbejdere, der skal sidde mutters alene derhjemme i en kold og mørk tid. Men det stiller også nye – og store – krav til cheferne.

”Det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø er lige så vigtigt, når du er derhjemme. Men på kontoret kunne chefen følge med i, hvordan folk har det. Sidder de ordentligt? Er de kede af det? Det kræver en aktiv indsats fra chefen, når folk sidder derhjemme,” siger Tom Hansen, arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Journalistforbund.

Her er seks gode råd til chefer i medie- og kommunikationsbranchen:

  • Gå ikke ned på udstyr. Medarbejderne skal have velfungerende arbejdsstationer, også når de er hjemme. ”Når man er hjemsendt, så har arbejdsgiveren det fulde ansvar for dit arbejdsmiljø. Det gælder også, at du sidder ordentligt, har godt arbejdslys og sunde arbejdsforhold,” siger Tom Hansen.
  • Tal med medarbejderne. Tag kontakt, og sørg for både at tale om arbejde – men også om alt det andet. Bare fordi medarbejderne er effektive, behøver de ikke være glade. ”Man bliver hurtigt enmandshære, når man sidder på distancen,” siger Tom Hansen.
  • Hold øje med, at folk holder fri. Hjemmearbejde kan være mere effektivt, fordi der er færre forstyrrelser. Men det kan også betyde, at medarbejderne glemmer at holde pauser. Det er usundt på langt sigt.
  • Kommunikér, inddrag, støt. Det er en foranderlig tid – så når du som leder sætter forandringer i gang, er der større behov for at sikre inddragelse, end der plejer. ”Indflydelse og inddragelse af medarbejderne er uvurderligt, når du skal forandre noget. Det er ikke nok med et nyhedsbrev eller en fællesmail,” siger Tom Hansen.
    Hvis I har store forandringer på vej, og du ikke kan kommunikere optimalt med medarbejderne om det – så vent, tilføjer han.
  • Gør forskel. Coronakrisen rammer meget forskelligt. Nogle har børn, som bliver hjemmeskolet, andre har valgt at holde små børn hjemme for at undgå smittefaren i børnehaver og vuggestuer. Nogle er nervøse ved at komme på kontoret, mens andre har det modsat.
    ”Chefen skal ikke være bange for at gøre forskel. Det er meget vigtigt at tage hensyn til den enkeltes behov,” siger Tom Hansen.
  • Lær af krisen. Tal med medarbejderne om, hvordan I kan indrette arbejdet bedre efter krisen. Måske I faktisk kan blive en bedre arbejdsplads, hvis I indfører mere hjemmearbejde eller flere digitale møder?

Tidligere på ugen bragte vi også seks gode råd til medarbejdere, der bokser med januar-blues.

0 Kommentarer

Læs også

<span class=Januar-blues? Sådan finder du gejst og inspiration på hjemmekontoret">

Januar-blues? Sådan finder du gejst og inspiration på hjemmekontoret

06. JANUAR 2021